Et udvalg under Kultur-ministeriet foreslår, at internetudbyderne skal sende op til to advarsels-breve til ulovlige fildelere i kampen mod pirat-kopiering på internettet.
Piratkopiering i form af ulovlig brug af musik, film, fotos, bøger, spil og andre værker, der ejes af andre, er et stigende problem.
Det koster ifølge en analyse fra konsulentfirmaet Ernst & Young mange penge i mistet betaling. Samtidig koster det de berørte brancher rigtig mange arbejdspladser.
Analysen var bestilt af et udvalg under Kulturministeriet. Udvalget foreslår nu i en nyligt afgivet rapport en såkaldt brevmodel efter britisk forbillede.
Ordningen går ud på, at den, der ejer rettighederne til et ulovligt delt værk, skriver et brev direkte til ejeren af den internetadresse, hvor krænkelsen er sket.
Det sker med hjælp fra internetudbyderen, som sender op til to breve på rettighedshaverens brevpapir til kundens private adresse.
Forslaget støttes ifølge kulturminister Per Stig Møller af regeringen, som vil indføre modellen foreløbig for en tre-årig periode.
Udvalget om ophavsrettigheder på internettet blev nedsat i 2009 af daværende kulturminister Carina Christensen. Det skulle komme med forslag til, hvordan man blandt andet får has på problemet med ulovlig fildeling.
Sammen med fire ministerier har rettighedshavernes organisationer, internetudbydere, jurister og forbrugere diskuteret måder, der kan begrænse skaderne ved blandt andet ulovlig fildeling og anden ulovlig teknologi.
Det er sket med skyldig hensyn til EU’s teledirektivpakke. Den slår fast, at reglerne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter alle internetbrugere mod fysiske indgreb.
De enkelte medlemslande kan altså ikke uden videre lukke folks internet, blot fordi de lægger andres musik, film eller lignende ud til fri brug.
Der skal være tale om gentagende, grove overtrædelser af ophavsretten, og et eventuelt indgreb skal være »nødvendigt, rimeligt og proportionalt«
Samtidig skal en eventuel dom sikre internetbrugeren fuld juridisk beskyttelse. Det betyder blandt andet, at brugeren har ret til at blive hørt, at en retssag skal være fair og uvildig, og at man er uskyldig indtil andet er bevist.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278