Den statslige mediestøtte, der bliver givet til dagbladene i Danmark, kompenserer på ingen måde for den økonomiske skævhed, det danske medielandskab er præget af.

^Nyhedskommentar _{af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør}

Er medierne i Danmark for borgerlige? Det har været det store debatemne de sidste dage, efter at Socialdemokraternes politiske pordfører, Henrik Sass Larsen, i et interview i Information i torsdags kom for skade at sige, at han godt kunne tænke sig at tage mediestøtten fra nogle af de borgerlige aviser.

– Jeg får nok ikke lov til det, men jeg kunne godt tænke mig det, sagde Henrik Sass Larsen og argumenterede:

– Berlingske, Jyllands-Posten og senest Børsen har satset massivt i forhold til den borgerlige meningsdannelse og giver ikke rum og plads til nogen som helst anden form for tænkning. Det synes jeg vitterligt er et stort samfundsproblem.

Og det har han jo ganske ret i.

Sass Larsens udsagn om, at han godt kunne tænke sig at pille ved mediestøtten, som var sagt med et glimt i øjet, blev mødt af stærke reaktioner. Og ved middagstid måtte han skære ud i pap, at det ikke var alvorligt ment.

– Det var en joke. Jeg prøvede at sige det humoristisk. Der skal man følge med i tonefaldet, hvis man skal forstå det. Det var en humoristisk bemærkning, som ikke skulle have stået alt for meget alene, lød det fra Henrik Sass Larsen.

Ikke desto mindre nåede hårene »at rejse sig i nakken« på kulturminister Per Stig Møller, som han sagde til Information dagen efter:

– Det er rystende, når han ligefrem truer med at tage støtten fra tre navngivne medier. Selv om han trækker i land, er det jo et forsøg på at intimidere og fremprovokere selvcensur. Det gør det ikke meget bedre, sagde Per Stig Møller.

Berlingske

Også Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen skød med skarpt:

– Hans konklusion minder mig om Nordkorea. At vi skulle have et system, hvor den frie presse skal indrette sig efter magthaverne nu måtte synes, vi skal mene.

Dagen før udtalt hun til Information, at »Både Henrik Sass Larsen og andre kan komme til orde i Berlingske. Vi har en bred debat og har aldrig hørt klager fra Henrik Sass Larsen om, at han ikke kunne få sine debatindlæg i.«

Men spørgsmålet er ikke, om man kan komme til orde på avisernes debatsider, men hvilken journalistik aviserne følger i hverdagen, hvilke kilder som kommer til orde, hvilke analyser redaktionerne læner sig op ad, og hvilke holdninger aviserne i øvrigt forfølger. Og ikke mindst hvilke historier aviserne vælger at skrive, og hvilke historier de aldrig skriver.

Den selv samme torsdag var hovedhistorien i Berlingske, at lønningerne i Danmark er for høje. Ikke alle lønninger, ikke ingeniørernes lønninger men arbejdernes lønninger, sagde Niels B. Christiansen, topchef for Danfoss, som havde rekordoverskud sidste år.

Og i en helsides annonce fra Konservative skuede Lars Barfoed alvorsfuldt ud på de berlingske kernevælgere under overskriften »Arbejdspladser her eller i Kina?«. Oven i købet lovede han, at »Konservative vil sikre danske job« mens »S og SF vil sende arbejdspladser ud af Danmark«.

I betragtning af, at der er forsvundet omkring 180.000 arbejdspladser under VKO’s regime og givet statstislkud til, at A.P. Møller kunne lukke Lindøværftet og flytte arbejdspladser til udlandet, er det unægtelig stærk kost.

Kommercielle aviser

Berlingske og alle andre aviser i Danmark lever af annoncer. Både valgannoncer og almindelige kommercielle annoncer. De er forretninger, som helst skal give overskud. Hvis man tror, at det ikke har indflydelse på journalistikken, er man ualmindelig blåøjet. Det er nu engang sådan, at dem som betaler musikken, også bestemmer hvad der skal spilles – hvis ikke direkte, så indirekte.

Den statslige mediestøtte, der bliver givet til dagbladene i Danmark, kompenserer på ingen måde for den økonomiske skævhed, det danske medielandskab er præget af. De store kommercielle medier, med tætte forbindelser til erhvervslivet og deres annoncekroner, sidder på den altdominerende plads i mediebilledet.

Derfor er mediebilledet ensidigt og borgerligt. Talrige eksempler viser, at chefredaktørerne på disse dagblade ser verden gennem præcis samme blå brilleglas som magthaverne i regeringen og erhvervslivet.

Henrik Sass Larsen har rejst en tiltrængt og forfriskende debat. Der er brug for større mangfoldighed i mediebilledet.

Og der er brug for at styrke dagbladet Arbejderen som et af de få medier, der ikke er en del af magthavernes politiske konsensus.