02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opsang til kulturministeren

Opsang til kulturministeren

Fredag, 25. februar, 2011, 10:20:14

Adskillige hundrede studerende fra kulturministeriets uddannelsesinstitutioner demonstrerede mod politisk topstyring og ringere studieforhold.

Der blev truttet i trompet, talt og sunget, jublet og buhet i den bidende vintervind, da studerende fra 18 kunstneriske uddannelser gav kulturministeren en opsang.
Mette Kramer Kristensen

Der blev truttet i trompet, talt og sunget, jublet og buhet i den bidende vintervind, da studerende fra 18 kunstneriske uddannelser gav kulturministeren en opsang.

Demonstrationen havde samlet op mod 500 deltagere foran Kulturministeriets hus i det centrale København. Den sker i protest mod et lovforslag til styrelseslov for kunstuddannelserne, som kulturministeren i forgår fremsatte i Folketinget.

– Vi tror på, at vi med gode argumenter vil være i stand til at præge lovforslaget i en bedre og mere demokratisk retning, skriver Nanna Abell, Kunstakademiets Billedskole, i invitationen til opsangen.

Hun er blandt initiativtagerne til demonstrationen, der skal råbe politikerne op, inden der sker varig skade på den kunstneriske frihed og mangfoldighed i studierne.

Ifølge de studerende  afskaffer lovforslaget skolernes elevdemokrati, truer uddannelsernes faglighed og lindfører central, politisk topstyring af institutionerne.

politisk indblanding

Lovforslaget bygger på et forlig, den såkaldte flerårsaftale, som alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten indgik i oktober 2010.

Med aftalen afskaffer politikerne ifølge de studerende det såkaldte armslængdeprincip, der har styret de kunstneriske uddannelsesinstitutioner efter Anden Verdenskrig.

Denne »nallerne-væk«-regel har sikret vandtætte skodder mellem  politiske og kunstneriske interesser. Det skete ved, at de enkelte skolers rektor blev  ansat enten af kollegaer eller af et ansættelsesudvalg på skolen.

Ifølge forslaget får de fleste institutioner nu indsat en bestyrelse, der skal ansætte rektor. Samtidig får den til enhver tid siddende minister magt til enten at bestemme flertallet i bestyrelserne eller for Billedkunstskolernes vedkommende direkte at hyre og fyre rektor.

Denne ledelsesform med politisk topstyring vækker bekymring blandt de studerende på de kunstneriske uddannelser.

– Institutioner består, men kulturministre forgår, siger Morten Birk Jørgensen fra Kunstakademiets Billedskole til Arbejderen.

– De skiftende ministre truer både kontinuiteten for uddannelserne og det faglige niveau, lyder hans kritik af den nye ledelsesstruktur.

moderne ledelse

Også socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører Mogens Jensen, som er blandt forligspartierne, var mødt op til de studerendes opsang. Han står ved det indgåede forlig, men er klar til at lytte til de studerendes argumenter.

– De kunstneriske uddannelser er nødt til at have samme moderne ledelsesform som andre institutioner, blandt andet fordi der arbejder en masse mennesker på dem, siger Mogens Jensen til Arbejderen.

Forliget skal skaffe mere og bedre uddannelse for de samme penge, og det gør det nødvendigt med en ny ledelsesstruktur. Han mener ikke, at skolernes faglighed er i fare, men han er villig til at gå i dialog med de studerende.

– Nu skal loven behandles i Folketinget, før den bliver vedtaget, så vi er jo først lige startet på hele forløbet, slutter Mogens Jensen.

Kulturministerens lovforslag kommer til første behandling i Folketinget den 22. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2011 - 10:20   03. sep. 2012 - 11:01

Kulturpolitik