Billederne af de parisiske betonforstæder er desperate unge indvandrere i kamp mod politiet. Men midt i trøsteløsheden har de fået et talerør.

Faïza Guènes, muslim og barn af algierske indvandrere, men samtidig en moderne fransk forfatter, der med humor og skarpsleben social indignation og politisk konsekvens i sine bøger har gennemskuet den fallerede franske integrationsmyte.

Den nordafrikanske oprindelse lader sig ikke skjule. Det lange, kraftige, kulsorte hår, de bløde, brune øjne, den mørke hud, smilet.

Alt hos Faïza Guène signalerer, at hun er fuldblods datter af  mag­hreb, solnedgangens land, mellem Europa og Sahara.

Alligevel er hun så fransk som nogen. Opvokset i det sociale boligbyggeri Les Courtillieres i Pantin, en forstad til Paris, datter af algierske indvandrere, muslim. Og den insisterende stemme for en hel generation af nordafrikanske indvandrere.

Derfor er det ikke så lidt af et scoop, at det er lykkes at få Faïza Guène til at gæste litteraturfestivalen CPH:LITT  på fredag.

et beton-eventyr

Historien om Faïza Guène har noget eventyragtigt over sig midt i betonghettoernes trøstesløshed. Hun blev lokket med på et skriveværksted  som 13-årig. To år senere havde hun en bogkontrakt med et af Frankrigs største forlag, Hachette.

Faïza Guéne skriver fransk slang, verlan, en rablende sammenblanding af ord, der både kan udtales som de skrives i stavelser, eller på korrekt fransk. Resultatet er en ordentlig syg måde at tale på, for det meste af den franske indvandrerungdom.

Hun debutterede som 19-årig med Kiffe, Kiffe Demain  (2004), der betyder noget i retning af, at i morgen bli’r dehele s’gu nok som idag.

Den 15-årige indvandrerpige drømmer sig væk fra sit lorteliv i en parisisk forstad. Hendes far er sur over, at hun ikke er en dreng, så han har forladt familien og er rejst tilbage til landsbyen i Marokko  for at få sig den så inderligt ønskede søn og arving.

Imens sidder pigen indespærret i lejligheden, men typisk for Faïza Guènes personer nægter hun at lade sig knække. I stedet drømmer hun sig ind i en fantasiverden som heltinde i en banal soap-serie­, folder sine vinger ud og flyver bort fra den fattigdom og ørkesløshed, der omgiver hende.

Bogen blev en litterær sensation, selv i det så bogvante Frankrig. Den solgte over 100.000 eksemplarer og er – usædvanligt for en fransk bog – oversat til 26 sprog.

I 2006 fulgte hun op med endnu en forstadsroman, Du rêve pour les oufs (Hvor drømmene vender, Forlaget Republik 2010), anmeldt andet sted på siden.  2008 fulgte Le gens du Balto.

drømmen om et liv

Fælles for hendes bøger er, at de foregår inde i hovedet på ung,e nordafrikansk indvandrer-børn. Hun skriver om at leve et liv uden håb, uden penge, uden uddannelse, uden job, uden fremtid – og overleve alligevel.

Denne sorte humor, blandet med optimisme, drømme, nøgne følelser, kras socialrealisme og iskolde politiske vurderinger af den franske integrations-illusion, skaber tilsammen et enestående indblik i indvandrerungdommens virkelighed.

Og som kan konkurrere med tv-billederne af brændende biler, svært bevæbnete politi med vandkanoner og politikere, der konkurrer om at overhale Le Pens franske fascist-parti højre om.

I en alder af blot 25 år er Zaïna Guène blevet talerør for millioner af indvandrere. Hun er også blevet en role model med sin ukrukkede insisteren på uden fordømmelse at fortælle om drømmene bag virkeligheden, og virkeligheden bag drømmene i den del af Frankrig, der ikke er på den grønne gren.

Sådan en kunne vi godt bruge i Danmark.

Faïza Guène, CPH:LITT, fredag kl. 15.15-16.15, Huset i Magstræde, Planeten, 4. sal.