Den britiske filminstruktør Ken Loach viser med sin anti-krigsfilm Route Irish et nådesløst billede af krigens omkostninger for alle involverede parter.

Med »Route Irish« har filminstruktør Ken Loach og forfatter Paul Laverty skabt den mest helstøbte film om irakkrigen til dato.

Filmens hjemmeside

^filmanmeldelse _{af Benjamin Carl Egerod}

Den britiske filmscene har gennem tiderne fostret mange store filmskabere, men én af de absolut største må siges at være instruktøren Ken Loach, 74, der siden sin debut i 1960’erne har været en ekstremt kontroversiel figur det engelske kulturliv.

På grund af sin skarpe socialrealistiske stil levede han en udsat tilværelse i det betændte politiske miljø, der herskede i Storbritannien under Den Kolde Krig.

Politisk censur og pengemændenes berøringsangst har mange gange truet med at sende den erklæret socialistiske instruktør helt ud af filmbranchen.

Som en af de sidste eksponenter for den britiske socialrealisme – som på den anden side af Nordsøen bliver kaldt kitchen sink realism – har Loachs ærinde altid været at tegne de store sammenhænge ved at skildre arbejderklassens hverdag. Som han selv siger, handler det om at finde »den modsætning, der, når den bliver udforsket, afslører hele landskabet«.

irakkrigen ind i haven

Og det er præcis, hvad han atter evner i det premiereaktuelle irakkrigsdrama Route Irish.

Med sin mangeårige samarbejdspartner, manuskriptforfatteren Paul Laverty, bringer Loach bogstaveligt talt irakkrigen ind i haven bag det karakteristiske engelske terraced house.

Den tidligere lejesoldat, Fergus (Mark Womack), er netop vendt hjem til Liverpool fra Irak for at erfare, at barndomsvennen, Frankie (spillet af Liverpool-komikeren John Bishop) for nylig er blevet dræbt på Route Irish i Irak.

Route Irish bliver ikke uden grund betegnet som verdens farligste vej. Det er strækningen, der løber fra Baghdads internationale lufthavn til den såkaldt grønne zone.

Almindeligvis er det udelukkende de lavest rangerende lejesoldater, der opererer på den berygtede irakiske vejstrækning. Så da Fergus hører, at den erfarne lejesoldat Frankie faldt i baghold netop der, bliver han straks mistænksom.

Da han viser interesse, forsøger Frankies gamle chefer at lægge låg på sagen. De lyssky omstændigheder foranlediger Fergus til at starte sin egen, private efterforskning af sagen.

Sammen med Frankies efter­ladte kone, Rachel (Andrea Lowe), kaster Fergus sig ud i en duel med den skruppelløse pengemand bag lejesoldaterne - der sjovt nok som filmens eneste person ikke bærer sporet af den karakteristiske liverpoolske scouse arbejderdialekt.

Fergus’ kamp for retfærdighed vækker hans egne traumer fra Irak. De driver ham udover kanten, og efterforskningen udvikler sig til et hævntogt – ikke bare på vegne af barndomsvennen, men for alle irakere mod besættelsesmagten.

den uhyrlige krig

Uden at afsløre for meget, kan man roligt sige, at der ikke er nogen lykkelige slutninger i Loachs og Lavertys univers.

Filmen drives frem af det intense spil mellem Womack og Lowe, der begge leverer fabelagtige præstationer.

Hovedpersonernes forhold er baseret på en forvirret sadomasochisme, der på én og samme tid afslører dyb kærlighed til hinanden og skyldfølelse over Frankies død. Gentagne gange mere end antyder filmen et homo­erotisk forhold mellem de to soldaterkammerater.

Undervejs giver Route Irish en nuanceret fremstilling af de enorme problemstillinger, som mange års krig stiller vores samfund overfor – og hvilke uhyrligheder vi har udsat de besatte lande for.

Ved at tage udgangspunkt i en håndfuld liverpoolske arbejderskæbner problematiserer filmen alt fra den hjemlige fattigdom, der tvinger unge mænd i krig, over de ufattelige civile tab irakerne lider, til de traumer, som soldaterne kæmper med, når de kommer hjem fra krigen.

Men når filmen med stor succes spænder så vidt, er det også ærgerligt, at den i høj grad forfalder til kun at kritisere de private aktørers fremfærd i Irak – selv om det selvfølgelig giver det mest himmelråbende stof.

Alt i alt er Route Irish den mest helstøbte film om irakkrigen til dato - og den kan absolut måle sig med historiens bedste antikrigsfilm.

Med den markerer Ken Loach sig endnu engang som en instruktør i en klasse for sig selv, og som en af de få, der kan håndtere så tungt politisk stof uden at falde igennem.

Route Irish. Instruktion:Ken Loach. 109 minutter. Spiller i Grand Teatret København, Øst for Paradis Aarhus og Café Biografen Odense.