Polly Jean Harvey synger om krigen på sin nye cd. Hun formår at behandle et emne, der nærmest skriger på entydighed, flertydigt.

^musikanmeldelse _{af Mikael Strandbech}

Britiske Polly Jean Harveys starter sit ottende soloalbum med titelnummeret »Let England Shake« og sætningen »The Wests alseep«. Xylophonen understreger med et disharmonisk, nærmest paradoksalt tema.

PJ fortsætter med en vokal, der svinger mellem lillepige uskyld og rablende besættelse i rollen som kvindelig hærfører: »Smile Bobby, with your lovely mouth, let’s head out to the fountain of death«.

Teksterne afspejler en verden i krig. Både nu og før. I »The Glorious Land« spørger PJ retorisk akkompagneret af kavaleri-trompet: Hvordan er dette strålende, prægtige land pløjet? Underforstået opbygget. Svaret er, at det er sket med tanks og marcherende fødder.

Hun spørger videre, hvilken prægtig frugt kommer fra dette land og svaret lyder fra et barnekor: Deforme og hjemløse børn.

Sangen »England« er en smuk, men tvetydig kærlighedserklæring til hjemlandet sunget med nervesitren og den dramatik Polly Jean Harvey til fulde mestrer.

I »In The Dark Places« skal vi med soldaterne ud på slagmarken. Vand i ansigtet og af sted. Og ikke en hemmelighed afsløret den dag, kan vi konstatere efter dagens kamp. 

Det musikalske udtryk er underspillet og tilbagelænet, ikke hidsigt og aggressivt som PJ Harveys første albums og ikke så søgende og sugende, som på det seneste »The White Chalk«, men umiskendeligt PJ Harvey.

John Parish, Mick Harvey og Jean-Marc Butty medvirker som så ofte før.

»Let England Shake« er et spændende album fra en spændende kunster, der formår at behandle et emne, der nærmest skriger på entydighed, flertydigt.

PJ Harvey: Let England Shake, Universal Music