I tæt ved 40 år skrev Hilmar Wulff om den lille mands liv, slæb og vilkår. Arbejderen tegner et portræt af den glemte forfatter.

I 1953 fik Hilmar Wulff tildelt Martin Andersen Nexø prisen, hvilket partiets andet store digternavn Otto Gelsted begrundede med, at han »deler med Andersen Nexø en bestræbelse: at forherlige det almindelige menneske med alle dets rige og uanede og misbrugte muligheder« Hilmar Wulff fik sit litterære gennembrud med et trebindsværk om de polske sukkerroearbejdere på Lolland. »Vejen til livet«, »Livets brød« og »Forjættelsens dag«.

^Forfatterportræt _{Af Bjarne Nielsen}

Hilmar Wulff (1908-84) er født i Randers i en børnerig fisker­familie, som kort tid efter flyttede til Nakskov på Lolland. Et snæversynet samfund, der »åbenlyst foragtede folk med boglige sysler«.

Efter konfirmationen drog han i bedste Jack London-stil til søs og rejste jorden rundt et par gange som sømand, vagabond, roearbejder, jord- og betonarbejder med mere.

I 1937 kom han på Nærum Arbejderhøjskole og blev stimuleret til at skrive. Han havde et godt førstehåndskendskab til livsvilkårene for diverse miljøer, og det ses tydeligt i hans delvist selvbiografiske forfatterskab.

trilogi om emil

Det startede med trilogien Som vejret i april (1942), Sådan noget sker faktisk (1943) og Arbejdets sang (1945). De handler om Emil, der sejler med damperen Brasilia.

Han oplever her konflikten mellem ønsket om at blive styrmand og fastholde sin identitet som arbejder.

Hans Kirk kaldte den en »talentfuld sømandsroman«. Første del af trilogien er da også om livet på havet, mens anden del mere handler om arbejdsløshed og kampen for arbejde i storbyen.

I 1942 var han var i en modstandsgruppe. Han distribuerede både det illegale Land og Folk og Frit Danmark, den sidste sammen med legendariske Flemming Muus, idet han lejede et fiskerhus ved godset Engestofte på Lolland af dennes senere hustru Varinka.

Medens han skrev på trilogien, måtte han over hals og hoved flygte til Sverige med kone og børn, grundet sit modstandsarbejde. I Sverige blev han medredaktør af Nyt fra Sovjetunionen som distribueredes illegalt i Danmark.

polske roearbejdere

Sit litterære gennembrud fik han med sit næste projekt, et bredt anlagt trebindsværk om de polske sukkerroearbejdere på Lolland.

De tre bind, Vejen til livet (1947), Livets brød (1948) og Forjættelsens dag (1949) omhandler husmændene og arbejderbevægelsen kort før Den Første Verdenskrig. Her kom tusindvis af polakker kom til de lollandske roemarker. Et af temaerne er importen af billig polsk arbejdskraft og konflikterne med den lokale befolkning.

Bøgerne er skrevet som kollektivromaner med et frodigt persongalleri. De er en smuk solidaritetserklæring til datidens slavearbejdere. Vejen til livet gik som føljeton i DKP’s ugeblad EKKO og Hilmar Wulff begyndte så at skrive kronikker i Land og Folk.

Bøgerne blev ikke »kun« kaldt socialrealisme men sågar socialistisk realisme, som Maksim Gorkij hyldede. Om dem skrev Hans Kirk, at »værket er et af de fineste skildringer af klassekampen vor litteratur ejer, ikke skildret tørt og dogmatisk, men med levende, menneskelige træk..«.

Ondt vejr (1950) handler om lollandske fiskere, med et fantastisk persongalleri, og deres liv omkring et døgns stormflod.

munter optimisme

Han havde nu så høj en stjerne i DKP, at hans næste roman Katinka (1951) om den stærke kvinde Katinka, der kunne hvad hun ville, udkom på partiets forlag Tiden.

Bogen var tilegnet alle de kvinder og mænd, som hver efter sin evne gør deres arbejde i tilslutning til Jeppe Aakjærs ord: »du være de fattiges værner, du være de riges ris, da får du ej ordner og stjerner, men bævende læbers pris«.

Bogen udtrykte en munterhed og optimisme som kendetegnede flere af hans bøger.

I 1953 fik Hilmar Wulff tildelt Martin Andersen Nexø prisen, hvilket partiets andet store digternavn Otto Gelsted begrundede med, at han »deler med Andersen Nexø en bestræbelse: at forherlige det almindelige menneske med alle dets rige og uanede og misbrugte muligheder«.

Hilmar Wulff, der selv vagabondere Europa tyndt i 30’erne, skrev samme år Sol-vagabonden, der hylder de gamle vagabondkammerater, »Fordi de lærte mig, at det enfoldige hjertes visdom er godt kammeratskab og glæde ved livet. De rene af hjertet, som elskede solen, og følte kollegialt venskab og dyb respekt, for den vagabond, som jog kræmmerne ud af temple«.

Vagabonden har vandret fra det flade Lolland til Andesbjergene, på fragtfarter fra London til Mexico, fra arbejdslejre i England og Skotland under krigen og tilbage til Lolland. Læseren møder ham på hans sidste dag, da han for første gang ikke har lyst til solens stråler. En poetisk og livsbekræftende bog.

rejsen til kina

I 1952 rejste Wulff til Kina, hvilket der kom de to romaner Lykkens blå forel (1954) og Kuan Yins klokke (1955) ud af.

De omhandler den forældreløse pige Lille Glæde og hendes opvækst og udvikling i Kina under revolutionen, kontrarevolutionen og krig. Bøgerne blev af Hans Kirk kaldt Wulffs »mesterstykke«.

I 1958 kom – Men først brød om fisker-Sørens liv og kampe i et fattigt fiskermiljø. Året efter fulgte en lille perle, den selvbiografiske Ung mand søger, hvor Søren (Hilmar) kommer til hovedstaden og bliver værftsarbejder.

Den omhandler de urolige år i København i mellemkrigstiden med hårde arbejdskampe og noget så sjældent som en beskrivelse af den kommunistiske ateistorganisation Proletarisk fritænkerforbund.

Det var tilknyttet den kommunistiske Internationale for Proletariske Fritænkere (IPF). Her blev han dog ekskluderet.

Den giver desuden et humoristisk billede af livet i en kommunistisk celle og en perlerække af skæve eksistenser som Åletyven, Fidus-Karl, Den Vingeskudte, Perlefiskeren og andre.

Søren finder fællesskabet blandt de, der danner grundstammen i de store arbejderuroligheder i slutningen af tyverne, herunder Lille-Lenin.

fandenivoldske vildbasser

Pramdragerne på Gudenåen (1965) er en fremragende roman om livet på Danmarks eneste »flod«, Gudenåen, for et »proletariat af fandenivoldske vildbasser«, der møjsommeligt slæbte gods fra det midtjyske til Randers Fjord.

Det er en halvdokumentarisk roman om omkostningerne ved industrialiseringen af området omkring Silkeborg.

I 1957 udkom »I kamp for friheden«, en af flere drengebøger, om en drengs oplevelser i modstandskampen’.

Han var i en årrække frem til 1971 formand for Dansk Forfatterforening. Han modtog flere priser, hvoraf de vigtigste var Kollegaernes Ærespris i 1950, Andersen-Nexø prisen i 1952 og LO’s kulturpris i 1982.

Hans kærlighed til Polen udløste i 1955 et diplom og i 1959 en fornem polsk orden. Flere af hans bøger udkom i DDR og Polen. I 1961 udkom hans smukke bog Polen.

Hilmar Wulff er en overset arbejderforfatter, hvis bøger forsat er aktuelle og læseværdige. De burde høre til i klassekampslitteraturen og stå blandt klassikerne.