»Potiche« er ikke noget mesterværk, men den er underholdende og tager et aspekt af kvinde-kampen op, som ikke så ofte finder vej til det store lærred.

Karaktererne i filmen er karikerede, fuldstændigt overspillede og præget af klichéer. Ikke desto mindre har man stor sympati for dem alle sammen, og overspilletheden er helt i tråd med de stærke pastelfarver, det flimsede 70’er-tøj og det lette soundtrack.

Scanbox

^Filmanmeldelse _{af Magnus Ziegler}

På fransk betyder ordet »potiche« en pyntegenstand uden nogen særlig værdi eller brugbarhed, men ordet bruges også nedsættende om kvinder, der lever i skyggen af deres mænd som pyntekoner.

Suzanne Pujol (Catherine Deneuve) er netop en sådan. Hun lever i skyggen af sin mand, Robert (Fabrice Luchini), der med hård hånd styrer den paraplyfabrik, som Suzannes far har opbygget.

Da fabrikken bliver ramt af strejker, og Robert kidnappes, må Suzanne imidlertid træde i karakter og forhandle med de militante arbejdere med hjælp fra byens kommunistiske borgmester Maurice (Gérard Depardieu), som Suzanne tilmed har haft en kort affære med i sine unge dage.

Det hele bliver dog for meget for Robert, der får et hjerteslag, og Suzanne må derfor træde mere permanent til som leder af virksomheden – med stor succes, naturligvis.

Kamp om magt

Filmen Potiche er baseret på et teaterstykke fra 1980 af samme navn, skrevet af Pierre Barillet og Jean-Pierre Grédy, og filmen er instrueret af François Ozon, der også har skrevet screenplay og tilpasset stykket til filmlærredet.

Der er ikke de store overraskelser i filmen. Selvfølgelig viser Suzanne sig at være en ekstraordinær og dygtig forretningskvinde, og selvfølgelig udarter det sig til en kamp om aktiemajoriteter og magt, da Robert vender tilbage fra sin sygdom i topform. Ikke desto mindre er filmen ganske underholdende hele vejen igennem.

Catherine Deneuve, der tidligere har arbejdet sammen med Ozon i filmen 8 Kvinder (2001), gør det blændende som den først noget betuttede og forsagte Hausfrau og siden karakterfulde og karismatiske forretningskvinde, der bare vil være »hele Frankrigs mor«.

Også den efterhånden noget korpulente Gérard Depardieu er udmærket og velvalgt til rollen som den kommunistiske borgmester, der så småt har mistet troen på den revolution, han har kæmpet for hele sit liv, men som ikke desto mindre kæmper ufortrødent videre, fordi den er hans liv.

Kampen for lykke

Karaktererne i filmen er karikerede, fuldstændigt overspillede og præget af klichéer. Ikke desto mindre har man stor sympati for dem alle sammen (i sidste ende også med den gennemført lede Robert), og overspilletheden er helt i tråd med de stærke pastelfarver, det flimsede 70’er-tøj og det lette soundtrack.

Filmen er ikke noget mesterværk, men den er underholdende og tager et aspekt af kvindekampen op, som ikke så ofte finder vej til det store lærred. Hvor man – som i den ligeledes biografaktuelle Det stærke køn – som oftest mest hører om unge kvinders kamp for lige løn for lige arbejde, hører man her om en midaldrende kvindes kamp for at være lykkelig. Og det er klædeligt.

Potiche. Instruktion: François Ozon. Premiere i torsdags.