Det norske parlament, vedtager den 7. juni en resolution, der i praksis betyder Norges løsrivelse fra unionen med Sverige.

Live on spot: Maleri over foto fra Stortingsmødet den 7. juni 1905.

Wikipedia

Den 7. juni 1905 vedtager det norske parlament Stortinget en resolution som i en sidebemærkning i praksis afskaffer den personalunion, der har eksisteret siden 1814 mellem Sverige og Norge. Datoen regnes i dag som starten på Norges uafhængighed.

Frem til Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet har Norge hørt under den danske krone, men efter ét af Danmarks talrige militære nederlag, er landet blevet afgivet til Sverige i 1814.

Svenskerne må dog først slå en aktiv selvstændighedsbevægelse ned, der i maj har udarbejdet en på det tidspunkt uhørt liberal forfatning. Efter hårde fredsforhandlinger får Norge lov at beholde væsentlige elementer af den nye forfatning, og optræder i mangt og meget som en selvstændig stat med eget parlament under den svenske kongemagt.

I 1905, næsten et århundrede senere, er Sveriges og Norges interesser gledet så langt fra hinanden, at personalunionen begynder at være et stort problem.

Det er især på udenrigspolitikken, at der er spændinger: Norge har opbygget et glimrende handelssamarbejde og et godt politisk forhold til Storbritannien, mens Sverige til gengæld opbygger relationer til stormagten Tyskland.

I sidste ende bliver det en diskussion om Norges ret til et selvstændigt diplomati, der sender Norge på kurs mod fuld selvstændighed.

I starten af 1905 er den liberale politiker Christian Michelsen blevet leder af en samlingsregering hvis vigtigste krav er oprettelsen af uafhængige norske konsulater i udlandet. For Sverige er dette uacceptabelt, og den Svenske konge nægter at godkende Michelsens regering.

Det norske parlament, Stortinget, svarer den 7. juni igen ved enstemmigt at vedtage en resolution, der i praksis betyder Norges løsrivelse fra unionen med Sverige.

Selve erklæringen om, at den svenske konge ikke længere hersker over Norge, er faktisk slet ikke resolutionens budskab og bliver kun nævnt i en bisætning, men i praksis er betydningen enorm.

Sverige nægter til at begynde med at anerkende Stortingets resolution og foreslår i stedet en norsk folkeafstemning om spørgsmålet, hvilket Michelsen regering er helt med på.

Ved afstemningen den 13. august stemmer ikke færre end 99,95% af nordmændene for løsrivelse, og allerede samme måned går arbejdet med at skabe et uafhængigt Norge i gang.

Efter heftig debat, hvor blandt andet socialisterne gør kraftig modstand, bliver det vedtaget, at Norge fortsat skal være et kongedømme, og den danske prins Carl bliver hentet til Norge for at regere under navnet Haakon VII. Først den 26. oktober 1905 anerkender Sverige officielt Norges uafhængighed.