20 trillioner dollars, ni millioner tvangsauktioner, 15 millioner tabte jobs, altsammen for at en grådig finanselite kunne skrabe milliarder til sig på Wall Street i New York.

Inside Job glimrer ved sin mangel på smarte, spændende billeder. Til gengæld tegner filmen et afslørende portræt at en branche og et system, der for længst er kørt af sporet. Blandt de interviewede er IMF’s direktør, den tidligere socialistiske præsidentkandidat i Frankrig, Dominique Strauss-Kahn, der her ses på IMF’s årsmøde i april med formanden for G20, landsmanden, finansminister Christine Lagarde.

IMF

^filmanmeldelse _{af Gert Poder}

Dominique Strauss-Kahn er direktør for det, der engang var en af verdens mest magtfulde finansielle institutioner, Den Internationale Monetære Fond (IMF).

I 2008 måtte han sig sig overhalet højre om af USA’s magtfulde finanslobby, som ikke er afhængig af domstole og national lovgivning.

Han kigger lidt opgivende ind i kameraet:

– Når de rige taber rigtig mange penge, bliver regningen i sidste ende altid betalt af de fattige, siger han og trækker resigneret på skuldrene.

Scenen er fra Inside Job, der vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm i 2010 for sin afsløring af årsag og virkning af USA’s såkaldte finanskrise i 2008. Siden har filmen gået sin sejrsgang i biografer verden over.

Den regning, som IMF-direktøren taler om, stammer fra 2008’s ned­smeltning af USA’s finans- og bankvæsen.

Pris: 20.000.000.000.000 dollars til redning af amerikanske banker og lignende, 15 millioner arbejdspladser verden over og foreløbig ni millioner amerikanske hjem på tvangsauktion.

I filmen interviewer filmstjernen Matt Damon i alt 40 personer med tilknytning til banker, kreditforeninger, kapitalfonde, forsikringsselskaber, kontrolmyndigheder, det politiske system og universiteternes økonomiske fakulteter. De fleste bliver grillet, og en enkelt flipper endda ud. Men det almindelige svar på de kritiske spørgsmål er gennemgående: Jeg synes ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Mest interessant er det imidlertid, at ingen af de absolut ansvarlige topfolk fra de krakkede banker, kreditforeninger og finansinstitutioner har villet udtale sig til filmen.

Den er blevet til efter grundig research af instruktør Charles Ferguson, der i 2007 debuterede med den prisbelønnede Irak-film No End in Sight: The American Occupation of Iraq (Ingen slutning i syne: Den amerikanske besættelse af Irak).

rigtig mange nuller

Folkene bag Inside Job kalder den selv »Filmen der kostede 20 trillioner dollars at lave«. Dette enorme beløb er, hvad uafhængige økonomer har beregnet, at 2008’s finanskrise har kostet alene USA.

I det hele taget svirrer det rundt i luften med masser af nuller. Det bliver til store tal, rigtig store tal,  og de bliver stadig sværere at forstå.

Til gengæld er filmens budskab bøjet i neon. Ned­smeltningen af USA’s finanssektor skyldtes branchens bevidste angreb på finansmarkedet gennem over 20 års lobbyarbejde, der til sidst gav Wall Street-mafiaen fuldstændigt frie hænder til at score gevinster i milliardklassen..

– Bankvirksomhed udartede sig til en konkurrence om at pisse længst, siger en af folkene bag kollapset, Willem Buiter. Han er cheføkonom i det enorme finansinstitut Citi­groups

Ifølge Inside Job havde en snæver kreds af banker, kreditforeninger, kapitalfonde, kontrolmyndigheder og økonomer en fælles interesse i at malke systemet for milliarder dollars i personlige bonus.

Sobert og letforståeligt fortæller Inside Job om, hvordan det hele begyndte med valget af Ronald Reagan som præsident i 1981. Med ham ved roret begyndte den amerikanske højfinans at skille sig af med fortidens dyder, lært den hårde vej efter depressionen i 1928.

sikkerheden forsvandt

En af grundpillerne i det amerikanske banksystem var, at banker, der arbejdede med menneskepenge, ikke måtte investere indskydernes penge i risikable projekter. Der skulle være dækning cent for cent.

Det krav forsvandt, da også investeringsbanker af Reagan fik adgang til udlånsbankernes bugnende pengetanke. Dermed var grundlaget lagt til et skred, ikke bare moralsk men i høj grad i de produkter, som finansverden begyndte at tilbyde. Produkter vel at mærke, som uanset om de gav invstorerne overskud eller tab, altid udløste bonus for milliarder dollars i de store finansinstitutter.

Afreguleringen af det amerikanske finansmarked gik så vidt, at det blev tilladt at forsikre sig mod tab ved at smide risikoen over i store pengetanke, samt investere i ting, som d ikke engang selv ejede.

Det blev kort sagt muligt at spille, for eksempel på at det amerikanske boligmarked beholdt værdien. Det væddemål kostede en enkelt afdeling  af Goldman Sachs-banken 9 milliarder dollars (50.000.000.000 kroner).

Kort før sammenbruddet solgte finanshuse som Morgan Stanley, Goldman Sachs, Citigroup, det krakkede Lehman Brothers og andre produkter, der var skræddersyet til at give underskud for køberne!

Resultatet var, at den amerikanske forsikringsgigant AIG, der havde forsikret papirerne, løb tør for kontanter efterhånden som især de mange ejerboliger kig på tvangsaktion. Kassen blev tømt, fordi folk ikke længere betalte af på deres lån, og så havnede den varme kartoffel hos AIG.

mangler kapitalismekritik

Inside Job er ingen sexet film med fancy billeder. Den er iskold i sin grundige afsløring af de mennesker, der bed hovedet af al skam og i løbet af ti år trak enorme summer ud af systemet ved at puste det op til det groteske.

Filmen er opdelt i fem afsnit, hvoraf det sidste er absolut mest uhyggeligt. Problemet med den slags gys er bare, at her er tale om scener fra virkeligheden.

Inside Job er noget så sjældent som en film om økonomi, der langt overgår en hvilken som helst gyserfilm i uhygge.

En af dens pointer er, at på trods af, at værdiløse aktiver blev solgt som værdifulde få dage før kollapset, er ingen blevet draget juridisk til ansvar, hverken økonomisk eller juridisk.

Der er ikke anlagt en eneste retssag mod krisens kriminelle finansfolk, og ingen har betalt så meget som en femøre tilbage af den gigantiske bonus, der i sidste ende var drivkraften bag nedsmeltningen.

Alligevel er kritikken af et kapitalistisk system, der belønner de store skurke og sender regningen videre til ofrene, svær at få øje på.

Ansvaret for sammenbruddet bliver nydeligt anbragt hos de grådige få, end hos et politisk-økonomisk system, der for længst er kørt af sporet. I stedet beskylder filmen en lille elite for at bringe det amerikanske demokrati i fare med deres grådighed.

Det kan skyldes, at filmens producent, Jeffrey Lurie, er blevet dollar-milliardær på sit  amer­ican football-hold, Philadelphia Eagles.

Instruktøren Charles Ferguson blev i øvrigt milliardær i kroner, da han i 1996 solgte sit selskab til Microsoft.

Sådan er der så meget, som er svært at forstå i Guds Eget Land.

Inside Job. Instruktion: Charles Ferguson. Fortæller:Matt Damon. 120 minutter. Grand Teatret i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense.