Buffy Sainte-Marie har været væk fra scenen i sytten år og i stedet arbejdet med at hjælpe unge i indianerreservat-erne. Nu er hun tilbage.
af Bjarne Nielsen
Den 1. juli kommer den legendariske folkesanger Buffy Sainte-Marie til Skagen for at deltage på den årlige festival.
Ingen tvivl om, at der venter publikum en oplevelse af de store og vore læsere skal nok rubbe sig angående billetter.
Den 70-årige sangerinde og indianeraktivist, der er født i Piapot Creek reservatet i Ou’Capelledalen i Saskatchewan i Canada i 1941, var i 60’erne dominerende på den amerikanske folkscene sammen med navne som Bob Dylan, Joan Baez og Leonard Cohen. Hun skaffede hit til navne som Niel Diamond, Barbara Streisand, Elvis Presley og Janis Joplin.
Hun voksede op i Maine og Massachusetts i USA, hvor hun tog en doktorgrad i billedkunst og diplom som lærer i østlig filosofi.
Hun er kendt som »sangskrivernes sangskriver«. Hendes mest kendte sange er dog nok hendes egne hit, Soldier Blue fra den samfundskritiske og barske indianermassakrefilm af samme navn, Up where we belong fra filmen Officer and gentleman med Jennifer Warnes og Joe Cocker, som i 1982 fik en Oscars for bedste sang, samt Universal soldier med den skotske hippie Donovan om personlig ansvarlighed for krigsdeltagelse.
Soldaten, »He is the Universal Soldier and he really is to blame, his orders come from far away no more«. En husker til »vore« soldater rundt omkring.
Sainte-Marie har været væk fra scenen sytten år og i stedet arbejdet med at hjælpe unge med uddannelsestilbud i indianerreservaterne.
Hun udgav i 2009 for første gang i sytten år studiealbummet Running for the dream og The Pathfinder – Buried Treasures i 2010. Dejlige plader, hvor man kan nyde hendes karakteristiske stærke vibrato.
På Running for the dream fortolker Sainte-Marie den patriotiske America The Beautiful og tager symbolsk landet tilbage til det oprindelige folk.
I alt har hun udgivet 19 albums.
Med til Skagen har hun såvel vokal – og perkussionisten Ulali samt det unge band Gathering of Flies, hvis medlemmer alle er Native Americans.
Hendes officielle hjemmeside er www.creative-native.com og fansiden er www.shvof.com/buffy
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278