Maria Viskonti leverer på sin nye EP »Knock Knock« en lyd, der trods sin rod i tresserne låner fra flere forskellige genrer og årtier.

Med EP’en »Knock Knock« leverer den unge balledeskriver Maria Viskonti atter med »Knock Knock« et både musikalsk og lyrisk velskrevet værk. Her er hun fanget under en koncert i Huset i Magstræde.

Daniel Rasmussen

^musikanmeldelse _{af Anders Aktor}

Den unge sangerinde Maria Viskonti modtog allerede med debut-værket Burn The Bridge fra 2004 masser af anmelderroser. I 2008 kom så Time Breaks My Mind.

Når hendes nye EP Knock Knock åbner med et orgel som snydt ud af en The Doors plade, suppleret af guitar med fuld knald på rumklangen og  tamburin, så ved man godt, hvor Maria Viskontis musikalske referrencerramme stammer fra.

Vi er solidt plantet i tresserne og niveauet er ganske højt allerede fra åbneren Another Girl.

EP’ens absolutte ørehænger er Nich's Song, hvor den meget stramme rytme i versene bliver afløst af et af de mest catchy omkvæd, som denne anmelder har hørt længe i dansk 60’er-inspireret rock, som der må siges at være en god del af.

Det tredje nummer på pladen, City of Lights, er en fin lille ballade som har inspirationer fra nær og fjern; Viskontis stemme lyder ofte meget som Karen O's (Yeah Yeah Yeahs), og det gør den fine lille sang lidt mere rå.

  Fjerde nummer er et skud ved siden af. Akkordisk sker der ingenting, samtidig med at hverken melodi, instrumentation eller dynamikken gør noget positivt. Dermed bliver Don't Leave Her EP’ens første deciderede skuffelse.

Maria Viskonti leverer dog helt generelt en lyd som, trods det solide fundament i tresserne, låner fra flere forskellige genrer og årtier.

Lyt bare til det unavngivne bonusnummer med et beat, der leder tankerne hen på både hip-hoppens spæde begyndelse og på sådan som trommesporet på en Eminem-sang år 2011 meget vel kunne lyde.

Sammen med sfæriske klokker i baggrunden, en melodisk vibrafon, et højtflyvende klaverakkompagnement og selvfølgelig Maria Viskontis vokal, tager det os igennem en smuk repetitiv rejse som dog  langsomt forsvinder og dør ud.

Knock Knock er ikke nogen genistreg eller nogen åbenbaring for den danske musikscene, men den rummer med en enkelt undtagelse kun velskrevne sange.

Det gælder både musikalsk og lyrisk. »Tell me what I wanna hear«. synger hun. Det gør vi så: Det er godt.

Viskonti: Knock Knock. Hypnotic Star Records er udkommet.