Danmarks bedste reggae-kunstnere varsler fest for folket på Rød 1. Maj. Men der er masser at kæmpe for, mener Donkey Sound. Arbejderen mødte dansk reggaes fanebærere.

rød 1. maj
På de lettere rodede hylder står der grammyer og andre store musikpriser. Væggene er prydet med billeder af langhårede legender fra Jamaica.
Over mixerpulten hænger et stort smukt billede af Natasja – den afdøde danske reggae-dancehall dronning, som så inderligt ville ha’ Danmark tilbage.
Søren, eller Pharfar som hele Danmark kender ham som, rejser sig fra en »morfar« på sofaen - det blev sent i går. Han tager imod med et klatøjet smil.
Vi er på Amager i dansk reggae-dancehalls hovedpulsåre: musikstudiet Food Palace Music. Her er skabt nogle af dansk reggae og dancehalls største succeser – blandt dem Natasja og Bikstok Røgsystem.
Pharfar på 38 og hans makker Andreas på 28, også kaldet Fresh-I, skal sammen med venner spille på Rød 1. maj som Donkey Sound. Og de glæder sig. De er musikere og producere, og de har tit spillet til demonstrationer og til 1. maj.
- Det er en tradition. Jeg har spillet til mange demoer på vogne, siger Fresh-I. Pharfar supplerer.
– Jeg er som regel på anti-fascistisk 1. maj, selv om jeg har pjækket nogle gange, hvor det var dårligt vejr, griner han.
Musik med budskab
Der er dømt farverig reggaefest på Rød 1. Maj, når Donkey Sound, som også tæller producermakkeren Rasmus, rammer scenen med vennerne Wafande og Stine Kinck.
Selv om der spilles op til fest, så er der alvorlige emner på tapetet. Men er der overhovedet noget at kæmpe for i dagens Danmark?
– Ja, altid! Man kan da totalt gøre en forskel, svarer Fresh-I prompte.
– Vi prøver at råbe folk op med musikken med en sang som Lang vej hjem. Det er nærmest et af vores varemærker: at vi er der for alle. Vi er s’gu ikke for fine til nogen. 100 procent, mand. Der skal være plads til alle, dét kæmper vi rigtig meget for, siger han begejstret.
Drengene fra Donkey Sound lover at spille Lang vej hjem til Rød 1. maj. Nummeret har de lavet sammen med en af reggaescenens lovende unge kunstnere: Wafande.
– Sangen er en kommentar til den der idé med at give folk 100.000 kroner for at rejse hjem »hvor de kommer fra«. Problemet er bare, at det er lidt svært at forlade Danmark, når du er født her, siger Pharfar.
Pia du kan ikke få sendt os hjem. Jeg breaker det ned, så du kan følge med.
Ja, hvad er din problem?
Dit land bliver skrøbeligt af alle dine løgne – vi kæmper for Danmark med brune øjne«.
”Lang vej hjem”
af Donkey Sound og Wafande
Donkey Sound er kede af udviklingen i Danmark med ti års borgerlig regering og et Dansk Folkeparti, der ånder dem i nakken.
– Helt personligt synes jeg det er vildt ærgerligt, at vi er blevet sådan et land, der ikke hjælper folk, der har brug for det, siger Fresh-I.
Musik er håb
Men der er håb forude. For Donkey Sound er musikken et af midlerne til at samle folk på tværs af kulturer.
– En af de fedeste ting ved reggae er, at det er en genre, der blander folk fra hele verden. Bare kom ind på Rub’A6 Dub, så ser du en blanding af alle folkeslag, men der er ikke nogen, der er bedre end andre. Det er drivkraften, og det er ekstremt vigtigt, siger Pharfar
– Der er s’gu ingen forskel på folk, om man står på Crazy Daizy i Horsens eller til Rød 1. maj. Hvis musikken kan binde folk sammen, som er vores mål, så er vi glade og tilfredse, slutter Fresh-I.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278