03 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Inge Rasmussen hyldes i Århus Kunstbygning

Inge Rasmussen hyldes i Århus Kunstbygning

Torsdag, 16. juni, 2011, 10:42:38

Maleren Inge Rasmussen, som døde i 2009, ville denne sommer være fyldt 75 år. Der markeres med en særophængning af enkelte værker.

Inge Rasmussen: Erindring om en by, 1978. Som uforfalsket kolorist skildrede hun i sine malerier især to verdener: Istanbul og sin hjemby, Randers. Hendes kontrastrige farver, hvor den røde spiller den dominerende rolle, er inspireret af orientens folkloristiske kunst og symbolik.

Denne sommer ville maleren Inge Rasmussen (1936-2009) være fyldt 75 år. Det markerer Århus Kunstbygning med en særophængning af enkelte værker fra hendes mere end 45 års virke som maler.

Farven var Inge Rasmussens sprog. Som uforfalsket kolorist skildrede hun i sine malerier især to verdener: Istanbul og sin hjemby, Randers. Med inspiration fra både nære og fjerne horisonter mødes farver og kontraster i en harmonisk balance i hendes malerier.

Hendes kontrastrige farver, hvor den røde spiller den dominerende rolle, er inspireret af orientens folkloristiske kunst og symbolik.

Inge Rasmussen var medlem af Ovalen og kunstnersammenslutningen Guirlanden, der netop nu er aktuel med udstillingen EKKO i Århus Kunstbygning.

I tilknytning til udstillingen sælges også en bog om Inge Rasmussen, som Randers Kunstmuseum udgav i forbindelse med hendes 70-års dag i 2006.

I forordet påpeges, at Inge Rasmussens mangeårige tilknytning til Randers ikke har pådraget sig større opmærksomhed i byen eller fra byens side. »Ikke mindst på grund af en til det selvudslettende grænsende stilfærdig fremtræden har hun levet sin kunstnertilværelse i en provinsiel ubemærkethed, som ikke står meningsfuldt i proportion til hendes kunstneriske fortjeneste og den anseelse hun nyder udenfor hjembyen«.

Inge Rasmussen er også kendt af læsere af Arbejderen, som hun støttede med flere billeder til den årlige kunstauktion.

Særophængningen med Inge Rasmussen varer til den 19. juni og vises i Århus Kunstbygnings projektrum.

Århus Kunstbygning, J.M. Mørksgade 13, 8000 Århus C, www.aarhuskunstbygning.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2011 - 10:42   03. sep. 2012 - 10:41

Billedkunst