Kristendemokraternes folketingsmedlem, Per Ørum Jørgensen, har stået fadder til Værdikommis-sionen. Han synes ikke, det er et problem, at den mangler arbejdere.
Ikke en enste arbejder, men tre teologer, to journalister, to forfattere og en skuespiller udgør otte ud af 11 medlemmer i den såkaldte Værdikommission, som kulturminister Per Stig Møller nu har sat navne på.
De sidste tre medlemmer er henholdsvis en professor, en børne- og familieforsker og landsformand for DGI .
Det er Kristendemokraternes enlige folketingsmedlem, Per Ørum Jørgensen, som har fået Værdikommissionen nedsat. Til gengæld lovede han at stemme for regeringens finanslov for 2011 og sikrede dermed regeringen et flertal.
Kommissionen skal kortlægge og skabe debat om, hvilke værdier der er vigtige for danskernes liv indenfor fire temaer, familien, de nære fællesskaber, den moderne livsstil og den enkeltes frihed og personlige ansvar.
Per Ørum Jørgensen håber, at kommissionen vil involvere alle hjørner af det danske samfund, lige fra fagbevægelse, efterskoler, højskoler og til indvandrermiljøer.
Alligevel synes han ikke, det er et problem, at kommissionen hverken har en repræsentant fra fagbevægelsen eller en smed eller en sygeplejerske blandt sine medlemmer.
– Jeg synes kommissionen har en bred sammensætning. De her 11 mennesker har alle et engagement i vores samfund, derfor er det ikke afgørende, hvad der står på deres cv. Vi kunne sikkert også have fundet en smed, siger Per Ørum Jørgensen til Arbejderen.
Han synes heller ikke det gør noget, at der ikke sidder repræsentanter fra fagbevægelsen i kommissionen.
– Fagbevægelsen kan jo godt engagere sig i debatten alligevel. Alle grene af samfundet skal gribe chancen til at få den folkelige debat. Det er ikke interessant, hvad kommissionens medlemmer mener, men at sætte fokus på hvilke værdier befolkningen har.
Per Ørum Jørgensen understreger, at Kommissionen ikke skal være smagsdommere, men skal hjælpe den folkelige debat på vej.
– Kommissionens medlemmer skal rundt i forsamlingshusene og give inspiration til den folkelige debat. Både Henrik Dahl, Jens Gaardbo og Farshad Kholgi har meget godt at bidrage med, og det er jeg sikker på, alle kommissionens medlemmer har hver især, siger Per Ørum Jørgensen til Arbejderen.
Tim Knudsen, professor i statskundskab på Københavns Universitet, ser Værdikommissionen som udtryk for en skærpet værdikamp.
– Kommissionen er domineret af borgerligt-konservative mennesker. Som jeg ser det, er dem, som er valgt, taget med på grund af deres holdninger. Hvis man endelig skal nedsætte en sådan kommission er det underligt, at man ikke tager de forskere med, som har forsket i danske værdier, siger Tim Knudsen til Arbejderen.
Der er afsat seks millioner kroner til Kommissionens arbejde, der skal være afsluttet inden udgangen af 2012.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278