For første gang kan vi nu på dansk læse om en poetisk revolutionær og antiimperialist, der på alle måder er gennemført beundringsværdig. Biografien om José Martí kan anbefales på det varmeste.

Man kan ikke være i tvivl om den uvurderlige rolle, som Martí har spillet for Fidel Castro og revolutionen på Cuba, ligesom de har sikret Martís arv og eftermæle, blandt andet ved at sætte ham på pengesedler.

^Boganmeldelse _{af Bjarne Nielsen}

Alle, der har været i Cuba, er stødt på navnet og statuer og buster af José Martí (1853-1895), mens han knapt nok er kendt i Europa.

Det rådes der nu bod på – for danskernes vedkommende – med en ny biografi af Cuba-kenderen Jørn R. Hansen.

Hansen gennemgår i en fremragende biografi Cubas største personlighed, alle inklusiv, der har fået Havannas Internationale lufthavn, Nationalbiblioteket og andre offentlige bygninger opkaldt efter sig, ligesom Fidel Castro har citeret ham i stort set hver eneste af sine taler de sidste 60 år, inklusiv den berømte »Historien vil frikende mig«.

På universitetet i Havanna har Jørn R. Hansen studeret Martís liv og værk, hvis krone på værket var som leder af cubanernes endelige opgør mod Spanien i 1895.

»For mig er der ingen større person i Cubas – eller for den sags skyld i hele Latinamerikas – historie end José Martí. Han æres af alle cubanere, det vil sige dem i Cuba såvel som dem, der lever i eksil i USA. For dem alle står José Martí som den store inspiration og organisator af det sidste, definitive oprør mod kolonimagten Spanien, der førte til Cubas nationale selvstændighed i 1902«, siger forfatteren om sit værk.

Bogen er i to dele, hvor første omhandler hans liv og værk, og anden del består af Martís skildring af USA sidst i 1800-tallet.

Bogen er primært baseret på, hvad Martí selv sagde og skrev.

Martí var andet end frihedshelt. Han var organisator af den væbnede kamp i Cuba, politiker, digter, skrev teaterstykker og romaner, oversatte litteratur og var polemisk og kulturel skribent. Det sidste kan studeres i hans Samlede Værker i 27 bind, hvorfra forfatteren har oversat udvalgte brudstykker, heraf flere digte, til biografien.

Det, der gør Martí til en enestående skikkelse, er, »at der var en sjælden, hvis ikke ukendt overensstemmelse, mellem hans moralske sindelag, og hvordan han faktisk – personligt, professionelt og politisk – handlede i sit liv«, noterer Jørn R. Hansen.

Oprørsånden fødes

José Martí blev født i Havanna i 1853, som første af en søskende flok på otte, hvoraf resten var søstre. Forældrene kom fra Spanien.

Faderen var ankommet som soldat i den spanske hær. Hans job var som opsynsmand at holde øje med, at der ikke blev indført slaver. José var ofte med faderen på arbejde og kunne se, hvordan slaverne blev behandlet. Trods forbud mod indførelse af slaver, måtte de der allerede havde, fortsat holde disse.

Som 11-årig afsluttede José grundskolen, og skolens leder, Mendive, tilbød at betale hans forsatte skolegang. José kom til at bo hos den intellektuelt og politisk stimulerende familie Mendive, og blev således revet ud de værdisæt, hans forældre som tro spanske undersåtter havde. 

Martí gik i gymnasiet i 1868, da han oplevede den skelsættende begivenhed, at en plantageejer i den østlige Orienteprovins startede et væbnet oprør mod den spanske kolonisering. Oprøret varede i ti år og blev kaldt tiårskrigen. Oprøret passede til ånden på Mendives skole og José var fanget.

Som 16-årig var han med til at udgive de to blade »Haltefanden« og »Frit Fædreland«. Fædrelandsbegrebet blev i hele hans liv ledestjernen i alt hans revolutionære, organisatoriske arbejde.

Da Mendive blev arresteret og forvist til Spanien, skiftede José skole og begyndte at arbejde, så han kunne komme »på andre tanker«, som faren udtrykte det.

I tugthus som 17-årig

Det var dømt til at mislykkes og i 1870, 17 år gammel, blev José indsat i Havanna tugthus, raget skaldet, fik fangedragt på og fodlænke om højre fod.

Efter seks måneder i stenbruddet, som gav ham livsvarige men, fik han husarrest på Isle de Pinos, i dag Ungdommens Ø, hvor han skrev »Det politiske tugthus«, som udkom i 1871. Biografien gennemgår flot dele af bogen og man fatter ikke, at den gribende og indsigtsfulde tekst, der er både poetisk og retorisk, er skrevet af en 17-årig.

Efter en tid blev José Martí forvist til Cádiz i Spanien. Her blev han behandlet for sine sygdomme og begyndte at få udgivet flere kolonikritiske artikler, ligesom han blev indskrevet på jurastudiet i Madrid.

Hans lille bog fandt vej til USA, hvor den vakte opsigt og blev udgivet, uden at forholdene på Cuba blev forbedret. Men oprøret ulmede i Cuba og de uafhængighedsorienterede i Spanien var aktive, ikke mindst Martí, der både XXX blev brugt som agitator.

I 1973 indførtes Den Første Republik i Spanien, hvad der fik Martí til at udgive pjecen »Den spanske republik over for den cubanske revolution« og kræve den samme politiske frihed og rettigheder for cubanere, som spanierne nu havde tilkæmpet sig over for kongemagten.

Da den udkom, bestod den unge Martí eksamen i kanonisk ret, spansk og latinamerikansk litteratur, samt verdenshistorie og de fag, han manglede i sin studentereksamen fra Cuba.

Martí var nu jurist og kom ind på Det Humanistiske Fakultet, hvor han bestod eksamen i »retorikken hos den romerske politiker Cicero« og lærte sig dens virkemidler. Inden han i 1874 rejste til Mexico for at mødes med sin familie, der nu boede der, mødte han forfatteren Victor Hugo, kendt for mesterværket »De elendige«, og hvis værk »Mine sønner« han senere oversatte.

Slås for indianerne

I Mexico levede han som skribent med stofområder som politik, økonomi og kultur samt naturligvis forholdene på Cuba. Biografien bringer desuden er række uddrag af hans digte.

Han fik dog tid til i 1877 at gifte sig med den cubanske Carmen Zayaz-Bazán, hvis far var en rig jordejer og advokat i eksil. Giftermålet skete både i den katolske kirke og borgerligt.

I denne periode slås Martí en del med kirken og for indianernes rettigheder, fordi »friheden er ikke en privat fornøjelse: den er pligten til at udvide den til andre: slaven skæmmer herren: det er en skændsel at være herre over en anden«.

Martís grundlæggende holdning til indianerne var båret af medfølelse, iblandet vrede, over de selv – og andre – ikke sørgede for, at de fik et bedre, værdigere liv.

Hansen dokumenterer, at Martí var tilhænger af frihandel, men samtidig lagde vægt på sociale og menneskelige hensyn i et lands økonomi, hvilket han udtrykte med ordene »manges vel er at foretrække frem for fås rigdom«.

I 1876 begyndte Martí at skrive i bladene El Socialista og El Federalista. Fra Mexico-perioden har han udtalt, at »arbejderne hæver sig fra ledet masse til bevidst klasse«, hvilket viser, at han var orienteret mod socialismen uden han nogensinde blev socialist. Bogen påpeger dog også, at Martí i forholdet »arbejde og kapital« betonende forsoning og harmoni og gør opmærksom på, at det var karakteristisk for ham livet igennem.

Tilbage til Havanna

I en perioden boede Martí i Guatemala og skrev her et værk om dets historie og samfundsforhold. Hans holdning var den samme som vedrørende Mexico, at landbruget skulle udvikles via mange små selvstændige bønder, indianerne skulle sikres skolegang, og velstanden fordeles retfærdigt.

Efter en del politisk uro i Guatemala drog Martí-familien til Havanna, hvor han begyndte at undervise i en mellemskole og arbejde hos en advokat.

José Martí, der var hvid, blev et vigtigt bindeled mellem Cubas to racer, som med cirka en tredjedel sorte og totredjedele hvide udgjorde den cubanske befolkning.

Nu startede arbejdet for en ny uafhængighedsbevægelse i Cuba. Martí blev hemmelig repræsentant for »Den Revolutionære Cubanske Komite«, der holdt til i New York. Han var samtidig blevet ansat som sekretær for et kulturcenter i udkanten af Havanna, hvor han efter en tale blev stemplet af generalguvernøren i Cuba som »en galning, men en farlig galning«.

I 1878 blev Martís eneste barn, sønnen José Francisco født. Året efter blev Martí, sammen med andre konspirative kræfter, arresteret for planlæggelse af oprør og afskibet til Santander i Spanien.

Omtankens revolution

Imens forberedtes oprøret, kaldet »Den lille krig«, fra New York, hvortil Martí rejste i 1880, hvor han straks blev formand for Den Revolutionære Cubanske Komite. Her holdt han et berømt foredrag for cubanske immigranter. I foredraget udtalte han, at »dette er ikke vredens revolution. Det er omtankens revolution og despoterne er uvidende om, at folket, den lidende masse, er revolutionens virkelige leder«, ligesom han fastslog at alle racer havde deres plads i kampen.

Kort efter led oprørerne nederlag i »Den lille krig« og Martí, som underskrev ophørserklæringen, skrev de vise ord, som Che måske skulle have studeret, at »en håndfuld mænd, båret frem af et folk, formår hvad Bolivar formåede (…) men forladt af et folk kan en håndfuld mænd – i de ligegyldiges og slyngelagtiges øjne – komme til at se ud som en håndfuld banditter«.

Nederlaget fik Martí til at forlade USA og rejse til Venezuela, hvor han dog hurtigt blev udvist og returneret til New York, hvor han ernærede han sig som skribent for en lang række aviser samt oversætter af bøger.

Med alle for alle

I de efterfølgende år stod Martí uden for uafhængighedsbevægelsen, grundet uenighed med de to andre ledere Gómez og Maceo. De ville en militærledelse, mens Martí ville en civil. Om alt dette er biografien yderst spændende og veldokumenteret.

Martí debatterede livligt i diverse aviser, men fik også tid til at udgive et blad, »Guldalderen«, for børn, med bearbejdede historier af blandt andre H. C. Andersens »Nattergalen« og Homers »Iliaden«.

I et nummer skrev han, at »frihed er retten, som enhver mand har, til at være anstændig og til at tænke og tale uden hykleri«.

Martí var blevet udnævnt til konsul, og dermed repræsentant, for Argentina, Paraguay og Uruguay i New York.

Et spændende citat fra denne periode, hvor han også underviste fattige, overvejende sorte eksilcubanere, er: »for at kunne regere et (race)blandet Cuba måtte begge racer først have kæmpet sammen til døden«.

I 1892 bidrog Martí stærkt til dannelsen af Det Revolutionære Cubanske Parti, PCR, der var det første parti i verden, der havde national frihedskamp på programmet. Martí blev leder af partiets blad »Fædrelandet«, hvis opgave det var at bidrage »til organiseringen af de frie mænd i Cuba og Puerto Rico« og forene oppositionen.

Bogen beskriver på spændende vis forberedelserne til kampen for Cubas uafhængighed. Her ser man, at Martí ikke betonede klassekampen, men enheden mellem diverse klasser og lag for at styrke uafhængighedskampen.

Martí bliver dræbt

I december 1894 underskrev Martí »Plan for Oprøret« og den 26.februar 1895 startede den væbnede opstand, efter en del start vanskeligheder og Martí blev generalmajor i befrielseshæren.

Den 19. maj blev oprørerne, med Martí, angrebet og Martí dræbt af tre skud, mens han sad og skrev et brev, der i dag betragtes som hans politiske testamente.

Jørn R. Hansen gennemgår fint forløbet frem til USA’s intervention i februar 1898 og frem til spaniernes kapitulation den 17. juli.

I 1902 fik Cuba uafhængighed, på den betingelse, at USA som tilføjelse til grundloven fik ret til at intervenere militært, hvis det så sine interesser truet, samt ret til at få en base på Guantanamo.

Martís eftermæle

Indtil omkring 1920 huskedes Martí mest for sine helgenlignende og poetiske kvaliteter, hvilket dog ændres da studenterlederen, og medstifter af kommunistpartiet, Mella, stiftede Det Folkelige Universitet Jose Martí i 1923 og skrev en artikel om Martís tænkning, hvori han fremhævede hans antiimperialistiske holdninger. En holdning som klart dokumenteres i biografiens andel halvdel om »Martís USA«.

Både den forhadte diktator Batista og Fidel Castro har, af forskellige årsager, dyrket Martí. Che Guevara kaldte Martí for »den direkte vejleder for vor revolution« og kvitterede ved gennemførelsen af en landbrugsreform og en alfabetiseringskampagne i 1961 i hans ånd.

Cubas to højeste udmærkelser er »Orden José Martí« og »Premio Internacional José Martí«. Man kan ikke være i tvivl om den uvurderlige rolle, som Martí har spillet for Fidel Castro og revolutionen på Cuba, ligesom de har sikret Martís arv og eftermæle og hans profeti om, at »Den som lever for alle, fortsætter med at leve i alle«.

Bogen kan kun anbefales på det varmeste. For første gang kan vi nu, på dansk, læse om en poetisk revolutionær og antiimperialist, der på alle måder er gennemført beundringsværdig. Tak for det!