Slaget om atomkraft blev et af de få, markante historiske slag, som græs-rødderne og det anti-autoritære, brede og folkelige Danmark vandt trods alle odds.

^Kulturpennen _{af Ken Bruun}

Jesper Jensen skrev for et kvart århundrede siden en skarp radiorevy med en række tankevækkende sange om oliejagt og atomkraft, autoritetstro og kapitalisme på den ene side – og om den menneskelige faktor på den anden.

Det er sikkert for meget at forvente en genudsendelse i Danmarks Radio i disse skæbnesvangre dage med livstruende havarier på atomkraftværker i Japan.

Det ville ellers i allerhøjeste grad være at betjene offentligheden – altså at tage sin forpligtelse til »public service« alvorligt i vores allesammens (?) Danmarks Radio. Med andre ord ikke: Overdanmarks, Statsmagtens eller Markedskræftens Radio.

Vi vandt slaget om atomkraft

I 1973 taltes der også højt om oliekrise og knaphed som trusler mod både vor velfærd og beskæftigelse samt hele vor samfundsorden… Fordi de olieproducerende lande (eller deres herskende klasser) rottede sig sammen om at tiltvinge sig en større del af gevinsten ved udvindingen af denne naturskabte rigdom.

De store olieselskaber ville ingenlunde mindske deres andel, men lod, sammen med regeringerne i rige som fattige kapitalistiske lande, regningen gå videre til deres befolkninger - i form af sociale nedskæringer og voldsomt voksende arbejdsløshed.

USA igangsatte gigantiske militærøvelser i ørkenkrig og søgte sammen med resten af verdens rige lande alternative forsyningskilder.

I Europa og også i Danmark talte eliten ivrigt og skråsikkert for indførelse og udvidet anvendelse af atomkraft – og alle modstandere blev forsøgt latterliggjort for alvor.

Alligevel blev slaget om atomkraft et af de få, markante historiske slag, som græsrødderne og det anti-autoritære, brede og folkelige Danmark vandt trods alle odds…

(Men tro endelig ikke, det var én gang for alle… Der varmes op på ny til en agitation for indførelse og udvidet anvendelse af atomkraft i EU!)

To skud for boven

Atomkraften og dens skråsikre tilhængere fik to skud for boven i den halve snes år, der fulgte efter oliekrisen i 1973:

Først skete der en ildevarslende ulykke og næsten katastrofe på atomkraftværket på Tre Mile Øen i Pensylvannia i USA i 1979 – men helt galt gik det ikke.

Det gjorde det til gengæld den 26. april 1986 på atomkraftværket ved Tjernobyl i Ukraine i det daværende Sovjetunionen – med kolossale menneskelige lidelser og miljømæssige ødelæggelser til følge… dengang, stadigvæk og langt ud i fremtiden.

De almindelige sovjetborgere – og de dels selvopofrende, dels tvangsudskrevne og bedragne rednings- og sundhedsarbejdere, teknikere og eksperter, soldater og bygningsarbejdere, der bragte katastrofen under kontrol og siden hen ryddede op – blev de største tabere. Samt miljøet i vide ringe ud over Europa…

Tilliden til Sovjetunionens myndigheder og ledende lag fik endnu et alvorligt knæk på vejen mod dens sammenbrud og opløsning fem år senere.

Det samme gjorde tilliden generelt i Europa til atomkraften, eksperterne og samfundets autoriteter i almindelighed.

Tre manende sange

Men allerede to år efter oliekrisen i 1973 – altså seks år inden a-kraft ulykken i USA og 11 år inden katastrofen i Sovjetunionen – skrev Jesper Jensen tre manende og advarende sange mod A-kraft, autoritetstro og kapitalisme.

Vi har valgt at genoptrykke dem i disse skæbnesvangre dage – snart femogtyve år efter Tjernobyl-katastrofen – hvor i første omgang tusindvis af japaneres liv og sundhed på ny er bragt i fare lige netop af A-kraften, autoritetstroen og kapitalismen.

De tre sange indgik sammen med en lang række andre (med melodi af Arne Würgler, Benny Holst og Anders Koppel) i et radiospil med titlen Den menneskelige faktor – og blev (ligeledes i 1975) udgivet af Agitpop som lp-plade med titlen Den sidste olie. Sange om A-kraft og kapitalisme.

En forrygende plade med blandt andre Ove Sprogøe, Henning Palner og Karl Stegger, Lone Lindorff, Anne Marie Helger og Annika Høydahl - samt Ole Fick foruden Anders Koppel, Arne Würgler og Benny Holst.

Begge dele var Agitpop’s håndsrækning og håndslag til Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA, og den folkelige modstand mod A-kraft og umyndiggørelse – og var et veloplagt kulturelt indslag i kampen, som Agitpop’s Europasange havde været det tre år tidligere i 1972.

Pladen burde genudgives – og revyen genudsendes af Danmarks Radio. Men i hvert fald det sidste er sikkert for meget at forvente i disse krisetider for… ja, lige præcis for: A-kraften, autoritetstroen og kapitalismen.