Ny arbejderlitteratur er efterhånden en sjældenhed. Derfor falder bogen Beton på et tørt sted, og den anslår en ny og anderledes tone i arbejderlitteraturen.

Byggepladser er barske arbejdspladser, og presset på kulierne er vokset i de senere år. Foto fra bogen.

Torben Eskerod

^Boganmeldelse _{af Kjeld Stenum}

Her er en bog, som I skulle unde jer selv at læse!

Det drejer sig om Jakob Mathiassens bog »Beton – historier fra skurvognen«, hvis udgivelse blev omtalt i Arbejderen 1. marts. Personligt er jeg så heldig at kende Jakob, fordi jeg har arbejdet sammen med ham. Arbejderens læsere kender ham uden tvivl også som ophavsmand til avisens udmærkede lørdagstegneserie »Sjakket«. Men han behersker prosaen mindst lige så godt som stregerne.

Bogen er stilfærdigt fortalt, uden større armbevægelser end stoffet gør nødvendige. Den er bygget op af en række enkeltstående episoder fra Jakob Mathiassens liv på byggepladsen gennem den seneste halve snes år, iblandet lidt dokumentarisk stof om betonbranchen, dens arbejdsgivere og arbejdere, og dens arbejdsforhold.

Mange temaer tages op, på omslagets bagside beskrives bogen som »et portræt af en gruppe ualmindeligt almindelige danskere, deres kampe og drømme, deres sejre, nederlag og luftkasteller. Om polakker og akkorder, thaipiger og guldbajere, og solopgangen set fra et armeret betondæk i 4. sals højde«.

Gog komposition

Hvis man til dette føjer, at den er skrevet af en person med en temmelig kompromisløs vilje til at være ærlig, kan det nok ikke sammenfattes ret meget mere rammende.

Hvert kapitel kan læses som en afsluttet helhed, en historie i sig selv. Det lyder måske lidt af en blandet samling noveller og artikler, men sammenblandingen virker rigtig godt og giver et alsidigt, levende og troværdigt portræt af betonbranchen og dens mennesker.

Og selv om der ikke knyttes nogen handlingstråd imellem episoderne, evner Jakob Mathiassen alligevel i modsætning til mange andre debutanter at give sin bog komposition, hvor de første kapitler virker som optakt til et dramatisk toppunkt kort før bogens slutning, der i sig selv er en meget fin landing. Sådan noget har betydning for, om bogen evner at holde en læser fanget, eller man står af på halvvejen, fordi man synes stoffet tynder ud.

Der udkom en del arbejderlitteratur i Danmark tidligere, fra mellemkrigstiden og op til tresserne og halvfjerdserne. Men i de senere årtier har der været alt for stille på den front. Det er der utvivlsomt mange grunde til, og en del af dem kan vi ikke selv gøre for.

Men måske var der også i løbet af halvfjerdserne ved at udvikle sig en tradition for at skrive lidt for meget ud fra, hvordan vi gerne ville, at tingene skulle være, og lidt for lidt ud fra interesse for at komme til bunds i, hvordan de rent faktisk var.

Vilje til ærlighed

Vi er ikke altid helte, bare fordi vi er arbejdsfolk, og vi evner ikke at snøre vore arbejdsgivere hver anden dag. Den sørgelige sandhed er, at det er dem, der snører os 99 ud af 100 dage, og at mange arbejdere netop i løbet af halvfjerdserne begyndte at falde for højrepopulistiske holdninger i stedet for at blive socialister.

Men det kom måske bag på mange kulturudøvere og bogudgivere, der gerne ville lave verden om, og så gav de op. Men man kommer nødvendigvis galt af sted med at lave ting om, hvis ikke man begynder med at se dem, som de er.

Jeg synes, at det, der gør Jakob Mathiassens bog til noget særligt, er at han har en meget ærlig vilje til at se tingene, som de er. På den måde anslår han en anderledes tone i arbejderlitteraturen end den, jeg er vokset op med. Man kan også sige, han genindfører realismen. Ærlighed kan jo godt have som konsekvens, at man undertiden må skrive noget kritisk om dem, man vil forsvare.

Men Jakob hænger aldrig nogen ud, og hans ærlighed er mindst lige så tit vendt kritisk imod ham selv som imod hans makkere. Han evner at holde af de mennesker, han skriver om, selv om de ikke er helte. De er heller ikke forhutlede ofre, de er bare mennesker med menneskers styrker og menneskers grænser. De gør somme tider noget torskedumt, når de bliver presset, og somme tider viser de hinanden helt elementært kammeratskab og støtter hinanden, sådan som mennesker også somme tider gør under pres.

Men presset bliver de. For der kan siges meget både godt og ondt om byggepladser, men det er barske arbejdspladser, og presset på kulierne er vokset i de senere år. Og det skal laves om, selvfølgelig skal det stadig det. Men skal vi have held med det, må vi starte med at se tingene, som de er. Vi må starte med Jakob.

Jakob Mathiassen: Beton – historier fra skurvognen. Informations Forlag, 176 sider, 199 kroner. Udkom 1. marts.