For Jørgen Albrechtsen har det at male været lige så naturligt som at være kommunist. Begge dele stammer fra barndomsårene, og begge dele har varet ved.
kunstnerportræt
Egentlig ligner han mest af alt en fisker. Lille, men tæt, slank og endnu adræt trods alderen. Der mangler lige snadden i kæften og en dryppende sydvest.
Faktisk har fiskeriet en gang i tresserne været Jørgen Albrechtsens erhverv og indtægtskilde. Først var det hummer om natten fra Hundested, men natarbejdet blev for hårdt. Siden gik turen nordpå – til Hvide Sande og Hirtshals.
– Dér var jeg i 10 år, men det begyndte at gå ned ad bakke for fiskeriet. Så kom Glistrup, og så var det ikke rart at være rød blandt alle de fremskridtsfolk, fortæller han over en friskbrygget kop kaffe i husets hyggelige køkken, omgivet af kunstnerfotos.
Lige nu er han udstillingsaktuel i kunstnersammenslutningen Huset i Asnæs. Den blev dannet af kredsen af kunstnere i Dragsholm i Odsherred 1973, og de 28 medlemmer udstiller på skift hver tredje år.
Det der med at være rød hænger ved Jørgen Albrechtsen, der praler af at være den ene af de sidste to kommunister i Vestsjælland.
– Jeg har været kommunist i mange år, og det laver jeg ikke om på. Her i området er vi to, men vi kan ikke melde os ud, for der skal jo være to stillere til et nyt medlem, skraldgriner han.
Han bliver straks lidt mere alvorlig, når han fortæller historien om den kommunistiske nabofamilie, Valdemar og Emma.
– Det var dengang jeg var 10 år gammel og russerne gik ind i Ungarn. Så smed folk sten gennem deres vinduer, og jeg blev kurér for dem, for de turde ikke gå ud af huset. Det var nogle meget søde og reelle mennesker, husker Jørgen Albrechtsen.
Hos Valdemar og Emma fik den unge dreng forklaring og historien fra begyndelsen, set med en kommunists øje.
fra fisker til maler
Til sidst var det så bøvlet at være rød fisker, at Jørgen Albrechtsen solgte sin part i en skude. Slut med fiskeriet, for nu ville han være kunstmaler.
– Jeg har altid haft en drøm om at være maler helt fra barnsben, fortæller han. Og graver man lidt i hans fortid, gemmer der sig historien om et uønsket barn, der kom i pleje hos købmanden i Starreklinte ved Sejrøbugten.
– Min mor kunne ikke have mig, og min fars familie måtte ikke få mig, så valget stod mellem børnehjem eller privat pleje, lyder det kort fra Jørgen Albrechtsen.
Det med maleriet var ikke helt tilfældigt. I barndommens købmandshandel kom blandt andet de to kunstnere Ernst Trier fra Vallekilde og Karl Bovin fra Ordrup i Odsherred forbi for at få sig en bajer eller flere.
De roste hans håndelag og anbefalede, at han kom på Kunstakademiet og Karl Bovin købte en af hans tegninger. Det råd faldt dog ikke i god jord hos plejefamilien, og så blev der lagt låg på kunstnerdrømmene – for en tid.
Pengene fra skibssalget rakte til at leve i tre år, og det viste sig at være nok til at slå igennem.
– Jeg begyndte at komme ind på de censurerede udstillinger, og så begyndte det at gå sådan slag i slag så småt, fortæller Jørgen Albrechtsen. Kunstakademiet blev det aldrig til, og han føler langt fra, at han er udlært som kunstmaler.
– Der bliver lagt noget nyt land til hver gang. Det er summen af mange års erfaring, du ser nu, lyder det beskedent.
Jørgen Albrecthsen er først og fremmest landskabs- og naturmaler. Sådan har det ikke altid været. I starten, mens han endnu fiskede, malede han billeder fra havne- og billardmiljøer. I dag er hans sommerbilleder lyse, idylliske og stemningsfyldte, ofte af Odsherreds enestående landskab.
– Der er ikke noget specielt ved Odsherred, andet end at som så mange andre steder i Danmark er det meget lysfyldt. Vi er omgivet af vand, og det giver nogle reflekser, siger han. Så fortæller han med et grin historien om dengang, han var med i en tv-udsendelse.
– De snakkede meget om det berømte lys på Bornholm, ved Skagen og i Odsherred. Så tog de der tv-folk ind midt i Sjælland og Jylland for at måle lyset, og så kunne de se, at det var rigtigt nok, hvad malerne havde set med deres trænede øje, klukker Jørgen Albrechtsen.
drømmen om cuba
En helt anden side af Jørgen Albrechtsen er Cuba. Landet er krøbet som en bacille ind i den lille odsherredknægt.
– I sådan en revolutionærs hjerte som mit har det altid været drømmen om at komme til et eksotisk land, hvor der var et andet styre end det vi lige har her, lyder det nærmest drømmende.
Ikke fordi han ser det hele gennem revolutionsromantiske briller. Tværtimod. Jørgen Albrechtsen ser Cuba, som det er, og det er det Cuba han ser, som han elsker.
– Det er et meget nedslidt land, men folk er meget sanselige og kommer hinanden ved. Herhjemme tør man dårligt hilse på hinanden. Derovre bliver de fornærmede, hvis man ikke kommer med et kompliment eller en kommentar hver gang, fortæller han.
Jørgen Albrechtsen har taget hele pakken, og han er imponeret over det cubanske folks udholdenhed og fantasi.
– Jeg trives ved at bo i Cuba blandt cubanerne. Politisk er revolutionen måske mislykkedes, men den ægte revolution ligger i uddannelsessystemet. De er veluddannede ingeniører, læger, lærere og jurister, siger han med en stolthed, som var det hans egen sejr.
– Cuba har ikke mange penge mellem hænderne, men så sender de 20.000 læger til Venezuela mod at få olie og asfalt. I byen Cien Fuegos har Hugo Chavez bygget et stort olieraffinaderi, hvor olien bliver sejlet til, forklarer han med glød i stemmen.
Samme stolthed lyser ud af den klejne sjællænder, når han fortæller om lægeskolen Elam ved Havanna.
– Her bliver der uddannet 8000 læger om året fra andre spansktalende lande, finansieret af den cubanske stat. Den betaler også for 150 mindrebemidlede læger fra USA, som bagefter kan tage tilbage og praktisere blandt de fattigste amerikanere. Det glemmer vi bare lidt, siger Jørgen Albrecthsen tørt.
Livet har formet sig godt for plejedrengen, der ville være kunstner – og blev det. Undervejs skete små og store mirakler, som mødet med Karl Bovin, som tidligt så hans talent, og med hvis datter Jørgen Albrechtsen dannede par i de unge år. Eller samarbejdet med Viktor Brockdorff, der var hans svigerfar i 25 år.
– Han malede socialistisk realisme. Sammen med Herluf Bidstrup var han en god ambassadør for den måde at se tingene på. Hvert år ventede folk spændt på, hvad han nu kom med til Land &Folk-festivalen. Det var altid et stort billede – en hest i haven eller Scherfig der læser avis, griner han.
en duft af terpentin
Selv købte han for nogle år siden Karl Bovins hus, den gamle købmandsgård i Ordrup.
Karl Bovin selv købte den i 1937 ved, at hans familie lagde pengene ud, og så købte de malerier for pengene på næste års Corner-udstilling.
– Så sagde Karl til mig, at du skal købe mit hus, for det skal ikke være sommerhus for en eller anden læge. Der skal stadig dufte af oliemaling og fransk terpentin, husker Jørgen Albrechtsen.
Lige nu emmer huset i Asnæs af Jørgen Albrechtsens på én gang stilfærdige, inderlige og indadvendte søgen efter sine rødder. Her overfor står den udadvendte, cubanske farveeksplosion og en urokkelig kærlighed til et folk, for hvem kamp og kultur er to sider af samme mønt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
