Knud V. Larsens daglige stribe Dr. Albert Merling gled ud i glemslen, da Berlingske Tidende fyrede den i 1980. Nu kan de første 907 afsnit genopleves.
Tegneserieanmeldelse Af Gert Poder
For ægte comic freaks er der intet over og intet ved siden af den daglige stribe – suset efter næste dags oplevelser med Dick Tracy, Lil’ Abner, Flash Gordon.
En overset stribens mester er den danske tegner Knud V. Larsen (1930-2002), der underholdt Berlingske Tidendes læsere med sin klassiske stribe om den rejsende hypnotisør og showmand Dr. Albert Merling.
Denne originale, klassiske stribe så dagens lys i 1970 og holdt i 10 år, inden daværende chefredaktør Henning Fonsmark slagtede den i et forsøg på at redde avisens økonomi. I den tid nåede Knud V. Larsen at fortælle et hav af besynderlige historier gennem i alt 2905 striber.
hypnose og trylleri
Kort fortalt er Dr. Albert Merling professionel illusionist og tryllekunstner. Han har desuden en særlig evne til at rode sig ind i de mest besynderlige eventyr, når han med sin hustru og parrets to ualmindeligt kvikke døtre rejser land og rige rundt med sit show.
Handlingen er henlagt til 1870’ernes Østeuropa og seriens episoder udspiller sig i pudseløjerlige, Dracula-agtige gyserbyer. Her vrimler det med mærkværdige eksistenser, de fleste indhyllet i middelalderlig mystik og overtro.
Selv er Dr. Merling imidlertid en moderne rationalist med en urokkelig tro på videnskaben, og hvis shownumre – tricks, illussioner og hypnose -– nøjagtig er, hvad de udgiver sig for: intelligent underholdning.
Hans omgivelser betragter ham imidlertid som et geni. Som en magnet tiltrækker han halvkiksede videnskabsmænd, snydetampe, og magtgale despoter.
De sætter alle hans forstand på adskillige skrappe prøver, men selvfølgelig løser den kloge Merling og hans cool familien alle gåderne med kolde fakta, videnskabelig metode og en god portion menneskekundskab.
En af styrkerne ved serien var de veldrejede historier, der sprudler af fortælleglæde. En anden var Knud V. Larsens persongalleri, der vrimler med skæve, ofte bindegale eksistenser. Figurerne er alle skildret med et solidt glimt i øjet af en tegner, der tydeligt kendte sine lus på travet.
fatal opsigelse
Den 31. maj 1980 døde serien, og afskeden med Berlingske Tidende blev fatal for den farverige kunstner, som trods adskillige forsøg aldrig fandt en ny udgiver.
Både som tegner og grafiker var Knud V. Larsen en særdeles dygtig fagmand. Han fremstillede ofte sine strips direkte med fast tegnede baggrunde i reprokameraet. Den slags negativfilm er ikke særlig holdbare, så efter få år var hans grafiske materiale bogstaveligt talt ved at forsvinde som dug for solen.
Ved et tilfælde fik Anders Hjorth-Jørgensen, som er en af Danmarks førende tegneserie freaks, kontakt med ham i 1983. Derefter gik nogle år med brudte kontrakter, men efter diverse genvordigheder er det nu lykkedes at udgive de første 907 strips i en elektronisk udgave.
Ind imellem historierne fortæller Anders Hjorth-Jørgense vidende både om tegnerens brogede liv og hans teknik, men man behøver ikke være tegneserieekspert for at nyde familien Merlings udskejelser.
Det er Torben Hansen fra det lille tegneserieglade Forlaget Forlæns med adresse på Tegnestuen Gimle, der har reddet dette enestående stykke tegneseriehistorie fra at drukne i glemslens hav.
Forhåbentlig er der luft til også at få de restende to bind sendt på gaden.
Knud V. Larsen: Dr. Albert Merlings samlede bedrifter, Bind 1, Strip 1-907, præsenteret af Anders Hjorth-Jørgensen, 496 sider, 399 kroner, Forlaget Forlæns.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278