Jalousiens helvede i Shakespeares Othello udsat for ung energi.
teateranmeldelse Af Nick Bruun
Først så tænkte man - er det ikke lidt for smart? Shakespeare klædt i street-wear, dåse-øl og bling-bling.
Othello holder bryllup med Desdemona, og der er dækket op som billedet af den sidste nadver, eller er det Festen, eller måske Brechts Mack The Knife’s bryllup med Polly? Og der klovnes med mikrofon-lyd-anlæget.
Handlingerne overskygger ordene fra Shakespeare, der løber som lydtapet i baggrunden: Othellos tale til sin brud.
Det er synsindtrykkene, der fanger først: En primitiv festsal, interimistisk sat op til bryllup. Omgivet af loft-høje stiladser, der tårner sig op omkring scenen som en fæstning. På bagvæggen lyser OTHELLO op som skiltet foran en tivoli-forlystelse.
Men langsomt smelter ord og handlinger sammen, mere og mere helstøbt som vi bevæger os ind i historien og fremad i stykket. Figurerne udskiller sig og tegnes skarpere og skarpere op.
Figurerne
Othello (Martin Geertz) general og øverstbefalende, – ung skarp mand med sideskilning og fremdrift, iklædt jakkesæt og briller. Han er klar.
Den skønne Desdemona (Line Bie Rosenstjerne) med øst-jysk accent og ben i næsen. Den ny-udnævnte Løjnant Cassio (Joen Højerslev), anstødsstenen og katalysator for stykkets konflikt, iklædt mucho-macho-attitude og alkohol-problem. Skruet ned i fitness tøj og naivitet.
Og så er der Jago (Morten Christensen med eminent replikbehandling). Korrekt jakkesæt-klædt. Han er lynende hurtig i pæren. Ordene falder klart og hurtigt. Hadet ulmer lige under huden. Voldsomt had. Og fantastisk falsk-spiller, med indfølende velovervejethed med dobbeltbund, ludende skuldrer og halv-bøsset fremtoning når der er brug for det. Påtaget henkastethed når der er brug for det. En hvislende slange.
Kuriøst spilles Jagos kone Emilia af Morten Burian. Helt i tråd med Shakespeare-tiden hvor alle kvindelige roller blev spillet af mænd.
Her gælder det også, at det starter som noget der synes som et smart transvestit-påfund, men hen i stykket fremstår Burians fremstilling stærkere og stærkere og tegner figuren helstøbt op.
Det sker blandt andet i en scene, hvor han/hun er en kage-spisende, selvforglemmende rappenskralde. Vildt underholdende.
Den cowboy-klædte Roderigo (Mads Rømer Brolin-Tani), er nok den af figurerne der virker tyndest i forsamlingen. En naiv klovn, som Jago bruger i sit hævntogt mod Othello og Casio.
Ny-bearbejdning
Manuskriptet er skåret til og barberet ned af tre af skuespillerne. Til gengæld er der sprøjtet pep-indfald og aha-oplevelser ind i forestilling.
En dansk-pop soldater-vise. En fantastisk simultan-sekvens, hvor Casio iagttager Othellos første nat med Desdemona, mens Jago fylder ham med øl og bogstavelig liderlighed, mens ”Kvinde Min” afsynges.
Casio bliver ravende fuld, satans aggressiv for til sidst at ende i enorme tømmermænd på alle planer.
I 2.akt skrælles scenen delvist af og en uhyggelig undergrund kommer til syne. En underverden af afskårne mannequin-lemmer og efterladte klude.
Som i kviksand hænger figurerne fast i dyndet på skift. Jago mega-fonerer sin hævn-tørst ud over publikum. En anden scene viser os veloplagt og idérigt forvekslingsspil grænsende til det komiske.
Temaet, der pløjer gennem stykket, er jalousiens og hadets væsen og natur. Dets altfortærende og nedbrydende konsekvens. Er troen brudt, forsvinder magien – i kærligheden.
Det unge ensemble balancerer mellem form og indhold i dette Shakespeare stykke, og de holder balancen. Forestillingen lyser af det kæmpe arbejde, som ensemblet har lagt i den.
Det er en stor bedrift, og et værdigt bud på en Shakespeare-klassiker anno 2011.
Othello. Teater Republique. Manuskript: William Shakespeare. Instruktion:Anders Lundorph. Scenografi: Adelsteinn Stefansson. Til 26.marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
