I december 2010 forlod Vesterbro Ungdomsgårds musikalske leder Bo Schiøler sit job efter 44 år. Her fortæller han om den tid, og hvorfor han går. succes/fiasko

Af Bo Schiøler

Undertegnede – langtids-DJBFA’er – stoppede mit virke som komponist, sangskriver, dramatiker og instruktør for børn og unge på Vesterbro Ungdomsgård medio december 2010, efter 44 år.

Jeg har aldrig før skrevet noget, der bare mindede om en artikel.

Men når KOMPOST har temanummer og Thulla spørger efter betragtninger over succes, synes jeg det kunne være sjovt at nedfælde et par strøtanker, bakspejlssplinter og halve erindringer i anarkistisk collageform, i den rækkefølge, papiret vil modtage dem.

Enhver system-kritikker bydes velkommen. Alle andre bør stå af her!

So here we go:

Bo: Barn på Det Kongelige Teater og skoleelev i England. Fan af Tommy Steele – han var sød og frisk... og havde noder på blusen – og jeg fik vaseline i håret og jeg fik elastikker på min papkasse-guitar.

Som stor dreng boede jeg i Vanløse. Next door lå der en rockerbar, hvor jukeboksen konstant spillede Elvis, Brenda Lee, Fats Domino, Jerry Lee Lewis og så videre.

Jeg sad i skjul under et bord og sugede til mig, indtil jeg blev hentet af min far.

Som ung mand boede jeg tit i London. Forbillederne blev Bob Dylan, Leonard Cohen, John Lennon...

Alt var tilladt, lyrikken mødte musikken, gulvtæppet blev trukket væk, og Bo Schiøler ville være sangskriver! Jeg kunne otte akkorder på en guitar og havde en digtsamling ude på Gyldendal:

Det var i 1966 og verden stod åben.

Vesterbro Ungdomsgård

Jeg fik et sommerferiejob på Vesterbro Ungdomsgård som guitarlærer. Jeg lærte børnene at spille Se den lille kattekilling og Tom Dooley., Alle kunne finde ud af at skifte fra G til D – når ordene rimede.

Successen var hjemme. 40 år efter får jeg mails fra en kendt dansktop-musiker, som giver mig den direkte skyld for, at han stadig elsker musik og husker mig fra 1967. Grande Succes.

VUG:

På Vesterbro Ungdomsgård (VUG) lavede vi et teaterstykke, hvori der var tre sange. Forældre, tanter og puddelhunde klappede.

Succesen var hjemme og blev gentaget. Flere børn, mere publikum og flere sange kom til.

Vores første plade udkom - og solgte i cirka 33 et halvt eksemplar. En jysk avis skrev: »Frustrerede københavnerpædagoger udnytter andre folks børn til politisk manipulering - for egen økonomisk vindings skyld«.

For os var det en kæmpe succes!... En to-spors båndoptager! 16 sange! Rigtig lyd på en rigtig plade! Et par år efter blev vi en »ydre« succes, vi blev stuerene, landskendte og øh… en SUCCES.

SUCCES:

I 2001 modtog sanggruppen og jeg Svend Heinild-prisen efter en koncert på Rigshospitalet. Begrundelsen lød: »Tildeles for eksemplarisk samarbejde imellem børn, unge og voksne«.

I 2004 fik jeg overrakt DJBFA’s hæderspris i Den Grå Hal. Arne Würgler sagde blandt andet:

»Til Manden, der som ingen anden siden Tove Ditlevsen har gjort resten af verden opmærksom på, at stenbroens stemmer stadig er unge og livsduelige«…

Jeg rystede i bukserne og takkede.

I 2006 blev jeg udnævnt til ridder af Dannebrogsordnen - indstillet af Kulturministeriet. Jeg havde en fordomsfri samtale med min Fru Majestæt - om kunst, børn og sangskrivning.

Jeg gav hende vores nyeste sangbog og cd-udgivelse… Jeg rystede i bukserne og takkede.

Siden har Sanggruppen og jeg modtaget at hav af ydre anerkendelse og hædersbevisninger.

Og mere succes…

SUCCES: At stoppe på VUG efter 44 år som husdigter og sangskriver – at se tårer i øjnene på en lille møgunge, fordi vi ikke skal ses igen – og selv have en stor, fed, gigantisk klump i halsen, som søger om permanent opholdstilladelse. Øv!

SUCCES:

At kaste børn og unge fra Vesterbro rundt i verden til så forskellige steder som: Fær­øerne, Island, Rusland, Tyrkiet, Rumænien, USA, Belgien, Holland, Frankrig, Luxenborg, Sydafrika, Cuba og Ghana...

På koncertrejser, hvor vi altid var privat indkvarteret, og altså ikke var turister, men en del af almindelige familiers hverdag og kostplan og så videre.

Koncerterne foregik altid – udover de blåstemplede- og bonede adgangskort til rejsen – på skoler, i townships, på gadehjørner.

Vi spillede for børn og unge og voksne som lignede os selv til forveksling. Det var kulturudveksling på højt plan! Vores integritet og renhed, og vores uspolerede omdømme gjorde sådanne koncert- og dannelsesrejser mulige. Selv i magtens korridorer havde man hørt om det mærkelige kultur-pædagogiske fænomen: Vesterbro Ungdomsgård.

SUCCES:

At have mod og frækhed nok til at dreje rundt på hælen og forlade et stort multinationalt pladeselskab, som ville have indflydelse på alt! Selv sanggruppens påklædning, opførsel og ydre fremtoning mente de noget om.

Jeg (vi) var ude af døren på syv sekunder rent. Klar Succes! Siden har vi indspillet 12 plader/dvd’er for at lille dansk selskab, som ikke har det store PR-budget men som elsker Ungdomsgårdens musik og det vi står for.

SUCCES:

At mange hundrede børn og unge fra Vesterbro lader en autodidakt ridder-bums som mig være en del af deres liv.

Vi hader hinanden, vi elsker hinanden, vi kæmper, vi knokler og vi ved, hvad vi er værd - uanset ydre succes. Selv små børn og de unge forholder sig vidende og professionelt til sanggruppens og deres eget selvværd.

Vi kan spille et live-job for tre cykelsmede, en ex-kæreste og en lommetyv – og vide, at vi er kanongode.

Vi vidste altid, når vi rørte publikum, og at de og vi blev udsat for noget smukt og specielt.

Vi kunne spille et andet job for tusind mennesker, og vide, at vi idag var middelmådige, selvom salen bragede og taget fløj af.

Børnemishandling eller minde for livet?

Vi har lavet plader som solgte hundredetusinde eksemplarer, og nogen som solgte tusinde eksemplarer.

Vi vidste når vi havde lavet en god plade, en suveræn plade eller en lidt la la plade.

Jeg og Sanggruppen har altid været en blanding af total højrøvethed og stor ydmyghed. Når vi arbejdede i studiet, var det ofte i døgndrift.

Nogle børn lå på gulvet og sov, når der skulle synges et vers eller et kor; de vågnede, de drak lidt vand, lavede to minutters stemme- og krops opvarmning – og så knoklede vi videre! Børnemishandling eller stærke minder for livet?

Det har altid ærgret mig, når jeg mødte folk som spurgte: »Hvornår laver I noget nyt?« og vi så lige havde udgivet en cd for to måneder siden. For uden presse og airplay kan man leve et meget ubemærket udgivelses-liv.

Men jeg kan ikke få regnen til at falde opad. Jeg tager mig af børnene og de unge. Jeg skriver nye sange, holder fanen og idealerne højt. Pengemaskinen og medie-luderiet må andre tage sig af. Højrøvet og ydmyg?

Jeg har mødt et hav af forvirrede og stressede børn og unge. Alle var de på jagt efter identitet, selvværd, sammenhold og solidaritet. Idealer og konstanter i livet.

Og jeg ved, at jeg igennem 44 år har gjort en forskel i en lang række unge vesterbroers liv. Mange af »mine« børn bliver svære at knække – eller tvinge ned i centrifugen – uden modstand.

Jeg har set smil i deres øjne og hørt styrke i deres stemmer. Vi gav hinanden plads. Vi accepterede hinandens forskelligheder. Vi gjorde hinanden go’e. Vi valgte hinanden. Vi var en del af hinandens liv.

Jeg har skrevet cirka 1000 sange, hvoraf de 500 er udkommet på plade. Jeg har én gang stjålet fragmenter fra en Dylan-sang og én gang stjålet lidt melodiføring fra en Van Morrison-sang. Men ellers kan jeg med stolthed melde, at jeg kun har stjålet fra mig selv.

Børnene og de unge spørger mig tit: Skal vi ikke synge den og den sang i sanggruppen? Jeg bliver glad: De mener og føler en masse for sangene – og de udtrykker det!

SUCCES: Når en sang kommer hjem

I sanggruppen har vi et udtryk, som hedder at »en sang kommer hjem«. Vi ved ikke hvorfor det sker, hvorfor det lige blev på det livejob, den og den dag - men vi ved alle sammen  AT DET  SKER og hvornår det skete.

Pludselig er der en lille møgunge – eller et smukt ungt menneske – som synger en sang, så vi alle sammen får gåsehud, og så står vi og klapper af os selv, mens publikum ikke rigtig aner hvad der foregår.

Det er meget sjældent – der kan gå år i mellem – at en sang »kommer hjem«. Det sker næsten aldrig på plade.

Det er stort set altid live, og øjeblikket vender ofte ikke tilbage med lige netop den sang og den sanger. Det er et unikt, og et næsten helligt øjeblik, når en sang kommer “kommer hjem”.

SUCCES: I sanggruppen er der ingen der ejer en sang. Vi skifter sangere fra vers til vers, næsten alle kender alle sange,  og alle skal til fadet. Hvis en sanger er syg, springer to nye til og overtager.

Det giver en fantastisk frihed! Når vi er i studiet – og en sanger er til guldbryllup i Jylland, eller på ferie med far og mor – træder en anden sanger til.

Jo, vi lægger egoet lidt på dørtrinet, ingen ejer en sang.

NEDTUR OG DEPRI:

Jamen Bo Schiøler (selv-interview), hvorfor dog stoppe efter 44 år på Vesterbro Ungdomsgård og nedlægge sanggruppen, pladerne, teaterforestillinger, digtsamlinger mm… det fungerer!!! Lav en ny cd! Spil en række koncerter for DSB i foråret! Sig ja til PH-Caféen! Hvorfor stoppe mens legen er god?

Bo: Det var aldrig en leg. Vi tager os selv alvorligt, men ikke højtideligt… og grunden er den old-gamle historie: Ny led ledelse.

Byrokraternes indtogsmarch, mangel på viden, mangel på medmenneskelighed og visioner! Oldgammel og trist historie -–ikke værd at bruge tid og spalteplads på.

MEN jeg har skrevet en sang som hedder: Retten til at sige nej. Så det gør jeg så! NEJ - jeg skrider!

Sp: Jamen, hvad skal du så lave Bo? Du er jo ved god helse – og ligner ikke en pensionist!?

Bo: Ork, der er mange sange, der skal skrives endnu, plader der skal indspilles, nye skøre projekter, men nu i et voksent regi. Ungdomsgårdens nye – og sidste cd – hedder selvfølgelig Den sidste Sang.

Men hold kjæften, hvor kommer jeg til at savne tosserne – de dejlige, kreative, fjollede, dybsindige, sjove og pain-in-the-ass børn og unge fra Vesterbro Ungdomsgård.

Hold kæft, hvor ka’ de synge og spille teater... og... og... Men de ved hvem de er – og de ved hvem jeg er. Og de ved, at nok er nok.

Og vi har ingen sang – som rimer på uforstand og led ledelse, så nok er nok. Snøft!