02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kulturministeren bøjer sig for kunstnerpres

Kulturministeren bøjer sig for kunstnerpres

Fredag, 25. februar, 2011, 10:18:22

Efter et årelangt pres fra danske musikere og deres organisationer har kulturministeren nu besluttet at forlænge beskyttelsestiden for musikere ophavsret.

Dansk Musikerforbund har blandt andet ført kampagnen »Vi lever endnu« for at gøre opmærksom på problemerne i forbindelse med at fastholde en beskyttelsestid for sangere og musikeres ophavsret på 50 år.
Musikeren.dk

Kulturminister Per Stig Møller bøjer sig nu for kravet fra både musikere og politikere om at forlænge den nuværende beskyttelsestid for ophavsret fra 50 til 70 år.

Han meddelte i går, at regeringen vil arbejde for en forlængelse af den periode, hvor optagelser og afspilning af musikværker er beskyttet.

– Jeg lægger stor vægt på, at musikere har stærke rettigheder. I regeringen har vi nøje overvejet sagen og finder, at en beskyttelsestid på 70 år vil være en fornuftig tilgang, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

Så sent som midt i januar fastholdt ministeren ellers i  et samråd i Folketingets Kulturudvalg, at han ikke ville ændre den nuværende beskyttelsestid på 50 år til 95 år som foreslået af EU-Kommissionen i 2008.

Forslaget, der nu er godkendt i EU-Parlamentet, blev senere ændret til 70 år. Det ligger nu til forhandling i EU’s Ministerråd.

opgiver modstand

Kulturministeren har hidtil begrundet sit afslag med, at en forlængelse af beskyttelsestiden vil gå ud over radioerne. Dette standpunkt har han nu opgivet.

Indtil kulturministerens kovending har Danmark hidtil tilhørt et blokerende mindretal sammen med Østrig, Holland, Belgien, Slovenien, Sverige og Rumænien.

Den korte beskyttelsestid på 50 år er allerede nu gået ud over kendte kunstnere som violinisten Svend Asmussen fra dengang han var en del af trioen SweDanes, pigtrådskongen Peter Belli, Dario Campeotto, Birthe Kjær, Peter Abrahamsen og Grethe Sønck.

Samtidig kan et stigende antal kunstnere se frem til at miste kontrollen over deres værker, med mindre beskyttelsestiden forlænges nu. Det gælder generationen af kunstnere fra begyndelsen af halvfjerdserne, for eksempel Shu-bi-dua, Sanne Salomonsen og C.V. Jørgensen.

Med ophøret af beskyttelsestiden kan disse kunstnere hverken bestemme hvor og hvordan deres plader udgives, ligesom de mister indtægten fra royalties.

pres på politikerne

Flere lande, der oprindelig var mod forlængelsen, støtter nu det vedtagne kompromis på 70 år. Det gælder England, Portugal og Finland, der traditionelt sammenlignes med Danmark på området.

Dansk Musikerforbund  og Dansk Artistforbund har længe lagt pres på de politiske partiers kulturordførere og medlemmer af Folketingets Kulturudvalg for at få dem til at forlænge beskyttelsesfristen.

Af dem støtter Venstres kultur­ordfører Troels Christensen sammen med SF’s Pernille Frahm og socialdemokraternes Mogens Jensen en forlængelse til 70 år.

Næste fase i arbejdet med at forlænge beskyttelsesfristen er i dag. Her fremlægger  tidligere kulturminister og nuværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen sagen i Folketingets Europaudvalg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2011 - 10:18   03. sep. 2012 - 11:01

Kulturpolitik