Bob Dylan udstiller på Statens Museum for Kunst en række billeder med titlen: The Brazil Series.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/11-dylan-vingard-060_0.jpg)
af Jørgen Tang Holbek
Bob Dylan er jo ikke hvem som helst, han er et navn! – en verdensberømt sanger og sangskriver, hvis musik og sange jo nærmest er blevet en del af næsten en hel vesterlandsk generations selvforståelse og idenditet. Altså et IKON.
Men Bob Dylan er også aktiv udi billedkunsten. Oprindelig startede han med at studere billedkunst.
I pauserne mellem de hektiske og ofte udmarvende koncertturneer; men også i fremmede storbyers anonyme hotelværelser arbejder han med sine tegninger og malerier.
Her finder han et hjørne, hvor han prøver at genfinde og genvinde sig selv, midt i al den omgivende stjernetumult og pressevirak. VÆK søger han; – hen mod ro,stilhed, og afkobling.
the brazil series
Dylan er utvivlsomt i besiddelse af et meget stort udtryksbehov,og dette aflæses også tydeligt i hans billeder.
Malerierne er hastigt gjorte, de er tegnet op, og har derefter fået en gang farve over hele fladen. Færdigt arbejde!
De er sjældent rettede eller bærer på anden måde præg af en mere reflekteret og stædig målbevidst bearbejdning.
Malerierne fremtræder nærmest som farveglade illustrationer. Bob Dylan er en ganske god tegner, han formår at gengive hændelser og episoder med et livligt og realistisk præg.
Her i Brazil Series er det det farverige brasilianske folkeliv, sådan som det hektisk, og ofte ganske dramatisk, kommer til udtryk i det brasilianske byliv, der er hans stof.
Men han synes ikke synderlig optaget af EGENTLIGE maleriske og kompositoriske overvejelser.
Farven er ofte ”sat på” direkte fra tuben/dåsen, hegnet ind af tegningens sorte streg/linie. For det meste fremtræder billederne nærmest grumsede i tonen.
Fra en overfladisk betragtning kan han bringe mindelser frem om de tidlige tyske expressionister fra Brügge-Gruppen i begyndelsen af 1900 tallet. Men disse havde et bevidst kunstnerisk/æstestisk anliggende at forfægte.
Den respekterede museumsmand og udstillingsarrangør Kasper Monrad, der tidligere kyndigt har stået for, og været ansvarlig for, adskillige prægtige udstillinger på Statens Museum for Kunst – den store Turner udstilling ikke at forglemme – er også kurator for denne udstilling.
knæfald for showbizz
Hvorfor så overhovedet denne udstilling? Dét spørgsmål må stilles offensivt, for Dylan er jo ikke nogen særlig god maler, der egentlig fortjener denne fremføring.
Et svar forsøges givet her: Bob Dylan er og har naturligvis været et trækplaster uden lige. Udstillingen har været et tilløbsstykke, og tiltrukket et stort og nysgerrigt publikum, hvilket formodentlig har været medvirkende til at en økonomisk succes er i hus. Udstillingen er da også blevet forlænget i flere måneder.
Siden fænomenet, den tidligere direktør Alice Helleland, af daværende kulturminister ”Kanon Brian” , blev indplaceret og fik til opgave at omstille landets fornemste kunstinstitution til at være en ramme for en ny, publikumsimødekommende, ”eventkultur”, der ikke giver for mange forkerte tal på bundlinien, er det i den grad lykkedes at indpasse showbizz i museets virksomhed.
Denne kultur er nok vanskelig at rulle tilbage – også for den nyindsatte, tidligere så succesrige leder af udstillingbygningen Brandts Klædefabrik i Odense, Karsten Ohrt.
Bob Dylan: The Brazil Series. Statens Museum for Kunst, til 10. april
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278