Katastrofen sætter gang i den første seriøse forskning i de mekanismer, der kan føre til katastrofer, når der går panik i store menneskemasser.

3. marts 1943

Den 3. marts 1943 skynder store dele af befolkningen i den britiske hovedstad London sig af sted gennem gaderne.

Klokken er 20 minutter over otte om aftenen, og de er på vej til beskyttelsesrummene for at søge ly mod endnu et tysk luftangreb.

Desværre er den store utrygge menneskemasse denne aften en større trussel end de tyske bomber.

I 1943, efter næsten to års mere eller mindre konstant trussel fra tyske bombemaskiner, er det at søge dækning for luftangreb for længst blevet en rutine for den engelske befolkning. Mange vælger simpelthen ofte at ignorere luftalarmen.

Denne aften venter Londons befolkning imidlertid et stort tysk angreb som gengældelse for et engelsk luftangreb på Berlin to dage tidligere, og tusindvis af mennesker flokkes i gaderne for at komme i sikkerhed, da luftalarmen lyder.

Klokken 20.27 trænges en menneskemængde på flere hundrede sig ved den smalle nedgang til undergrundsstationen Bethnal Green, da et antiluftskytsbatteri i den nærliggende Victoria Park pludselig åbner ild.

Batteriet er udstyret med et helt nyt og hemmeligt raketvåben, og den pludselige fremmede lyd får den store menneskemængde til at gå i panik. Det voldsomme pres får folk i hundredvis til at falde ned i den smalle og stejle trappeskakt til Bethnal Green, der snart er fyldt med døde og sårede.

173 mennesker, heraf 62 børn, bliver dræbt ved den tragiske ulykke – det største tab af liv på engelsk jord ved en enkelt hændelse under hele krigen, værre end noget tysk bombenedslag.

Til at begynde med bliver rapporter om tragedien undertrykt af censuren, men i de efterfølgende år sætter det gang i noget af den første seriøse forskning i de mekanismer, der kan føre til katastrofer, når der går panik i store menneskemasser.