Bruxelles-traktaten er den første traktat mellem en bred koalition af lande vendt direkte imod Sovjetunionen.

Den 17. marts 1948 underskriver statsoverhoveder og regeringsledere for en række vesteuropæiske lande en traktat i Bruxelles i Belgien.

Bruxelles-traktaten er en bekræftelse og udvidelse af Dunkerque-traktaten fra året forinden, hvor Storbritannien og Frankrig har lovet hinanden gensidig støtte i »kampen mod kommunismen.«

Efterhånden som den Kolde krig for alvor tager form ovenpå fascismens nederlag i Anden Verdenskrig breder kommunistfrygten sig i mange lande i Vesteuropa.

Sovjetunionen, der har båret langt den største del af kampen imod det nazistiske Tyskland, er gået fra at være en allieret til at være en »trussel« i vestmagternes øjne.

Bruxelles-traktaten er den første traktat mellem en bred koalition af lande vendt direkte imod Sovjetunionen og den socialistiske verden i det hele taget siden den fascistiske Antikomintern-pagt.

Officielt har traktaten til hensigt at beskytte Vesteuropa i tilfælde af, at Tyskland skulle rejse sig igen.

Men sejren over nazismen har været så fuldstændig, at Traktatens vigtigste indhold indebærer oprettelsen af en forsvarsalliance, hvor alle underskrivende lande forpligter sig til krig i tilfælde af, at ét land bliver angrebet, samt oprettelsen af et råd der skal koordinere de forskellige landes indsats imod spredningen af socialistiske ideer.

De lande der den 17. marts 1948 underskriver aftalen i Bruxelles er Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg.

Med oprettelsen af NATO året efter mindskes traktatens betydning i forhold til kampen mod de socialistiske lande, men drømmen om at skabe en særlig europæisk militæralliance lever videre, og i oktober 1954 udvides alliancen med Italien og Vesttyskland under navnet Vestunionen, som eksisterer den dag i dag.