Blandt de mange tilbud på CPH:PIX imponerer to italienske film med deres på én gang rå og poetiske udtryk. Og så er der en svipser...
filmanmeldelser af Michael Strandbech
På bare tolv dage, med hjælp fra vennerne og med enkelte profesionelle skuespillere, har den italienske instruktør Daniele Gaglianone skabt noget nær et mirakel af en film.
Pietro hedder den og er fra 2010, og bliver under CPH:PIX vist i serien Spotlight Italien, der sætter fokus på italiensk film lige nu.
Daniele Gaglianone (1968) har tidligere lavet to spillefilm, nogle kort– og flere dokumentarfilm. Han har ikke tidligere haft premiere i Danmark, men med Pietro bør han få det.
Pietro handler om den noget stillestående, lettere autistiske Pietro (Pietro Casella) og hans stofafhængige storebror Francesco (Francesco Lattarula). Brødrene bor sammen i de afdøde forældres lejlighed.
Pietro, forsigtig og høflig og hjerteskærende sårbar i sin hvide vindjakke, arbejder fuldtid med at dele løbesedler ud. Imens bruger Francesco, langhåret, beskidt og højtråbende, sin tid på at feste, sove eller skaffe stoffer.
Filmen er både meget poetisk og meget rå. Den åbner med en scene, hvor Pietro på vej hjem fra arbejde sidder hjælpeløs i toget og overværer, hvordan en ældre, hjemløs mand bliver mobbet og siden banket af en gruppe unge mennesker. Pietro flygter.
Om aftenen er brødrene i køkkenet og leger hvad der synes, at være en hyggelig og fortrolig leg. Pietro grimasser og gestalturer figurer og forskellige seksuelle forhold til stor morskab for dem begge.
Senere tager de på værtshus, hvor Pietro bliver sat til at optræde – selv om det er tydeligt, at han ikke har lyst, af Francesco og med hans hujende og berusede venner.
På et tidspunkt møder Pietro en skrøbelig kvinde (Carlotta Saletti) på sin arbejdsplads. Hun må give seksuelle ydelser til chefen for at blive ansat.
De bliver venner og Pietro fortæller kvinden, at hun skal ikke tage sig af, hvis hans bror og dennes venner er lidt grov overfor ham, de kan godt lide ham alligevel.
Filmen har periodevis et dokumentarisk præg: lange takes, dvælende kamera, reallyde. Samtidigt arbejdes der også med surrelle lydklip og flotte visuelle forløb. Som i den meget fine scene, hvor Pietro og kvinden forelskede går gennem et indkøbscenter.
En mand spiller på harmonika og lyden klasker grimt, skærende og påtrængende i betonrummet. Idet de to går forbi og langsomt bliver mindre i billedet, begynder kameraet at fokusere på musikantens ansigt. Det viser, at hans indlevelse vokser og lyden får en helt anden, afrundet klang.
Uden klicheer og slagord, men med udgangspunkt i en »lille« historie får vi en rørende smuk og smertelig nærværende, men også meget voldsom fortælling om sårbare eksistenser i et samfund, hvor ligegyldighed og foragt for andre mennesker synes stadigt mere fremherskende.
Den spillende kasserer
En anden italiensk film fra 2010 er Gorbaciof – The Cashier who liked Gambling af instruktør Stefano Incerti med Toni Servillo i den alt dominerende hovedrollen.
Toni Servillo, der i Danmark er mest kendt for sine roller i film som Il divo og Gomorra, har fået sit eget spot under CPH:PIX med tre film.
I Gorbaciof spiller Toni Servillo fængeselsfunktionæren Gorbaciof, der er ansat til at håndtere de penge, som de pårørende til de indsatte indbetaler.
Men Gorbaciof har en spilledjævel i blodet. Og om aftenen står den på kortspil, med »lånte penge« i baglokalet på en kinesisk restaurant.
Ejeren af restauranten har en yndig datter, Lila (Mi Yang), som er eftertragtet af lånehajere og gangstere.
Gorbaciof, der ellers helst er alene – vi aner, at en tragedie har fundet sted i hans liv – finder sig selv optaget af Lilas ve og vel.
Handlingen og tema i Gorbaciof er set før flere gange. Det, der gør filmen seværdig, er især Toni Servillo og hans fantastiske gummiansigt og timing.
Desuden tager historien nogle overraskende og ind imellem absurde spring, der kun kan tolkes som en krads kommentarer til en udbredt korruption i virkelighedens verden.
og så svipseren
Den amerikanske/franske film Last Night fra 2009 af Massy Tadjedin er placeret i serien American Indies. Det må være en fejl. I hvert fald hvis man forbinder indie, men noget alternativt og med at have noget på hjertet.
Last Night handler om to mennesker fra det såkaldte kreative segment i New York. Hun (Keira Knightley) er tekstforfatter og han (Sam Worthington) er reklamemand.
Begge er succesfulde og ser godt ud, omend hun virker en smule for tynd. Han får en ny kvindelige kollega, der ser brandgodt ud og som er knap så tynd.
Konen bliver tordende jaloux og sover på sofaen Og da han skal på forretningsrejse med den nye kollega, går hun ud og spise med en gammel flamme, der snakker fransk og har bløde, brune dådyrøjne, og mens de sidder og spiser dukker der, ja, rigtigt gættet, en fælles ven af ægteparret op og spørger efter hendes mand.
Åh, åh, nu er katten ude af sækken. Hertil rakte denne anmelders allerede hårdtprøvede tålmodighed, og biografen blev i al hast forladt, inden filmen var færdig.
Sorry. Tiden er for kostbar. I stedet vil jeg prøve, at komme til at se ”Pietro”, endnu en gang.
»Pietro« kan ses den 20. april og 24. april i Vester Vov Vov
»Gorbaciof – The Cashier who liked Gambling« kan ses den 23. april I Dagmar og den 28. april i Vester Vov Vov.
»Last Night« kan ses den 21. april i Dagmar og 30. april i Grand
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
