På trods af, at hun er jøde, bliver hun i hele sin barndom og ind i ungdommen holdt uvidende om, hvad der skete med jøderne under krigen.
Boganmeldelse af Bjarne Nielsen
En by i Rusland handler om integration og knaster i en dansk jødisk familie i 50’erne og 60’erne.
Den kvindelige hovedperson er jøde og født i 1948. Hun vokser op i en dansk jødisk familie, der taler jiddisch og har russiske rødder, i skyggen af Anden Verdenskrig, hvor fortielse og ulmende jødehad eksisterer side om side.
I hele sin barndom og ind i ungdommen bliver hun holdt uvidende om, hvad der skete med jøderne under krigen. Hverken hendes bedsteforældre, forældre eller onkler og tanter siger noget. Der er en stiltiende overenskomst i familien, at man vælger at være tavs for at skåne. Men effekten bliver som så ofte den modsatte. Det ufortalte vokser sig stort og uhyggeligt i hendes fantasi. Hun bliver hjemløs i sit eget hjem.
Hovedpersonen er ikke nem og tilpasset, men nysgerrig, hvorfor fortielserne om familiens tro, traditioner og skæbne rammer hårdt, ligesom kontrollen fra de jødiske familier gør det.
Oprøret må komme og starter i frustration over ikke at blive taget med på råd om spørgsmål, der berører hende.
Romanens persongalleri er yderst kulørt, festligt og ret underholdende.
Vi oplever københavnerstemningen i 50’erne og sommerlandets ditto i 60’erne, hvor familien hver sommer residerer i et fiskerhus. Her sættes både moralen og især dobbeltmoralen i fokus.
Bogen, der er forfatterens romandebut, er både historisk og aktuel. En usentimental fortælling om en knastfyldt opvækst, der tydeligvis ligger i grænseområdet erindringer – skønlitteratur. En genre der efterhånden bruges mere og mere.
Den absolut anbefalelsesværdige bogs budskab er, at etniske-religiøse mindretal hverken skal isolere sig eller lade sig påtvinge assimilation. Påtvungen assimilation er en umulighed.
Birte Kont: En by i Rusland. 253 sider. 279 kroner. Gyldendal
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278