Trods et lettere udtrådt plot er »Caracho« et fornemt eksempel på moderne argentinsk filmkunst, der imponerer med både sin spillekunst og sin form.
filmanmeldelse Af Benjamin Carl Egerod
Argentina har længe været kendt for sin slagkraftige independent-filmscene, men gennem de seneste ti år er den for alvor slået igennem på hos det brede publikum. Derfor har de også gjort deres indtog på de europæiske og nordamerikanske filmscener – og det er kun godt for os!
I dag kan argentinerne bryste sig af at producere nogle af de mest succesfulde film i den spansksprogede verden – både blandt anmeldere og publikum.
En af årsagerne er den tradition for politiske film, landet har udviklet efter Péron-dikaturets fald. Her bruger argentinerne en hårdkogt socialrealistisk skildring af almindelige menneskers tilværelse til at kritisere vores samfunds sociale dynamikker.
gribben
En af eksponenterne for den retning er Pablo Trapero, der med sin nyeste film, Carancho, leverer stof til eftertanke i en spændingsfilm i særklasse.
Sosa (Ricardo Darín, Øjnenes Hemmelighed – Oscarvinder 2010) er carancho, en grib. Han lever af at slå plat på mennesker, der kommer til skade i trafikken. Han er del af et gangsteragtigt foretagende, der bruger venner i ambulancevæsnet til at få tip om trafikuheld.
Når nogen ligger i en pøl af deres eget blod efter at være blevet ramt af en lastbil, kan man være sikker på, at Sosa er på pletten og sørger for, at ofret vinder forsikringssagen – for selv at smutte med pengene bagefter.
Men en dag møder han ambulancelægen Lujan (Martina Gusman), og Sosa bliver dybt forelsket i hende. Da Lujan finder ud af, hvad han arbejder med, sværger Sosa, at han vil opgive sit fordækte liv – men først skal han skaffe penge nok til, at de kan forsvinde for altid.
Sosa og Lujan indleder et dumdristigt dobbeltspil mellem Sosas chef – den hensynsløse gangsterboss med tilnavnet Hunden – og hans illoyale håndlangere.
Det bliver startskuddet til en faretruende slalom mellem efterladte af trafikofre og hævngerrige pengemænd. En slalom, der hurtigt udvikler sig til et stormløb mod bunden – og skæbnens ironi vil, at det slutter i en serie af biluheld.
banal kærlighed
Filmens plot lægger ikke op til noget stort, det er en kende udtrådt. Det er den klassiske historie om en mand, der er fanget i en beskidt branche, som han vil ud af, fordi han møder kvinden i sit liv.
Men Traperos store sejr er måden, han fortæller den på. Han formår at gøre det til en kærlighedshistorie om to almindelige mennesker, der forsøger at klare sig i en barsk tilværelse. Med den indgangsvinkel bliver Carancho en thriller, der kan gøre sig blandt de bedste.
Gennem samtlige 107 minutter virker billedsiden til at lade filmen med en indre spænding. Personerne optræder ofte ude af fokus eller ude i kanten af billedet - ude af centrum.
Kombineret med den gentagne brug af nærbilleder og håndholdt kamera bliver der skabt en kaotisk og usikker stemning. Faktisk skal vi næsten ti minutter ind i filmen, før vi oplever det første skud i steady cam.
skævt system
Carancho er en film med mange facetter. Det er en kærlighedshistorie, en gangster-thriller og en detektivfortælling fuldt på højde med Raymond Chandler. Men det er også en kommentar til et system, der tillader, at folk kan vinde profit på menneskelig ulykke.
Carancho giver indblik i et system med grundlæggende sociale problemer. Den fortæller historien om mennesker, der optræder på et marked, hvor ”fornedrelse er den gangbare valuta”, som instruktøren selv har udtrykt det.
Kort sagt, har Pablo Trapero skabt en film noir på et helt nyt plan.
Carancho. Instruktør: Pablo Trapero, 107 minutter. Cinemateket i København
7.-10. og 12.-15- april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
