Selv om strejkerne ikke gav resultater, bliver de alligevel husket i dag som det er det første eksempel på at befolkningen i et besat land sluttede op om en protest imod nazisternes jødeforfølgelser.

Den 25. februar 1941 breder en generalstrejke sig i den hollandske hovedstad Amsterdam. Strejken er dels en protest imod den tyske besættelsesmagts brug af tvangsarbejdere i industrien, men først og fremmest er det en protest imod nazisternes forfølgelse af byens jøder.

Kort tid efter den tyske besættelse af Holland i maj 1940 har besættelsesmagten, med hjælp fra det lokale nazistparti NSB, begyndt en systematisk undertrykkelse og chikane imod den jødiske befolkning.

Særligt slemt er det i Amsterdam, som har en relativt stor jødisk befolkning koncentreret i bestemte kvarterer. Undertrykkelsen starter i det små med at jøder bliver udelukket fra at deltage i byens luftværnskorps, men snart tager den nazistiske forfølgelse fart og når et foreløbigt højdepunkt i november 1940, da alle jøder bliver fjernet fra offentlige stillinger.

nazistiske overfald

Efterhånden som spændingerne tager til begynder de nazistiske stormtropper i NSB systematisk at overfalde jøder på åben gade, og hen over vinteren 1940-41 er gadekampe mellem NSB og jødiske selvforsvarsgrupper en del af hverdagen.

Kampene når et højdepunkt den 11. februar 1941, da et ungt medlem af NSB, Hendrik Koot, bliver dødeligt såret under gadekampene.

Dødsfaldet får øjeblikkeligt det tyske ordenspoliti til at sætte pigtrådshegn op omkring de jødiske kvarterer i Amsterdam, og skaber dermed den første lukkede ghetto i Holland.

Det får dog på ingen måde volden til at stilne af, og den 23. februar tager tyskerne 425 unge jødiske mænd som gidsler og sender dem til koncentrationslejren Buchenwald.

vrede arbejdere

Mens alle disse overgreb har fundet sted, er den almindelige befolknings holdning til besættelsesmagten blevet mere kritisk for hver dag.

Særligt blandt arbejderklassen er vreden stor. Tyskerne er nemlig begyndt at bruge tvangsarbejdere fra andre besatte lande i industrien og især som havnearbejdere på dokkerne. Mange hollandske arbejdere er blevet truet med selv at blive sendt til Tyskland til tvangsarbejde for at presse dem på løn og arbejdstid.

Oven i det må folk så finde sig i at se deres jødiske naboer blive undertrykt og overfaldet på daglig basis. Arrestationen af de jødiske mænd den 23. februar bliver gnisten der får krudttønden til at eksplodere.

generalstrejke

På et stormøde den følgende aften proklameres der generalstrejke fra den følgende dag i protest mod brugen af tvangsarbejdere og forfølgelsen af jøderne.

Initiativet til strejken kommer fra det illegale hollandske kommunistparti, der også står for det meste af mobiliseringen.

Om morgenen den 25. februar begynder strejken, da Amsterdams sporvognskonduktører nægter at køre ud. I de kommende timer spreder strejken sig til hele byen og derfra videre til andre byer.

Til at begynde med hersker der forvirring i det tyske ordenspoliti, der ikke helt ved, hvordan de skal tackle situationen, og NSB’s tæskehold må flygte over hals og hoved fra de vrede arbejdere. Hen under aften får tyskerne dog samling på tropperne og begynder systematisk at nedkæmpe strejkerne  med vold.

Den 27. februar bliver den sidste modstand brudt, og de fleste vender modstræbende tilbage til arbejdet.

Tre medlemmer af kommunistpartiet bliver efterfølgende skudt af besættelsesmagten og yderligere 12 bliver sendt til fængsler i Tyskland.

Selv om strejkerne i februar 1941 har været kortvarige og uden resultat, bliver de alligevel husket den dag i dag, fordi det er det første eksempel på, at store dele af befolkningen i et besat land har sluttet op omkring en åben protest imod nazisternes jødeforfølgelser.

I adskillige årtier efter krigen har kommunisternes indsats i Februarstrejkerne været fortiet, og kommunistpartiet været udelukket fra at deltage i officielle mindearrangementer.