Den engelske sangerinde PJ. Harvey tager krigen under en velgørende, flertydig behandling i »Let England Shake«.

musikanmeldelse af Mikael Strandbech
Engelske Polly Jean Harveys starter sit ottende soloalbum med titelnummeret Let England Shake og sætningen The West’s asleep.
Xylophonen understreger med et disharmonisk, nærmest paradoksalt tema. PJ fortsætter med en vokal, der svinger mellem lillepige uskyld og rablende besættelse i rollen som kvindelig hærfører:
Smile Bobby, with your lovely mouth, let’s head out to the fountain of death.
Teksterne afspejler en verden i krig. Både nu og før. I The Glorious Land spørger PJ. Harvey – retorisk akkomponeret af kavaleri- trompet: hvordan er dette strålende, prægtige land pløjet? – underforstået opbygget.
Svaret er, at det er sket med tanks og marcherende fødder. Hun spørger videre, hvilke prægtig frugt kommer fra dette land og svaret lyder fra et barnekor: deforme og hjemløse børn.
England er en smuk, men tvetydig kærlighedserklæring til hjemlandet, sunget med nervesitren og den dramatik, som Polly Jean Harvey til fulde mestrer.
I In The Dark Places skal vi med soldaterne ud på slagmarken. Vand i ansigtet og afsted. Og ikke en hemmelighed afsløret den dag, kan vi konstatere efter dagens kamp.
Det musikalske udtryk er underspillet og tilbagelænet, ikke hidsigt og aggresivt som PJ. Harveys første albums og ikke så søgende og sugende, som på det seneste The White Chalk.
Men Let England Shake er umiskendeligt PJ. Harvey. John Parish, Mick Harvey og Jean-Marc Butty medvirker som så ofte før.
Let England Shake er et spændende album fra en spændende kunster, der formår at behandle et emne, der nærmest skriger på entydighed, flertydigt.
PJ Harvey: Let England Shake. Universal Music
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278