Filminstruktøren Ken Loach er en af de vigtigste skildrer af arbejderklassen og dens liv og kamp. I alt har han lavet omkring 20 tv-produktioner og 25 film. De fleste rene perler.
Filmportræt af Bjarne Nielsen
Den engelske filminstruktør Ken Loach, hvis karriere er uden sidestykke, fylder i dag den 17. juni, 75 år.
Han er født i en arbejderfamilie i Coventry, men studerede jura ved Oxford uden dog at blive færdig, inden han blev filmmager.
Loach var en del af den dokumentariske Free Cinema bevægelse, og i 1964 debuterede han som tv instruktør med Catherine og instruerede samme år tre episoder af politiserien Z Cars, hvor han lagde grunden til sin dokumentarprægede optagelsesstil. Det resulterede i den gribende Cathy kom hjem (1966), om boligmanglen, og serien Nye Tider (1975), der havde fokus på de sociale og politiske konflikter i England 1916 – 26.
På tv lavede han også klassikere som The Big Flame (1968) om en arbejdskonflikt, der fører til, at arbejderne besætter dokkerne og selv driver dem videre med succes, og The Rank and File (1971) som kritiserer de britiske fagforeninger og deres pamperi i forbindelse med en strejke.
Hans hovedværk i tv var dog en serie i fire dele, Days of Hope (1975), som skildrer arbejderklassens udvikling i det 20. århundrede.
Socialist
Ken Loach er, udover at være beskeden og venlig, erklæret socialist, og hans engagement og kamp mod overklassen i alle dens udtryksformer løber som en rød tråd gennem alle hans film.
Selve gennembruddet fik Loach i 1971 med filmen Kes om en forsømt skoledrengs forhold til lærere, kammeraterne, familien og især til den tamme falk Kes, som er hans mest menneskelige tilknytning.
Et andet mesterværk er hans Family Life fra samme år, inspireret af psykiateren R. D. Laings teori om, at sindssyge kan være en normal reaktion på syge forhold i familien eller samfundet. En klassiker fra ungdomsoprørets tid, hvor den borgerlige kernefamilie og kapitalismen stod for skud.
I 1983 røg Røde Ken atter i skudlinjen med filmen Questions of Leadership, som diskuterede fagforeningsledelsens forræderi mod medlemmerne. Tv-serien i fire dele blev forbudt! Loachs opsætning af teaterstykket Perdition (1987) blev aflyst, grundet påstand om, at det var anti-semitisk, hvad Loach naturligvis ikke er. Han blev kaldt for landsforræder grundet filmen Hidden Agenda (1990) om den nordirske konflikt.
Ken Loach havde i en periode svært ved at få arbejde på grund af sit politiske engagement, men har siden 90’erne lavet en række mesterværker som Riff-Raff (1990), Raining Stones (1993) og den mesterlige Ladybird, Ladybird (1994), der er en autentisk baseret film om en kvinde, der får sine børn fjernet af myndighederne, og som i trods bliver ved at føde nye børn.
Småsten i tidevandet
I 1995 kom Land of Freedom om den spanske borgerkrig, og året efter Carlas song om kærligheden mellem en skotsk mand og en nicaraguansk kvinde på flugt. Så kom My Name is Joe (1998), der omhandler alkoholisme, og i 2000 hans Bread and Roses, der handler om mexicanske immigranter.
Da en række instruktører i 2002 hver skulle lave en episode til en film om terrorangrebet den 11. september, valgte han – typisk for ham – at lade angrebet foregå den 11. september 1972, da den chilenske præsident Allende med USA’s støtte blev myrdet.
Da Ken Loach i 2006 vandt Den Gyldne Palme for Vinden der ryster kornet, der omhandler Irlands kamp for uafhængighed i 1920-21, sagde han til publikum at »Vores film handler om et lille skridt, et meget lille skridt, i briternes konfrontation med deres imperialistiske historie, og hvis vi fortæller sandheden om fortiden, vil vi måske også kunne fortælle sandheden om nutiden«.
Han har tidligere sagt, at »film er kun småsten i tidevandet, men hvis der er mange af dem, kan de måske få en vis akkumuleret effekt«.
Loach er i øjeblikket biograf aktuel med Route Irish, en politisk thriller om konsekvenserne af Irak krigen.
I alt har Loach lavet omkring 20 tv-produktioner og 25 film. De fleste rene perler. Ingen overflødige. Loach er, sammen med Mike Leigh, uden tvivl den vigtigste instruktør inden for dem, der ønsker at skildre arbejderklassen.
Kilder:
Ebbe Iversen: 101 fantastiske filmfolk fortæller.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
