Den selvlærte færøske hjemstavnsmaler Steffan Danielsen kan ses til på søndag i Nordatlantisk Brygges galleri.

Steffen Danielsen:A Geilini i Nolsoy.

Nordatlantens Brygge

^Kunstanmeldelse _{af Jørgen Tang Holbek}

Enestående er det, som det lille ørige i Nordatlanten, Færøerne, kan fostre så mange ikke bare gode, men også fremfragende kunstnere, ja endog kunstnere af verdensklasse!

Ikke mindst billedskunstens bidrag står her stærkt. Sidste års udstillinger med Ingálvúr av Reynis billeder står stadigvæk hugget ind i erindringen.

Den selvlærte Steffan Danielsen (1922-1976) fra Nols­oy når ikke disse højder; men denne, formodentlig for de fleste ikke-færinger aldeles ukendte maler, er endnu en kunstner, der uafviseligt trænger sig ind i beskueren.

Hans intense skildringer af sin hjemø Nolsoys by og natur er uforlignelig. Byen, klippen, havet og himmelen er hans stof.

Mennesket er fraværende i hans tyste billedunivers. Han portrætterer sin by og dens omgivelser – i og med han maler sit indre selvportræt.

hjemstavnsmaler

Han maler sagligt, nøgternt, og lidt skævt – selvlært som han er. Indtrængende og oprigtigt, holder han sig strengt disciplineret indenfor en rig og facetteret gråskala, stofligt mættet, og rammer os overbevisende.

Steffan Danielsen er en hjemstavnsmaler, der bringer mindelser om danske Erik Rådal fra Gjern, Jeppe Madsen Olsen fra Christiansfeld  og upåagtede bornholmske Klaus Johansen.

Steffan Danielsen var et særegent menneske, og tungt gik han på jorden, tynget som han var af sygdom i sindet. Han gik hvileløs rundt i den lille bys gader og stræder, en urolig strejfer.

Ofte vandrede han op i fjeldet på sine ture, han kunne blive væk i flere dage, ingen vidste hvor han var. Så kom han tilbage fra udmark – ikke sjældent med skitsebogen fuld.

Han levede fjernt fra alverdens metropoler, men hovedstaden Torshavn lå dog lige overfor Nolsoy på den anden side af det smalle sund.

Her sejlede han af og til over for at modtage lægelig behandling, eller købe materialer. Her udstillede han også lejlighedsvis.

det hvide snit

I længere perioder var han indlagt på byens hospital. Til sidst fik han dog bevilget en hovedskæring, og han modtog det hvide snit.

Herefter gik han sjældent på fjeldet.

Maleren Johan Thomas Lundbye skriver i en af sine dagbøger: »et par Marehalmsstrå er for mig meget, men for hvem der ikke er så nøisom, indeholder mit Billede intet, slet intet!« (2. april 1843).

Dette citat kunne være en port for forståelsen og tilegnelsen af Steffen Danielsens kunst.

Tomhedens poesi: Steffen Danielsen på Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, København. Til 27. marts.