Allerede dagen efter prins Alberts udnævnelse til konge vedtager parlamentet i den Irske Fristat, at de ikke vil anerkende hans autoritet. Irland bliver en republik.
Den 12. maj 1937 bliver den britiske prins Albert Frederick Arthur George kronet som kong George VI af Storbritannien i Westminster Abbey i London.
Dermed begynder den sidste del af det britiske monarkis udvikling i retning af et »moderne« kongehus fjernet fra politisk indflydelse.
Det har ellers ikke ligget i kortene, at den sky og underkuede Albert skulle være konge. Han har altid stået i skyggen af sin ældre bror Edward og hans tyranniske far George V. Alberts nervøse temperament og kraftige stammen har fået ham til så vidt muligt at holde sig væk fra offentligheden til fordel for familielivet med Lady Elizabeth Bowes-Lyon og deres to døtre.
Efter George V's død den 20. januar 1936 overtager storebror Edward planmæssigt tronen og bliver udråbt som Edward VIII. Edwards privatliv kommer imidlertid snart til at give store problemer, da han nægter at opgive sit forhold til den fraskilte amerikanske kendis Wallis Simpson.
Edwards og Wallis' gode forhold til Nazi-Tyskland bliver også et stigende problem, og kongehusets popularitet styrtdykker i den britiske befolkning.
Den 11. december, mindre end et år senere, vælger Edward at abdicere og overlader tronen til sin nervøse, stammende bror. Den planlagte kroningsceremoni for Edward bliver i al hast ændret, og den 12. maj 1937 bliver Albert officielt kronet som kong George VI.
George VI's regeringstid bliver afgørende for Storbritanniens historie. Allerede dagen efter hans udnævnelse vedtager parlamentet i den Irske Fristat, at de ikke vil anerkende hans autoritet som konge, et af de sidste skridt på Irlands vej til at blive en helt selvstændig republik.
Godt halvandet år senere er Storbritannien i krig mod Nazi-Tyskland, en krig hvor kong George kommer til at spille en vigtig rolle i propagandaen, og hvor han én gang for alle må tage livtag med sin angst for at holde taler.
Efterkrigstiden kommer til at betyde store ændringer for Storbritannien, der må se stort set hele sit kolonirige gå i opløsning og kongens politiske rolle svinde kraftigt ind.
Den 6. februar dør den svagelige kong George VI i en alder af kun 56 år.
Han blev mod sin vilje konge over et imperium og et monarki på randen af sammenbrud og nåede gennem sin regeringstid at opleve både imperiets fald og kongehusets forvandling fra magtcentrum til kransekagefigur.
TAGS:
kultur, historie, dagens historie
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278

















