Den danske dramatiker Jokum Rohde spiller på alle modsætningerne i Manson på Det Kongelige Teaters skuespilhus.
teateranmeldelse af Gert Poder
– Det er smadder godt, men hvorfor er der så meget revy. Hvorfor kan stykket ikke bare være ækelt hele tiden?
Annika, ung kunstner og blogger, sukker opgivende i pausen til premieren på Det Kongelige Teaters opsætning af Manson.
Og jo, det er på én gang en smuk og grusom historie, som dramatikeren Jokum Rohde har brygget sammen. Den tager udgangspunkt i den amerikanske satanist Charles Manson og hans såkaldte Families rituelle mord i slutningen af tresserne.
Men hans teaterstykke er langt fra en dokumentarisk fortælling om fire psykopaters blodrus, da de myrdede den gravide skuespiller Sharon Tate og tre andre i et hus på en bakke over Los Angeles-kvarteret Beverly Hills i august 1969.
Manson foregår i vor tids Rusland, i fabelbyen Metropolis, et grusomt monument over menneskelig forfald og dets kamp for at holde sig på den lovlige side af galskaben.
Det er lovens og ludernes og berømthedernes hovedstad. Det er forfaldet og korruptionen og prostitutionens sikre bastion. Det er de udstødtes, de udbyttedes, de psykotiskes mareridtsslot.
mellem gud og satan
Det er en forestilling, der hele tiden slår på spændinger – mellem skønhed og afstumpethed, mellem psykopati og genialitet, mellem fred og frygt.
Vanviddet er centreret omkring satanikeren Charles Manson som Jesus og Anti-Krist, som morder og frihedshelt, som et dekadent samfunds skraldemand og revolutionær oprører.
Manson går bag om det glansbillede, som musikere og medier skabte af blomsterbørnene i San Francisco. I stedet tegner det et råt billede af, hvad der kunne ske, hvis denne anti-kapitalistiske oprørsbevægelse fik held til at forkaste jødisk-kristen moral som samfundsfundament.
Oprøret symboliseres i stykket musikalsk af The Beatles-nummeret Helter Skelter, indspillet af det til lejligheden dannede The Sexy Sadies med Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen i spidsen.
Helter Skelter er en slags rutsjebane i gammeldags forlystelsesparker, men det var også for Charles Manson et kodet budskab om en stor omvæltning: en vision om en racekrig, der ville føre til en revolutionær omvæltning i USA.
– Ingen magthaver har nogen sinde opgivet sin magt uden blodig kamp, brøler Manson i stykkets indledning.
Dermed er sluserne åbnet for hans had til liderlige dommere, korrupt politi, grådige finansfyrster, den rå kapitalisme...
For den moralske Satan, denne faldne engel Lucifer, spejlbilledet af den revolutionære Kristus, kan kampen kun vindes på én måde: Ved at skabe frygt.
Denne voldsskabte angst skal æde modstandernes sjæle, for den skaber opmærksomhed, og opmærksomhed skaber kærlighed ifølge satanismens selvforståelse.
revolution og retfærdighed
– Det er en fortælling om revolution. Det handler også om dem, der sidder nede på pladserne, siger Jokum Rohde i et interview til stykkets program.
Og sandt er det, at også publikum får på hattepulden under stykket af den selvretfærdige Manson. Verden er i nød som aldrig før, men det rager os en høstblomst, lyder Jokum Rohdes kritik.
– Det handler om retfærdighed. Og hvis man virkelig skal se på retfærdighed, så handler det om, at hvis du har mere tøj end mig, så giver du mig noget af dit – ifølge Kristus, – men hele den vestlige verden har økonomisk nedsmeltning, og vi deler ikke. Det er virkeligheden.
Manson er på godt og ondt en typisk repræsentant for moderne dansk dramatik anno 2011. Ordrigt og effektfuldt billedskabende.
Det står og falder med hovedpersonen, virtuost spillet af Nicolas Bro, og med instruktionen, modigt skabt af Madeleine Rønn Juul.
Desværre løber ordene afsted med både dramatiker og instruktør. De mange gode meninger fiser ud i Kristus-sammenligninger, der er lige så selvfede som de uhyrer Manson vil nakke.
Det skal ikke overskygge, at dansk teater vil være fattig uden frygtløse dramatikere og ordkunstnere som Jokum Rohde.
Manson. Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Instruktion:Madeleine Rønn Juul. Manuskript:Jokum Rohde. Til 18. maj
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
