Med førsteopførelsen af Richard Strauss’ opera »Kvinden uden skygge« slutter ti års frugtbart samarbejde på Det Kongelige Teater mellem drama og musik.

Nede på jorden lander Kejserinden og hendes amme fra Åndernes Rige hos den fattige farver Barak. Han knokler for sin løn, men deler gerne sin mad med en hær af sultne børn, tiggere, ludere og lommetyve.

^operaanmeldelse _{af Gert Poder}

Der var ikke et øje tørt, da Det Kongelige Teaters publikum i søndags tog afsked med to af operaens ledere.

Den ene, operachef Kasper Holten, fortsætter som leder af Londons berømte opera Covent Garden. Den anden, dirigent Michael Schønwandt, får ansvaret for den hollandske radios Kammerfilharmoni i Amsterdam.

Sammen har de to på ti år  banket rusten af, hvad der før var en lettere bedaget opera i udkanten af Europa. I dag fremsstår Det Kongelige Teaters opera som en af tidens skarpeste scener for musik­dramatik af betydning.

Et eksempel på denne forvandling er deres afskedsforestilling, førsteopførelsen i Danmark af den tyske komponist Richard Strauss’ hunde­svære Kvinden uden skygge fra 1919. Den spiller kun hver tredje dag på grund af de krav, som musikken stiller til sangerne.

De tre akter på hver godt en time er en musikdramatisk oplevelse, hvor sang, musik, kostymer, bagtæpper, lyd, video og lys smelter sammen til en surrealistisk story­telling.

Kvinden uden skygge er et symbolladet, moralsk værk med tekst af Richard Strauss’ faste skribent, landsmanden Hugo von Hoffmannstal.

Han har skrevet et drama om fortid og nutid, det gamle og fasttømrede over for det nye, dynamiske.

I værkets løb rejser hovedpersonerne fra mørke og egoisme til lys og sammenhold, fra grådig lyst til fælles erkendelse for at frigøre sig fra forældregenerationens skygge.

Det er magisk totalteater, fra de første kulsorte mol-strofer til den lyse, afklarede c-dur, der glasklart markerer afslutningen på udviklingsrejsen og den forvandling, der er sket.

mellem ånd og krop

Kvinden mangler sin skygge. Hun, der en gang var en ånd, er endnu ikke blevet menneske. Hun er ikke længere barn, men heller ikke voksen endnu.

Hendes mand, kejseren, rev hende ud af åndernes rige. Alligevel flygter han hele tiden fra hende. Selv om han ville dø uden hendes kærlighed, forsvinder han i dagevis på jagt i de store skove.

Faderen, den store kejser af Åndernes Rige, stiller da kvinden et ultimatum: Enten skaffer hun sig en skygge, eller også må hun vende tilbage til sin åndeverden.

Hvordan må hun selv finde ud af, og hjulpet af sin trofaste amme beslutter hun sig for at finde sig en skygge blandt menneskene, købe den eller stjæle den, hvad som helst.

Nede på jorden lander de hos den fattige farver Barak. Han knokler for sin løn, men deler gerne sin mad med en hær af sultne børn, tiggere, ludere og lommetyve.

Hans unge, smukke kone derimod er en højrøvet bitch, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at håne sin mand, mens hun forbander sin tilværelse og nægter at opfylde hans store ønske om at få børn.

Så da ammen tilbyder alverdens rigdom, evig ungdom og et liv i sus og dus med smukke elskere til gengæld for hendes skygge, tøver hun ikke et sekund.

Pyt, den smule skygge kan hun da sagtens undvære! Men hun har gjort regning uden vært og starter med sit kortsyn en lavine af død og frigørelse.

en brutal virkelighed

Kvinden uden skygge markerer afslutningen på romantikken i kunsten. Det er et fantastisk operaværk, som blev overhalet af virkeligheden.

Da Richard Strauss og Hugo von Hofmannstal begyndte på stykket i 1913, ville de sende et signal om menneskelighed og varme i en brutal verden i rivende udvikling.

De kunne ikke forudset den psykologiske virkning af Den Første Verdenskrig, hvor Europas ungdom forblødte i skyttegravshelvedet.

Da operaen fik premiere i Wien 1919, fremstod værket trods Richard Strauss’ perfekte musik som ude af trit med samtiden.

De vældige armbevægelser og svulstige tekster var veget for en ny tids brutal kunst – som Alban Bergs tragedie om soldaten Wozzeck eller Benjamin Brittens dødssang for krigens  faldne i War Requiem.

Kvinden uden skygge er fra en gylden scenisk fortid, hvor livets store spørgsmål blev rejst og gennemspillet af  romantikkens gavmilde og sprudlende musikalske total­oplevelser. I dag går vi i biffen, teatret, til musicals eller rockkoncerter.

Blandt disse oplevelser minder nogle os forhåbentlig om, at hver generation må finde sine svar, men at spørgsmålet altid har været det samme: Vil vi eller vil vi ikke hinanden.

Kvinden uden skygge. Musik: Richard Strauss. Libretto:Hugo von Hofmannstal. Det Kongelige Teaters Operahus. Instruktion:Kasper Holten. Til 14. juni.