Simona Abdallah er fra Danmark og den eneste professionelle kvindelige trommeslager i verden med arabisk baggrund.

– Der er noget smukt i alle kulturer. Jeg prøver at forene kulturer gennem musikken, siger percussionisten Simona Abdallah, der er palæstinensisk født og opvokset i Danmark.

Aage Christensen

Hun har netop spillet opvarmning for den legendariske danske gruppe Sort Sol i kæmpehaller over det meste af Danmark. Alene på scenen med sin lille arabiske håndtromme, dabukaen, sad hun på en stol.

Hun har netop været i  Egypten for at spille for titusinder mennesker til arbejdernes internationale kampdag 1. maj på Tahrir-pladsen i Kairo i Egypten.

Hun skabte telefonstorm efter sin optræden for flere millioner tv-seere på flere egyptiske tv-kanaler. Dét var nemlig ikke noget, man plejede at se – en kvindelig trommeslager. Men reaktionerne var både forbløffede og begejstrede. Instrumentet er normalt forbeholdt mænd.

Den 30-årige Simona Abdallah, der er palæstinensisk født, er nemlig den eneste professionelle kvindelige trommeslager i verden med arabisk baggrund,

Sort Sol

Få uger før Sort Sol skulle starte 2010-11-turneen, blev Simona Abdallah kontaktet af gruppens booker. Sort Sols medlemmer havde lige tjekket hende ud på You Tube og var blevet meget begejstrede for kvindens musik, der lød fra det stramme skind på den krukkeformede metaltromme.

– Jeg kendte faktisk ikke Sort Sol i forvejen, griner Simona  Abdallah, og tager solbrillerne af for at lægge dem på café-bordet  i H.C Ørstedsparken i København.

Hun havde tilfældigvis hørt om rockgruppen få måneder før, hun blev spurgt.

– Med al respekt. Jeg anede ikke, hvad det var. Men jeg tænkte, »hold da op«, og bad så bookeren om at sende mig gruppens repertoire, så jeg kunne lære sangene. Men så forklarede han, at jeg ikke skulle spille med dem, men varme op for dem i otte-ni job, fortæller Simona Abdallah og ler af den lille misforståelse.

Simona Abdallah plejer nemlig at spille på darbukaen som akkompagnement til andre. Hun har hidtil kun udgivet én single i eget navn.

– Første gang, jeg var på scenen som opvarmning for Sort Sol, var i Herning, og reaktionerne var fantastiske. Folk har skrevet emails, sendt hilsner på Facebook og skrevet på min musikside om, at de kunne mærke min energi gennem trommespillet. For mig handler det ikke kun om at sidde og spille på en tromme. Det er noget følelsesmæssigt, siger percussionisten, der mediterer før alle sine koncerter.

Fredag, lørdag spillede hun for udsolgte sale sammen med den arabisk–belgiske fusionsmusiker Natascha Atlas, der er kendt for at forbinde arabiske og afrikanske elementer med moderne elektronisk musik.

Teenager med tromme

Simona Abdallahs forældre kommer fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, og de rejste siden til Tyskland. Simona kom med familien til Danmark som 12–årig, og de bosatte sig i Gellerup–parken i Århus.

Som teenager sad hun ofte på sit værelse og lyttede til arabisk musik. Hun fik som 15–årig fat på den arabiske tromme, darbukaen, lagde den til rette på knæet og spillede for sig selv og senere for de andre i den lokale pigeklub.

Hun mødte en del modstand fra sine forælde, der syntes, at instrumentet kun var for mænd. De frygtede, hvad andre dog ville tænke om familien.

Men efterhånden accepterede Simona Abdallahs far, at hun optrådte, mens moderen stadig var lidt »lunken«.

Simona begyndte endelig at optræde offentligt, da hun flyttede til København.

– I starten var medierne meget optaget af historien om de »muslimske kvindehænder, der spiller tromme« og om den stakkels muslimske pige fra ghettoen Gellerupparken. Medierne er mest af alt interesseret i det dramatiske. Men, »we have been there, done that«. Min familie har gjort sit bedste, vil mig det bedste, og de passede på mig, siger Simona Abdallah.

– Min familie har ikke været ondskabsfulde. Det kan godt være, at jeg er en af de første, der ændrer på normerne, men det gør mig ikke til en uopdragen kvinde, som nogle vil mene. Gennem min musik kan jeg udtrykke mig. Jeg har en stemme, og jeg brænder for kvindefrigørelse. Men det er tid til at fokusere på min musik, og hvad jeg gerne vil med den, siger percussionisten.

Fredsorkester

Hun ringede en dag til lederen af det dansk–jødisk–arabiske orkester, Middle East Peace Orchestra i Danmark. Gruppen består især af arabiske og jødiske musikere, der har fundet sammen i fælles glæde over at spille for fred.

De spiller musik, som er baseret på traditionen i jødisk klezmer–musik, den mellemøstlige Makam–musik samt den klassisk arabiske musik.

– De er fantastiske. De er hamrende professionelle. De spiller meget tight. Jeg plejer at køre mit eget show. Men det er udfordrende at spille med dem her. De er alle konservatorieuddannede og meget seriøse. Når jeg spiller, er jeg selvfølgelig professionel og seriøs, men jeg giver mere slip og lever mig ind i musikken og rammer nogle gange et slag eller to »lidt ved siden af«. For fanden, det kan ske. Men de var straks efter mig, griner Simona Abdallah.

De andre musikere i orkestret foreslog hende at købe en metronom, så hun »kunne følge takten«. Det gjorde hun så

– Så nu øver jeg mig intensivt i mange timer om dagen. Den 11. september skal jeg spille som gæstemusiker med dem i det Kongelige Teater, men også optræde med mit eget show bagefter, fortæller Simona Abdallah, der om kort tid flytter permanent til London for at bo, fordi hendes manager, Manal Timraz,  bor i Storbritannien.

– I London spørger de ikke altid, hvor du kommer fra. Jeg er også gået kold i integrationsproblematikken herhjemme i Danmark. Det er irriterende hele tiden at blive kaldt »indvandrer«, andengenerations, eller nydansker. jeg er jo vokset op i Danmark. Jeg er glad for Danmark, men har brug for noget mere multikulturelt, siger Simona Abdallah.

Til Vestbredden

Hun rejser også snart på besøg på Vestbredden. Hun skal sammen med kunstnere fra mange lande i 14 dage lave workshops i flygtningelejre. Her skal palæstinensiske børn udtrykke sig gennem trommespil, teater og malerier.

Konkret skaffer projektet en masse trommer, som børnene skal have i hænderne. De kreative workshops er organiseret af den myreflittige britisk–palæstinensiske kvinde Manal Timraz, som Arbejderen for to år siden interviewede som deltager i en nødhjælpskonvoj til Gaza. Manal Timraz er også Simona Abdallas nye manager.

– Jeg vil hjælpe børnene på Vestbredden med at udtrykke sig. Hvad er frihed, og hvad er deres ønsker og drømme? De skal udtrykke sig gennem musikken. De skal sige ordene gennem trommen uden at tænke på rytmen. De skal mærke energier, fortæller Simona Abdallah og tilføjer, at børnene i andre workshops skal male deres følelser og spille skuespil om deres mål og drømme.

– Vi ønsker at bidrage til, at børnene får troen tilbage og tænker, at »intet er umuligt«, siger Simona Abdallah, hvis palæstinensiske familie oprindeligt stammer fra Aqqa, der ligger nordpå i det nuværende Israel.

Hun besøgte området i 1996, men har kun været på Vestbredden i én dag på det tre måneder lange besøg.

– Der er en helt anden energi i dét område, siger hun og bliver i det samme afbrudt af en ung aktivist fra solidaritetsbevægelsen Free Gaza Denmark, som ankommer til den planlagte tid i H.C Ørstedsparken for interviewet med Arbejderen om bådprojektet til Gaza.

– Hvor fedt. I vil sejle til Gaza. Genialt projekt, udbryder Simona Abdallah spontant. Hun roser den blå t–shirt, som aktivisten viser frem med initiativets logo på.

De udveksler visitkort. Det kunne jo være, Simona kunne spille til en af Free Gaza Denmarks koncerter…

Tilbage til interviewet. Simona Abdallah nipper til cappucinoen.

Hun havde sagt ja til at spille for titusinder på Tahrir–pladsen i Egyptens hovedstad Kairo den 1. maj på arbejdernes internationale kampdag. Men ukendte bøller ødelagde kort før koncertstarten selve scenen, uvist af hvilke grunde, så hele koncerten måtte aflyses. Til gengæld blev Simona Abdallah inviteret i egyptisk tv ad flere omgange.

– Det nåede ud til flere millioner seere, og der var telefonstorm på tv–stationerne bagefter, fortæller hun. Det er uvant at se en kvinde spille instrumentet, darbukaen.

Til Østafrika

Simona Abdallah var sidste år i Afrika og oprettede workshops for trommeslagere i Kenya, Uganda og Tanzania, Hun optrådte blandt andet på Arusha International Festival for Cultural Diversity i sidstnævnte land, der ligger i Østafrika.

– Sammen med 15 mandlige percussionister fra Tanzania miksede vi arabiske rytmer med de afrikanske og skabte dans ved siden af. Det var en kæmpe succes, fortæller Simona Abdallah og tilføjer, at hun også lavede en workshop med fire kvindelige trommeslagere fra Tanzania.

– I Afrika er det også kun mænd, der plejer at spille trommer, så det var helt nyt. Vi lavede blandt andet en fusion af waka waka – en traditionel afrikansk sang. Jeg troede oprindeligt, at det var colombianske Shakiras, smiler musikeren.

Musik er fællesskab

Hun mener, at vi mange gange låser os fast i den måde, vi lever og opfører os på.

– Der er noget smukt i alle kulturer. Jeg prøver at forene kulturer gennem musikken, siger percussionisten, der i 2010 spillede sammen med den danske folkemusiker Maren Hallberg, kendt fra gruppen Svøbsk.

Her blandede de to musikere lyden af dansk harmonika­musik med arabiske rytmer, da Simona Abdalla med forbløffende lethed fulgte med i noget, der lød som en kvik dansk hopsa.

– Men jeg kunne godt have tænkt mig, at der også var et publikum, til den slags koncerter, der afspejlede denne fusion af arabisk og dansk musik. Der sker nemlig det, at man begynder at snakke sammen, når man oplever musik. Vi har alle sammen noget at kunne lære af hinandens kultur, siger Simona Abdallah.

Hvad er det, der opstår i musikken?

– To kulturer mødes, og publikum kan mærke noget af sin egen kultur, mikset med noget andet. Mit ønske er at skabe mere åbenhed om forskellige kulturer, skabe mere rummelighed, mere accept af hinandens forskelligheder. Selv om vi er forskellige, har vi noget til fælles.

– Der opstår gode energier. Enighed, fællesskab, og et budskab om, at det godt kan lade sig gøre. Når vi kan »finde ud af det« i musikken, kan vi også gøre det på andre områder. Hvorfor ikke være åbne og skabe vores eget i stedet for at kategorisere hinanden som »hende palæstinenseren« og »ham den anden«. Jeg er og bliver jo verdensborger.