31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

2. juni 1835 Show-manden P. T. Barnum

2. juni 1835 Show-manden P. T. Barnum

Fredag, 03. juni, 2011, 10:52:43

I løbet af sin lange karriere udvider Barnum sin forretning med adskillige shows, cirkusser og teatre og opbygger en fabelagtig formue.

Den 2. juni 1835 bryder en ung mand op fra sit hjem i Danbury i staten Connecticut, USA, for at starte et omrejsende cirkus.

Hans navn er Phineas Taylor Barnum, og hans særlige blanding af show business, svindel og sans for sensation kommer til at gøre ham til én af 1800-tallets store ikoner og muligvis verdens første show business-millionær.

Den kun 24-årige P. T. Barnum har allerede en broget karriere bag sig og har ernæret sig som både lotterisælger, avisredaktør og almindelig småsvindler. Da staten Connecticut i 1834 forbyder alle former for lotterier efter omfattende svindel, indser Barnum, at det er tid for ham til at søge nye græsgange.

Sammen med sin kone starter han den 2. juni 1835 et omrejsende show kaldet »Barnum's Grand Scientific and Musical Theater«, der skal rejse fra stat til stat med sensationel underholdning.

Én af Barnums første attraktioner er en gammel, blind og delvist lammet sort slave-kvinde, som Barnum har købt og fremviser som George Washingtons (USA's første præsident) 161-årig barneplejerske. Den stakkels kvinde dør allerede året efter, men Barnum har fået blod på tanden og ser en stor fremtid i at bringe show business rundt til USA's vidt spredte befolkning, der ofte ikke har anden adgang til underholdning.

Det cirkus, som Barnum er mest kendt for i dag, starter han faktisk ikke før i 1871, da han er over 60 år gammel. I løbet af sin lange karriere udvider Barnum sin forretning med adskillige shows, cirkusser og teatre og opbygger en fabelagtig formue.

En overgang forsøger hans sig endda som politiker, men hans store nummer er stadig fremvisning af det sære, skæve eller chokerende såvel som direkte falsknerier. Ironisk nok er Barnum selv en stor kritiker af svindlere såsom spåkoner og åndemanere, som han ikke mener giver publikum tilstrækkelig underholdning for deres penge.

P. T. Barnum dør den 7. april 1891, 80 år gammel, som en af de rigeste og mest indflydelsesrige mænd i amerikansk underholdningsindustri.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2011 - 10:52   03. sep. 2012 - 10:59

Historie