Peter Nielsens bog om »Velstandssamfundet« er en god oversigt over, hvorfor Danmark er ved at blive kørt mod afgrunden af en syg kapitalistisk ideologi og politik, med staten som altid velvillig håndlanger når det kniber.

af Mauri Johansson

Forlaget Frydenlund fører en tapper kamp imod den almene fordummelse her til lands ved at udsende bøger, der især burde fange venstrefløjens opmærksomhed. Denne gang ved at udgive lektor Peter Nielsens (PN) bog Velstandssamfundet.

Bogens ti kapitler byder på en meget alsidig belysning af den historiske, økonomiske, kulturelle og politisk udvikling gennem de seneste tre–fire årtier, især i Danmark men med mange udblik til den store verden. Den slags bøger ser vi alt for få af i dag.

PN anfører at han benytter en neo-marxistisk forskningshorisont, »en kritisk analyse… med et særlig blik på virkeligheden«. Jamen handler forskningen da ikke altid om virkeligheden?

Nældens rod

I kapitel ét tager PN fat om nældens rod: kapitalismen, med dens krav om stigende velstand (bemærk: ikke velfærd!), og det helt afgørende krav om vedvarende økonomisk kapitaltilvækst og privat akkumulation.

Mere er altid bedre. Konkurrencen på markedet er et centralt middel. Brugsværdi er ikke længere interessant, kun bytteværdien tæller. Videnskab og forskning, ikke mindst på universiteterne, skal spændes for kapitalens vogn under mottoet »fra tanke til faktura«.

Kapitel to belyser det ofte brugte, men lige så ofte uklare begreb »konsensus« (samstemmighed, tilslutning).

PN bruger det som betegnelse for, at de forskellige, historiske økonomiske skoler  i løbet af det 20. århundrede afslutter de mange uenigheder og placerer nogle hjørnestene, der efterfølgende ikke er til debat: det økonomiske menneske, den økonomiske fornuft (i kapitalistisk mening) og velstand.

Tilværelsen matematiseres. »Den materielle nød og de elendige arbejds- og levevilkår, ulighederne og magtrelationerne, undertrykkelsen, tingsliggørelsen og forkrøblingen af mennesket under økonomiens abstrakte dynamik [forties]. Social indignation og samfundskritik udrenses systematisk fra økonomernes univers«.

»Den økonomiske ideologi er kort sagt: Der er ingen alternativer til og ingen grænser for den økonomiske konsensus. Denne konsensus er: kapitalisme er godt, velstand er godt, individualisering er godt, forbrug er godt, marked er godt, vækst er godt, og effektivitet er godt. Alt andet er skidt. Marxisme og socialisme er rigtig slemt«.

Klarere kan PN vist ikke sige det.

Markedsdemokrati

Afviklingen af demokratiet i Danmark er godt dækket. »Markedsdemokrati« er det begreb PN vælger for at beskrive de dybtgående ændringer i hele det demokratiske system over det meste af den kapitalistiske verden.

PN mener at arbejderklassen »ikke længere står for et decideret alternativ til kapitalismen«. Modsigelsen mellem kapitalen og arbejderklassen går i opløsning mener PN, men er det nu rigtig? Nej, vel. Den brutale udbytning af lønmodtagere verden over fortsætter jo med uformindsket styrke.

»Arbejderklassen er ikke længere til stede som historiens progressive subjekt, dvs. som aktiv bærer af et fremtidigt socialistisk alternativ til kapitalismen«, siger han også.

Markedsdemokratiet er blevet allieret med kapitalismen. Partiernes mål er at øge deres markedsandel og indgå i en flertalskoalition. Kampen foregår i massemedierne.

PN gennemgår i kapitel fire velfærdsstaten, præget af socialdemokratismen, hvor Keynes var den økonomiske arkitekt, der talte varmt for statens regulerende opgaver i krisetider. Han omtaler også Galbraith og Baudrillard samt Karl Marx. Den forholdsvis korte beskrivelse af Marx’ teorier opsamler væsentlige punkter, der adskiller Marx fra samtidens økonomer, men som dem, der kalder sig hans efterfølgere, ofte har overset eller glemt.

De følgende kapitler omhandler områder som forbrugssamfundet og nyliberalismen med dens afgørende rolle for afviklingen af staten (»minimalstaten«) og det øvrige offentlige system, for privatiseringen, afviklingen af fagbevægelsen, omdannelsen af velfærd til velgørenhed, øget ulighed og fattigdom siden midten af 1990’erne, trods at BNP (bruttonationalprodukt) som barometer for velstanden er vokset kraftigt.

PN får dækket nyliberalismens globale hærgen, herunder CIA’s torturflyvninger og udsugningen af udviklingslandene samt de hastigt voksende økologiske problemer.

Postmoderniteten og informationen får ord med på vejen, herunder massemediernes store betydning for at bane vejen for nyliberalismens værste »reformer« (= nedskæringer).

Selv om PN gennem bogen citerer forfattere som Antonio Negri og Michael Hardt, der har været stærkt fremme siden år 2000 med deres bog »Empire« og senest »Commonwealth« i 2009, delvis som videreførere af den såkaldte Frankfurterskole (se boks) fra 1920’erne, men med endnu luftigere ideer, konstaterer han følgende:

»Den nye kritiske teori er dog en kritisk teori uden subjekt og i varierende omfang også uden objekt, så den har mistet sin forankring i centrale sociale forhold. Uden en arbejderklasse eller en tilsvarende social aktør, og med et flimrende billede af en objektiv virkelighed, folder den kritiske teori sig i stigende grad ud i et lufttomt rum. Den eksisterer og appellerer stadig, men der er ikke længere en særlig gruppe i samfundet, der potentielt har magt til at føre den ud i livet. Den taler for så vidt til alle og ingen – og vinder kun opbakning i marginale miljøer og korte livsfaser. Hvor arbejderklassen var en dominerende social gruppe præget af et livslangt engagement, så tilhører nutidens kritiske subjekter underordnede grupper, som normalt også er præget af midlertidigt engagement. Det drejer sig typisk om unge og studerende«.

Krise og værdikamp

Bogens to sidste kapitler om kriser og værdikampe er også relevante for forståelsen af dagens omskifteligheder.

Sovjetunionen og Stalin har PN som alle andre neo-marxister det ikke godt med – måske kunne lidt dybere arkæologi i Sovjetunionens nedkæmpelse af nazismen modificere koldkrigsterminologien lidt fremover?

Problemet for neo-marxisterne er, at de læser Marx ensidigt. De har overset, at han levede og arbejdede som han lærte, nemlig alsidigt. I Marx’ person forenedes videnskabsmanden, kritikeren, den visionære tænker og den praktiske revolutionær. Det er netop det sidste, at ændre verden ved selv at være på revolutionens barrikader, der tæller, frem for at vandre i de støvede forskningsgemakker og pege på arbejdsdeling i klassekampen – jeg her, du der.

Ord som »revolution«, »klassekamp« og »udbytning« forsvinder let til fordel for mere diffuse neologismer (ordnydannelser). Kun en fornyet læsning af, hvad Marx egentlig har sagt og gjort, kan give en dybere forståelse af klassebegrebet, fremmedgørelsen og konsekvenserne af ulighed, udbytning, nyliberal vold og statsterror, samt hvad det gør ved menneskene.

Bogen er ikke helt letlæst men pengene værd og definitivt en god oversigt over, hvorfor Danmark er ved at blive kørt mod afgrunden af en syg kapitalistisk ideologi og politik, med staten som altid velvillig håndlanger når det kniber.

PN er ikke rendyrket neo-marxist. Han vakler bogen igennem mellem den ægte Marx og frankfurterforskernes umarxistiske tankerækker. Derfor skal hans bog læses kritisk, så de neo-marxistiske tidsler kan luges ud.

Den vilde forbrugsfest ruller videre i overklassens lukkede sale, mens de hundredetusinder udstødte, syge og fattige kun har labben at sutte på. Bogen burde derfor være pligtlæsning for alle politikere, embedsmænd og kapitalens lakajer, men også for partipampere, fagforeningsfolk og tillidsvalgte. En oplagt basisbog for studiekredse i mange lejre og på skoler af enhver art.

Peter Nielsen: Velstandssamfundet. 315 sider. 269 kroner. Forlaget Frydenlund, 2011.