Fra »Mit hjem er min borg« til »Mit hjem er mit jeg«. Verdens storbyer vokser med dramatisk hast. Det samme gør vort behov for en identitet. Velkommen til »Living«.

af Gert Poder

Måske startede det dér inde under mormors mahogny-bord, hvor dugens tunge forhæng dannede en hule, fjern fra de voksnes verden af snak og latter. Eller i Kajs hemmelige hytte – uendelig frihed i trætoppen med Kalundborg Fjord som bagtæppe.

Mennesket indretter sig som ingen anden art på jorden. For nogle er det paladset med de 40 værelser og 15 toiletter, der er sagen. For andre er det at bo en politisk handling – fra Frøstrup-lejrens jordhuler til Christianias små arkitektoniske juveler.

Det og meget mere handler Living på Louisiana om. Dens to udstillinger handler om, hvordan nutidens og fremtidens boformer udvikler sig som de gør.

De er tredje og fjerde udstilling i serien Arkitekturens Grænser. Den første udstilling i serien, Cevil Balmond: Den skjulte orden, handlede om arkitekturens anvendelse af matematik. Den anden, Fremtidens arkitektur er grøn! belyste, hvordan bæredygtig arkitektur tager afsæt i fysik, kemi og sociale videnskaber.

Drømmen om et rum

Living tager fat i mennesket som sociale væsener, set gennem antropologien – læren om mennesket. Den handler om hvordan vi lever og bor i dag, både i vor egen hule, og i forhold til de andre – naboerne. Og så handler den om, hvordan vi føler os hjemme.

Udstillingens udgangspunkt er det centrale rum Drømmen. Som den tog sig ud i barnets huler, men også i, hvordan arkitekterne ser sig selv som videnskabsmænd i deres leve-laboratorier.

Et af rummene fortæller historien om de små 52.000 mennesker fra hele verden, der hvert år udlever deres drøm i Nevadas gudsforladte ørken, i Black Rock Desert.

Burning Man Festival er  en hektisk uge under den brændende sol, hvor genier og originaler  omskaber det golde sand til en umulig drøm, en rituel boplads, helliget de nødvendige løsninger.

Dette enestående kollektive fata­morgana slutter brat: på sidstedagen brænder detagerne rituelt en kæmpe træfigur, rydder op og forsvinder lige så hurtigt som de kom.

Bolig som landskab

Den japanske arkitekt Sou Fujimoto overskrider med sit Final Wooden House ikke bare grænsen mellem vægge, loft og tag, men også mellem  bolig og landskab. Vinduer bliver til døre, og dørtrin til hylder – konstruktionen bliver til en fantasibolig.

Han har også tegnet Tokyo Apartment. Små huse med saddeltag er stablet op, så de både ligner et moderne højhus og drømmen om at bo som en anden Pippi Langstrømpe i Villa Villekulla.

Det er byen og husene som et lille landskab i sig selv, et bjerg man kan bestige og gå på, midt i byen.

Celle–netværk

Den næste sektion, Celle-Netværk, handler om at indgå i sociale sammenhænge, og om hvordan vi forholder os til andre mennesker.

Rummet består kun af små celler. Det er en vandring gennem en række fortællinger, som hver indeholder forskellige sider af cellen som et begreb.

Den første viser, hvordan internettet skaber nye netværk. COSPlayers – det står for kostymer og spil – er en bevægelse, der startede i Japan. Her udlever spillerne deres karakterer fra computerspil i den virkelige verden.

De cirka 100.000 mennesker, der bor i Hong Kongs såkaldte burhjem, har ikke det privilegium. De fleste er tilflyttede bønder, der nu bor i fire kvadratmeter metalbure, stablet i flere lag.

Det er en ussel tilværelse, forbeholdt Kinas absolutte underklasse. Men blandt beboerne har nogle boet her siden tresserne. Burhjemmets tætte menneskekontakt er for dem blevet en livsnødvendighed.

Celle-netværk handler desuden om, hvordan arkitekturen skaber nye muligheder for at springe mellem tilværelsen som single og nye kollektivformer. Her finder man også Christiania og andre alternative samfund.

Her er også cellen rent fysisk, den overfyldte i forhold til den skrabede. Den sidste tager man tager med sig til Månen eller Mars, den mobile enhed i form af hele lejligheder i en dragkiste.

Case: Rusland

Celle-netværk afsluttes af en case-story. Fra kollektivisme til individualisme – hinsides mikrorayon ser på det sovjetiske boligkompleks. Stort set alle russere bor i lejligheder, og de fleste er opført efter 1960 som modulopbyggede boligkomplekser.

Dette fast design, mikrorayon, blev for alvor udviklet, efter at Nikita Krusttjov i 1954 forkastede Stalins klassicistiske byggestil med tårne, gesimser og unødige pragt. Alle skulle have råd til en god bolig.

Derfor blev byggeriet industrialiseres til den yderste grænse. Arkitektens nye opgave var at forbedre byggeriets kvalitet og øge produktionen af gode boliger. Det er den største revolution i arkitekturens historie.

Efter overgangen til kapitalisme bor russerne stadig i lejlighed. Men nu køber nyrige russere en etage i et nyopført råhus, og får den indrettet af fancy modearkitekter.

Så den russiske by er blevet privatiseret. Hvor den sovjetiske by var et åbent rum, der tilhørte alle, har porte, pigtrådshegn og vagposter omdannet byen til omvendte fangelejre.

Hjemlighed

Livings tredje tema Hjemlighed – på engelsk Homeland – handler om, hvordan vi forholder os til vor egen boligsituation. Det er historien om mennesket som menneske, om vaner og forbindelser.

Hjemlighed ser også på, hvordan vi indretter os, hvilken identitet vi har som beboere og ikke mindst hvad vi tager med os, når vi – frivilligt eller tvunget – flytter.

Er du typen, der smider al din bagage i et hjørne og smækker benene op, når du er på hotel? Så er du et mindretal. De fleste mennesker begynder ubevidst at arrangere og dekorere værelset – for at få det hjemligt. De plukker måske en lille blomst, stiller de tomme flasker som de plejer, lægger vasketøjet i plastikposer.

Afsnittet Hjemlighed, Arkitektur og Identitet viser gennem sine mange pavilloner hver for sig arkitekturens udfordringer og løsninger: Det er hjemmet organiseret som små verdener, næsten som på et landkort. Her laves livet, leves, udstikkes i små ruter og daglige rutiner.

Disse mange forslag til løsninger på menneskelige udfordringer er samtidig en hyldest til arkitekturens evne til at forene, hvor krig, politik og social armod adskiller. Som i den slovenske kunstner Marjetica Potrcs Prishtina House.

Hun træffer et bevidst valg mellem at fortsætte det modernistiske byggeri eller gå tilbage til Balkans rødder. Hendes svar på krigens gru og efterkrigens smadrede tilværelser er baseret på nøje studier af boliger i Pristina.

Derfor er huset et konglomerat – en sammenblanding, der ser fremad i stedet for tilbage, et svar på politiske og sociale omvæltninger i et land med mange forskellige sprog og nationaliteter. Huset er også selvforsynende og selvforsvarende. Her er ikke bare vandtank, solpaneler og parabolantenne, men også videoovervågning.

I den anden ende af skalaen har den finske arkitektgruppe Rintala Eggertsson Architects skabt et rum i et rum: En skalkonstruktion af træ inden i udstillingsrummet, som skaber et sted med sin egen stoflighed og sit eget lys.

Inde i rummet møder man fire forskellige, velkendte situationer, der samtidig indeholder de fire grundelementer ild, vand, luft og jord. Det er grundformer i nordisk arkitektur, på en gang tunge, solide, regelrette og opløftende.

Hjemme overalt

Hjemlighedens absolutte modsætning er flygtningens – den frivillige eller den tvungne - tilværelse. Det er de mange chinatowns, hvor immigranter har formået at flytte deres kultur med sig.

Denne del af Living udforsker visionerne i udflytningens arkitektur, ikke bare som alternativ til flygtningelejrenes kaos, men som et mangfoldigt billede som i den hollandske havneby Rotterdam, hvor stort set alle kulturer mødes.

Til Hjemlighed er tilknyttet to cases. Det første er om det forkætrede romafolk, som i europæisk selvbevidsthed er et nomadefolk. Men romaerne bruger arkitekturen til at fastholde en truet identitet i en fjendtlig verden.

De bygger store, pragtfulde klanhuse, en slags kulturhuse for de forskellige klaner, med rod i en etnisk kultur, men som er med til at give dem en ny identitet.

Den andet case, Cybermohalla Hub, er et projekt i Delhi. Det består af 450 unge mennesker, som ved hjælp af moderne teknologi har skabt en række centre, der bygger på viden om nogle af de indiske storbyers fordrevne befolkninger.

Projektet bygger centre, bogstaveligt talt af kasseformede byggeelementer, der bliver til hylder, borde og bænke i en ramme, der på en gang er kulturcenter, skole, atelier og galleri.

Viden med knaster

De to tyske arkitekter Hirsch &Müller leverer derved løsninger, der skal tackle verdens hastigt voksende bybefolkning. Det er de desværre nogle af de få, der gør.

For Living har et problem. Det vrimler med fantastiske, visionære og visuelt stærke forslag til, hvordan mennesket i fremtiden skal bo og leve. Men i den kapitalistiske virkelighed har under en promille af verdens befolkning en kinamands chance for at være med til den slags løsninger.

Arkitekturen skal ideelt levere løsninger, der frigør mennesket fra fattigdom og fornedrelse i en undertrykt hverdag. Living kradser lidt i lakken, men der skal en ny generation af arkitekter og videnskabsfolk til at gøre arbejdet færdigt.

Living. Arkitekturens Grænser II-IV. Louisiana, Humlebæk. Til 2. oktober.