På trods af, at »Den røde skygge« flere steder er lidt klichefyldt og skabelonagtig, fanger bogen fra start til slut. Den er spændende og har et mesterligt plot.
Boganmeldelse af Bjarne Nielsen
Sneen falder tungt i Leningrads gader på den første dag i december. Leonid Nikolaj har et opgør at tage. Et opgør, som i 1934 ender med at lægge Sovjetunionen i landesorg.
Hans opgave er at myrde den yderst populære leder af Leningrad, Sergei Kirov, der i hierarkiet stod lige bag landsfader Stalin.
47 år efter, i 1981, finder den nyudklækkede historiker Thomas Källstrøm sin chef og kollega, Flemming Christoffersen, død på sit kontor i København. Alt peger i retning af selvmord, men da Thomas via tilfældige omstændigheder kommer i kontakt med den sovjetiske flygtning Olga Ivanovitj, bliver han klar over den egentlige grund til Christoffersens dødsfald.
Med KGB i hælene
En grund, som har sine rødder tilbage til den første dag i december i Leningrad for 47 år siden. En grund, som kan ændre verdenshistorien. En grund, som KGB for alt i verden vil skjule og tvinge tilbage i historiens glemmebog, og som sender Thomas og Olga på flugt gennem det danske land med en KGB-morder lige i hælene.
Hvor langt rækker KGB’s fangarme egentlig og hvem kan Thomas stole på? To væsentlige spørgsmål som vi som læsere følger besvarelsen på.
Det er lykkedes Magnussen at lave en fantastisk historie, der veksler mellem fakta og fiktion, ud af det historiske mysterium: Hvem stod bag Leonids mord på Kirov? Var det Stalin, der fjernede en rival efter den 17. partikongres, eller var der helt andre kræfter bag mordet, som blev starten på diverse mord og en pervers terror? Noget fagfolk har diskuteret, men aldrig har kunnet få dokumenteret.
Speciale i Sovjet
Forfatteren Henrik Magnussen er cand. mag i historie og har skrevet speciale i Sovjetunionens historie, specielt om Stalin-tiden, hvilket tydeligt mærkes.
Derfor kan det undre, at han betegner Kirov som »hele partiets yndling«, når det nu var Bukharin, som Lenin betegnede således i sit testamente.
Magnussen skulle måske også have brugt en anden bog at støtte sig på end den poppede Stalin – den røde zar og hans hof af Montefiore. Det gør den flere steder lidt klichefyldt og skabelonagtig.
Trods dette, og fordi den samtidig har den underliggende koldkrigstone, en sådan krimi godt må have, fangede bogen denne anmelder fra start til slut. Den er elementær spændende og har flere overraskelser undervejs samt et mesterligt plot. Der må gerne komme en fortsættelse. Magnussen har helt klart talent.
Henrik Magnussen: Den røde skygge. 284 sider. 269 kroner. Forlaget Mellemgaard.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278