Hvis nogen er i tvivl om, hvem der har bukserne på i EU, så se Christoffer Guldbrandsens nyeste dokumentarfilm »Præsidenten«.

Da det endelige valg skulle træffes, var det Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Nicolas Sarkozy, der havde bukserne på.

commons.wikimedia.org

^dokumentarfilm _{af Gert Poder}

Hånden på hjertet: Kender du navnet på den mand, som EU har valgt til præsident? Og ved du, hvad han i det hele taget er præsident for?

Tilsyneladende enkle spørgsmål, men skinnet bedrager. Den tidligere belgiske premierminister Herman Achilleus van Rumpuy er nok valgt af EU’s stats- og regeringschefer, men ikke som dets præsident!

Er du forvirret? Så se  Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Præsidenten. Det er den tragisk/komiske historie om, hvordan EU fik en præsident, der ikke ville være det, og som heller ikke er det.

– Det skulle have været en af de stolteste dage i EU’s historie, og kulminationen på en drøm, lyder det i filmens indledning.

Drømmen var, at EU skulle ledes af en stærk præsident, der kunne hævde EU’s økonomiske og politiske magt overforstormagterne USA og Kina.

Resultatet blev det stik modsatte.

kynisme og idealisme

Præsidenten handler om otte års kompliceret politisk spil, der lå forud for vedtagelsen af EU-forfatningen i 2009, og valget af en EU-leder.

Christoffer Guldbrandsen, fik ideen til Præsidenten, da han i 2002 fulgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens halve år som EU-formand.

Det var som at følge »et klasseværelse fra helvede«, siger han til filmbrancheportalen mir.dk. Oplevelserne dengang gav ham inspiration til at trænge om bag den politiske realitet i EU.

– Der er tale om et spil, hvor kynisme og idealisme skal forenes. Det er dette magtspil, som er filmens omdrejningspunkt. Indblikket og forståelsen af den fælles eropæiske magts væsen og en politisk kultur, der har rødder hundreder af år tilbage, og som både rummer dramatik, intriger, forfængelighed og grådighed.

kissinger-problemet

Spillet om præsidentposten begyndte i 1999, da  EU’s stats- og regeringsledere mødtes  i Helsingfors. De blev blandt andet enige om, at EU skulle have en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.

EU skulle fremstå som en sammentømret supermagt, en fælles identitet. Det skulle løse det såkaldte Kissinger-problem – et fælles telefonnummer til EU, som den daværende amerikanske udenrigsminister efterlyste i halvfjerdserne.

Ideerne fra Helsingfors blev året efter til »Lissabon-processen«. Den forpligtede EU’s ledere til at forhandle en egentlig EU-forfatning på plads.

mobning og magtspil

Filmens scoop er, at Christoffer Guldbrandsen har fået en række tunge EU-drenge til at fortælle om det ellers så formummede diplomatiske EU-spin.

Politikere som Tysklands ex-kansler Gerhard Schröder, den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, den pensionerede formand for EU-Kommissionen, italieneren Romano Prodi og den tidligere tyske udenrigsminister Joshka Fischer og EU-forfatningens fader, den franske ex-præsident Valeri Giscard d’Estaing fortæller frit fra leveren, hvordan de oplevede magtspillet omkring forfatningstraktaten.

Som da Frankrigs præsident Jacques Chirac og Tysklands kansler Gerhard Schröder moppede den italienske ministerpræsident Silvio Berlusconi som hævn for hans støtte til Irak, da han som formand for EU skulle forhandle teksten til EU’s forfatning på plads.

Eller hvorfor det ikke blev Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, der blev EU-præsident. Han blev kasseret i sidste øjeblik, ikke af de store lande, men af sit eget parti! Tanken om ham i rollen som socialistisk leder af EU var for meget for Labours bagland...

præsident af navn

På kanten af det patetiske er filmens interviews med den, der i sidste ende blev valgt.

Den kristne flamsk-belgiske politiker Haiku-Herman, som van Rumpuy kaldes på grund af sin hang til japanske ord­rim, blev statsminister mod sin vilje, da den belgiske konge i 2008 overtalte ham til at lede det splittede land.

Nærmest selvudslettende fortæller han i filmen om, hvordan han fra starten venligt men bestemt frasagde sig æren som EU’s første præsident.

Efterhånden som de store lande spillede med musklerne var kun van Rumpuy tilbage. Som en forknyt skoledreng bøjede han sig til sidst for presset og lod sig i november 2009 kåre til EU’s tilsyneladende øverste leder.

Reelt er van Rumpuy valgt, foreløbigt for to et halvt år, som en slags superdiplomatisk forhandlingsleder. Den blide føderalist skal slibe kanter af på EU’s regeringsledere og få dem til at enes.

Præsidenten er årtiets vigtigste politiske film om EU, fordi Christoffer Guldbrandsen ikke nøjes med at flå masken af EU’s påståede fællesskab og handlingskraft.

Endnu vigtigere er hans afsløring af, at al snak om demokrati er en farce og at EU styres af magtpolitikere. At det er personer, ikke nationer, der træffer beslutninger med katastrofale konsekvenser for Europas befolkninger.

Derfor er det også ligegyldigt, hvad Herman van Rumpuy er præsident for. Han betyder alligevel ingenting.

Præsidenten. Instruktør: Christoffer Guldbrandsen. DR2 i tirsdags.