Film, der ærligt fortæller om verden. Store og små film, film der er kritiske, film der er kunstneriske. Alle kunne de ses på årets filmfestival i Berlin, som sluttede for nylig.

Den iranske filminstruktør Asghar Farhadi med sin guldbjørn.

Berlin Film Festival

af Karen Thastum, Berlin

Det er aften, vi er på vej i Berlinale paladset. Sådan hedder den største biograf ved Berlin Film Festival 2011, hvor alle filmene i Wetbewerb vises.

Det er egentlig ikke en biograf men et musical teater, men skidt med det. Hvad gør det, når den røde løber glimter?

Pressen har ikke adgang her om aftenen, så jeg er inviteret af min mand, der arbejder i filmlageret, og får lov billigt at købe et antal medarbejderbilletter. Fint stadset ud går vi over den røde løber ind til filmen og ser, hvordan der spises kartofler til den bitre ende.

Når du har set denne film, kan du aldrig mere spise kartofler. Så vogt dig, hvis den nogensinde skulle få sneget sig ind i en eller anden dansk Arthouse biograf, eller til en skummel filmfestival. Det er to og en halv times undergangsæstetik i sort hvid. Men det er dæleme en super flot og tragikomisk film.

Verdens bitreste ende

Der går en historie om, at Nitsche omfavnede en hest, blev gal og døde et par måneder senere med disse ord på læberne »Mutti ich bin dumm«.

Men hvad skete der med hesten? Det giver den ungarske filmmager Béla Tarr et bud på i sin film A Torinói Ló (Den torinske hest), der vinder sølvbjørnen i år.

Med evige gentagelser og evig storm ser og hører vi, hvordan dagen former sig for to fattige mennesker på bondegården på den ungarske Pustaslette, i en situation der bliver mere og mere udsigtsløs.

Der er ingen udvej nej, men alligevel koger datteren hver dag to kartofler; en til sig, en til sin far. Hun klæder faren, som er lam på den ene hånd, på og lægger ham i seng. Og hesten, den omfavnede hest, ja den vil ikke mere – ligesom Nitsche – og sådan går spillets glade gang, i mere end to timer.

Altså hermed min advarsel. Selv jeg, der virkelig er hardcore avantgarde filmtilskuer gennem mange år, selv jeg skulle altså lige sove på, om jeg elskede eller hadede filmen.

Men filmen vandt, i hvert fald hos mig og altså også hos Berlinale juryen.

Og bare rolig, Béla Tarr har annonceret, at der var hans sidste film.

Den arabiske verden

Alles øjne hviler på den arabiske verden i øjeblikket. Allerede inde opstanden i Tunesien kaldte Berlinalen til protest.

Festivalen havde nemlig inviteret filmmageren Jafar Panahi fra Iran, der vandt sølvbjørnen ved Berlinale for nogle år siden med sin film Offside, til at være med i juryen. Systemet i Iran kvitterede med at idømme ham og hans kollega 20 års berufsverbot og seks års betinget fængsel.

Ved Berlinalen forblev Jafar Panahis stol tom i protest, og for at vise solidaritet viste hver sektion i festivalen en af hans film.

Så der var mulighed for at gense filmen Offside om pigen, der klæder sig ud som en dreng for at komme til fodboldkamp.

Sammen men min mindste datter Anna-Farida ser jeg den fine lille film Badkonak-e Sefid (Den hvide ballon) om den lille pige, der så gerne vil se, hvad det er hun som lille pige ikke må se, og som prøver at forstå, hvorfor hun egentlig ikke må snakke med fremmede.

Verdens længste film

I år er det tydeligt at mærke, at det digitale medie langsomt men sikkert overtager. Heldigvis er der stadig mange fine film af »kød, blod og ægte filmmateriale« og Heavens Story af japanske Zeze Takahisa, der vises i Forum sektionen, er en af dem.

Det er løgn, tror man, men denne film varer fire og en halv time, og den er ikke et øjeblik kedelig.

Da jeg først læste om temaet for filmen, var jeg lige ved at droppe den. Den handler om en ung mor og hendes lille datter, der bliver myrdet i affekt, og om hvordan en spiral af vold fortsætter videre og videre.

Nej, tænkte jeg, det holder jeg ikke ud. Men da filmen også lovede, at den var optaget på specielle steder (og sådan noget kan man altid lokke mig med), gav jeg den en chance, og det fortrød jeg ikke et øjeblik!

Handlingen foregår over ni år, og det er et mystisk, absurd, morsomt og grotesk spindelvæv af historier, der spinder sig omkring filmens karakterer fra Japan i dag. Tilbagevendende er temaet skyld og hævn:

Vi møder politimanden, der er blevet lejemorder i sin fritid for at betale erstatning til en familie, hvis fader han kom til at stikke ned i selvforsvar.

Manden til den myrdede unge mor, der sværger, at han vil hævne mordet ved selv at slå morderen ihjel.

Den fabelagtigt dukkemager, der lider af Alzheimer og som adoptere netop denne morder, som så til gengæld for sin part oplever kærlighed for første gang i sit liv.

Den unge rockmusiker, der fik tæsk af sin far og som nu spiller rockmusik for at overdøve sin smerte.

Og jeg kunne blive ved. Net fletter sig sammen på godt og ondt. Historierne afspiller sig på spændende scener: en forladt mineby oplever vi gennem flere årstider, dale med de karakteristiske Japanske kirsebærtræer i blomst. En ø, der forbinder fastlandet med færge, bliver til metafor for både trøstesløshed og håb. Og i slutningen, hvor vi oplever spøgelser af alle filmens døde skuespillere, knytter filmens anden del for alvor sammen med japansk magi.

Når man ser en film af den længde, sættes man ud af tid og rum, og det er skønt at opleve, hvordan skuespillerne spiller ud alle meget udtryksfulde, alle meget japanske, selvom vor verden jo nu til dags er blevet ekstremt ens overalt.

VERDENS COOLESTE OMGIVELSER

Det er næsten, som om det er en græsk tragedie, der udspiller sig i den lille by i Alaska i filmen On the Ice af Andrew Okpeaha MacLean.

Her er det også mord og ansvar, der er temaet. Med den evige is som baggrund lever de unge inuitter deres liv på godt og ondt. Ligesom alle mulige andre unge rundt på kloden forelsker de sig, spiller rapmusik og holder fester og drikker sig fulde og det, der er værre.

Og da to af de unge eksperimenterer med heroin, får det fatale følger.

For jo, de tager også – i modsætning til danske unge af i dag – ud på sælfangst med deres snescootere, geværer og knive. Men en snapside om at tage direkte fra det sidste party ud på jagt, ender i en tragedie, og »den gode og artige« dreng kommer til at slå kammeraten, der går amok, ihjel i selvforsvar.

Og hvad gør man så? Man gemmer liget, men holder løgnen tæt? Selvfølgelig gør den ikke det!

Andrew Okpeaha MacLean startede med at lave historien som en kortfilm, der nu efter mange år er blevet udviklet til hans første spillefilm. Og den vinder Alfred Bauer prisen som sådan og også sektionens 14+ (film for unge over 14) pris.

Der er meget is og snescooter og mord over filmen, men dens to skuespillere, der begge er uuddannede, og »den artige drengs« far er simpelthen så super, og plottet minder mig på en eller anden måde om en græsk tragedie. Filmen har en åben slutning, et flot drama fra en fjern verdensdel.

Verdens uretfærdigste mur

Langt bort fra store budgetter og super sort/hvid æstetik trænger en anden sort/hvid film ind til mit hjerte.

Territoire perdu (Mistet land) af Pierre-Yves Vandeweerd fra Belgien, handler om Polisario flygtninge i det sydlige Marokko, der blev mejslet ned, myrdet og fordrevet i 70’erne og siden har levet i flygtningelejre.

Stumme otte millimeter sorthvide portrætoptagelser af disse mennesker og optagelser af ørkenlandskaber, hvor vi nærmer os den groteske mur, der løber mange kilometer gennem ørkenen i Sydmarokko, bliver sammenholdt med, at vi hører de samme menneskers stemmer fortælle om de groteske uretfærdigheder, der blev og bliver begået imod dem. Bare på grund af, af jorden under deres fødder, den jord der i generationer har været deres land, indeholder vigtige mineraler.

Det lykkes ikke at bygge skoler, sygehuse og den slags til trængende mennesker, men en 1000 km lang mur midt gennem ørkenen, det kan menneskene bygge.

Med enkle midler og meget indtrængende fortalt, er denne film en vigtig lille perle. Med stof til eftertanke.

Verdens eventyr

I år er der tre film i 3D, og én af dem er rigtig flot til mediet, den franske Les contes de la nuit (Nattens eventyr) af Michel Ocelot.

De fem korte eventyr, der fremstår som papirklip på farvet baggrund, er flotte og frit omformede myter fra hele verden, lige noget til en biograftur til jul. Lad håbe filmen måske finder vej til Danmark.

I 3D er også filmen Pina af tyske Wim Wenders.

Den verdensberømte tyske koreograf Pina Bausch har været som en gud og moder for danserne i hendes ensemble, og de er først lige ved at finde sig selv igen to år efter at hun døde.

Wim Wenders portrætterer dette usædvanlige ensemble, der holder til i Wuppertal, og skaber gennem danserne med interviews og dans en meget fin hyldest til koreografen og til dansen.

Sikke nogle skønne dansere Pina har haft, fra hele verden og i alle aldre. Her var ikke noget med at blive for gammel til »sporten«, alle var med altid.

Filmen er fin, æstetisk, og der danses på alle mulige sjove steder. Formatet 3D er derimod nærmest ligegyldigt. Jo, det er flot nok, men det ville filmen også have været uden.

Det er ikke show men hjertevarme og kunstnerisk årvågenhed, der kendetegner Wuppertal Tanztheater, der helt sikkert vil komme til at leve mange år videre i Pinas ånd. For som Pina selv siger: »Wir mussen tanzen sonst sind wir verloren« (hvis ikke vi danser er vi fortabt).

Og sådan er det også med filmene. Vi må lave film, der ærligt fortæller om verden. Store og små film, film der er kritiske, film der er kunstneriske. Vi må lave film, og se dem – helst i biografen, helst i dialog og diskussion, ellers er vi fortabt!