Det skånske cirkuspop-punkkunstband Bob Hund er cd-aktuel med »Det överexponerade gömstället«

Det skånske cirkuspunkpopkunst-band Bob Hund er flittige på de svenske rockscener. Billedet er fra en koncert i marts.

2.bp.blogspot.com/maria

^cdanmeldelse _{af Mikael Strandbech}

På to albums hed Bob Hund »Bergman Rock« og sang på en slags engelsk. Det var vi mange der var kede af. Vi savnede nuancerne – det subtile i sange som Upp, upp, upp, ner, Papperspåse og Jag rear ut min själ.

Men i 2009 kaldte Bob Hund sig heldigvis atter Bob Hund. De begyndte igen at synge på et umiskendeligt skånsk, der passer som hånd i handske til deres grænsesøgende og skramlede cirkuspunkpopkunstmusik, og et fantastiske album: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk ramte gaden.

På deres nys udkomne ottende studiealbum Det överexponerade gömstället er tonen mod det alvorligere skærpet en smule. Måske fordi som der synges i titelsangen: »Først var jorden flad, så var den rund og nu er den firkantet som et møbelvarehus..«.

Ligesom ordet »nultolerance« er blevet et svensk ord, og »vi længes langt, langt hjem«.

Men som det ofte er tilfældet med Bob Hund formår de på underfundig vis at udtrykke både alvor og humor i en og samme særegne bevægelse.

Popsäng (mot min vilja), med falsetstemme og funky el-bas, er endnu et glimrende eksempel herpå. I Stumfilm vil sanger Thomas Öberg gerne tale til punktet, fordi han tror bare på det, han kan se, imens keyboardmand Jonas Jonasson vender og vrider på billederne med sine simple, altid overraskende fills.

Blæsere og børnekor klæder på overraskende vis nummeret Tvångstankar, der handler om at beholde sin illusion, i en uretfærdig verden af modstridigheder.

Bob Hund: Det överexponerade gömstället: Target Distribution/ Silence