»Narrenes Fest« sluttede normalt 1. april, og derfra stammer sandsynligvis traditionen med at holde hinanden for nar på denne dato.

Den 1. april er årsdagen for udbruddet af verdensrevolutionen.

Det er datoen, hvor George W. Bush, Dick Cheney og Donald Rumsfeld blev stillet for retten ved domstolen i Haag for deres ulovlige krig mod Irak i 2003.

Og det er den dag, hvor alle verdens statsledere fandt sammen i fælles enighed om at afskaffe deres militær og i stedet bruge pengene på at bekæmpe sult og sygdom blandt verdens fattige.

Den 1. april er som bekendt også den dato, hvor man ikke skal stole på alt, hvad man læser i avisen, ikke engang i Arbejderen. Men hvor stammer traditionen med aprilsnarren egentlig fra?

Som så mange andre folkelige traditioner fortaber aprilsnarrens oprindelse sig i historiens tåger, men det er temmelig sikkert, at traditionen er opstået i Vesteuropa engang i Middelalderen.

Mange steder i Europa fejrede man på det tidspunkt nytåret ved udgangen af marts og ikke ved udgangen af december som i dag. Det var forårets komme og tit også Fastens afslutning.

Nytåret blev fejret med »Narrenes Fest«, hvor det feudale samfunds normale strenge hierarki blev vendt på hovedet i en hel uge, og almindelige mennesker slog sig løs i vovede festligheder, som de normalt ville blive straffet for. Festen var i praksis en fortsættelse af de gamle romerske »Saturnalier« i december (som også udviklede sig til ældre tiders vilde julefester).

Under Saturnalierne vartede herrerne deres slaver op, og samfundets normale orden var for en uge sat ud af kraft. I kristen tid blev den type udskejelser ikke set på med så milde øjne, men folkelige fester er ikke sådan at underkue.

»Narrenes Fest« sluttede normalt 1. april, og derfra stammer sandsynligvis traditionen med at holde hinanden for nar på denne dato.

Detaljerede oplysninger om folkelige festligheder fylder sjældent særligt meget i de gamle kilder, så den første indirekte omtale af aprilsnarren er sandsynligvis at finde i en fortælling i den engelske digter Geoffrey Chaucer’s store værk »The Canterbury Tales« fra slutningen af 1300-tallet, og først fra 1500-tallet er kilderne utvetydige.

Så husk: Tvivl på alt!