I 1603 sætter et militært diktatur sig på magten i Japan. Reelt fastholder det landet som et feudalt samfund helt frem til midten af 1800-tallet.

Den 24. marts 1603 (efter den gregorianske kalender) udnævner den japanske kejser Go-Yözei den mægtige krigsherre Tokugawa Ieyasu til »øverste general«, eller shogun.

Det bliver starten på en relativt politisk stabil periode i japansk historie under et militært diktatur, der reelt fastholder Japan som et feudalt samfund helt frem til midten af 1800-tallet.

Forud for Tokugawa-shogunatet er gået den såkaldte Sengoku-periode, en 150 år lang æra med konstant politisk ustabilitet og næsten konstant borgerkrig mellem alliancer af daimyoer, den klasse af jordejere der dominerer ethvert feudalt middelaldersamfund.

I den sidste del af Sengoku har noget af den centrale magt dog været genetableret af krigsherren og shogunen Oda Nobunaga.

I 1600 besejrer Tokugawas alliance endegyldigt Nobunagas efterfølgere og etablerer sig som de facto ledere af Japan.

Kejseren selv er nærmest fuldstændigt underlagt krigsherrernes vilje, og da Tokugawa præsenterer et forfalsket stamtræ, der viser hans direkte nedstamning fra den ældgamle Minamoto-klan, der traditionelt her bestredet shogun-embedet, har kejseren intet andet valg end at udnævne Tokugawa til shogun og dermed militærdiktator over hele Japan.

Tokugawa-klanens regime varer helt frem til 1868, og i den periode cementeres Japans feudale samfundsopdeling næsten fuldstændigt.

Daimyoerne fortsætter med at dominere bondebefolkningen, mens den centrale regering sørger for stabiliteten og forhindrer alt for store blodsudgydelser mellem overklassens krigerkaste, samuraierne.

Først i 1867 begynder for alvor en reformproces, da en alliance af rigmænd åbent bekæmper shogunens diktatoriske magt og indleder den såkaldte Meiji-periode, der i løbet af få årtier kommer til at forvandle Japan fra et feudalt samfund til en moderne, industrialiseret stormagt med imperialistiske ambitioner.