07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der hvor drømme er til grin

Der hvor drømme er til grin

Torsdag, 12. maj, 2011, 11:22:42

»Hvor drømmene vender« er en overordentlig velskevet og humoristisk indføring i livet som illegal, muslimsk indvandrer-kvinde i en paristisk forstad.

bog anmeldelse  af Gert Poder

Der er chefen, som hun kalder sin far. Han kom ud for en arbejdsulykke for tre år siden og har efterhånden mistet alt håb.

Der er erstatningen for hendes afdøde mor, tante Maria­tou fra Senegal. Hun er den smukkeste, mest kloge og stolte kvinde i hendes liv, altid med et frisk svar på læben.

Selv er hun Ahlème på 24, papirløs, altid på jagt efter et job og den kærlighed – eller bare kæreste – som hun tror må eksistere et sted uden for det forstadshelvede, der er rammen om hendes daglige liv.

Faïza Guènes anden roman fra 2006, Hvor drømmene vender, fortsætter hvor hendes sensationelle debut fra 2004, Kiffe Kiffe Demain, slap.

Personerne har godt nok fået nye identiteter og hedder noget andet, men banen er fra starten kridtet op. Et sted i en parisisk betonghetto lever hun lige som sine naboer og alle de andre muslimske indvandrere et lorteliv.

Men selv om livet er et nærmest umuligt projekt i de kredse, så har man da lov til at more sig alligevel. Og det gør Ahlème så.

Problemerne står ellers i kø. Ud over sin knækkede, invalide far er der familiens håb og sten i skoen, Foued, der uden held forsøger at holde sig borte fra bandekriminalitet og det vendende fængsel.

Der er de tilfældige, rædsomme småjobs som intetsteds hen fører, men akkurat formår at holde skindet på næsen. Og de tilbagevendende besøg hos myndighederne, hvor hun og de tusindvis andre papirløse indvandrere står som umælende kvæg i række og venter på at blive svinet til af ligeglade bureaukrater.

Faïza Guène kender sine lus på travet som datter af en indvandrerfamilie fra Algeriet og opvokset i en forstad til Paris. Hun taler de unges sprog, lever med i deres drømme, ser det officielle Frankrigs hykleri og massive svigt.

Og så håber hun på, at alle disse smukke, farlige, levende mennnesker en dag vil få en tålelig tilværelse med fast arbejde, veluddannede børn og årlig sommerferie i Sydfrankrig.

Hvor drømmene vender, der er udsendt på dansk af det spøjse lille Forlaget Republik, er en overordentlig velskevet og humoristisk indføring i livet som ung, illegal, muslimsk indvandrerkvinde i en paristisk forstad.

Det er en fortælling om at elske alt omkring sig på trods, at være både indvandrer og stolt af sit land, om at søge og måske finde sin egen identitet. Ikke fordi vi skal – men fordi vi kan.

 

Faïza Guène:Hvor drømmene vender. 198 sider, med ordregister, 199 kroner. Forlaget Republik.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. maj. 2011 - 11:22   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger