Med Born This Way viser Lady Gaga både, hvor skrap hun er til at mestre det tunge electro-beat og hvor meget hastværk kan ødelægge et ellers gedigent musikværk.

Få moderne sangerinder har som Lady Gaga formået at skabe sig et navn på grund af sit udseende. Ind imellem viser hun sig så at være en nærmest genial popkunstner med en super sensitiv techno-lyd.

^musikanmeldelse _{af Anders Bech Aktor}

Lady Gaga er efterhånden mere kendt for ekstravagante kostrumer end for sin musik, hvilket er en skam.

Ligeledes er der en tendens til at lytte mere efter referencer til popkultur, religion og påståede plagiater hos hende, end man måske kunne håbe på.

Born This Way er spækket til bristepunktet med referencer, og det er da også sandt at titelsangen er stærkt inspireret af Madonnas Express Yourself, men man må stille sig selv det spørgsmål om det har nogen relevans for musikkens kvalitet.

berlin electro

Lady Gaga er denne gang i større omfang gået efter en Berlin-electro lyd som skinner igennem på en del af numrene. Dette er meget tydeligt på et nummer som Scheisse, som junglerer med en moderne klublyd og 90ernes eurodance.

Pladen har flere numre i topklasse udover de to første singler; lyt for eksempel til den intet mindre end geniale Government Hooker, som med et tungt electrobeat bliver parret med Gagas spøjse melodik: Melodien går fra en takt med dette årtis karakteristiske monotome – som ikke er en dårlig ting – og til det næste, hvor melodikken er som snydt ud af næsen på firsernes New Order-lyd.

Denne tidsrejse fortsætter i andre numre; den lige så gode Bloody Mary, som spiller på katolske modertematikker. Med sin nærmest funky electro-bas og sit overraskende lave tempo, samt super catchy melodi etablerer Gaga her et modvar til den genoplivning af firserne, som vi har hørt så meget de seneste år.

Derudover er der også den supermelodiøse Hair, samt de to førstesingler Born This Way og Judas som alle hiver albummet op på et uhørt højt niveau.

en irriterende fætter

Det hele er dog ikke lige godt. Americano lyder grangiveligt som noget der kunne have været Maltas eller Grækenlands bidrag til det europæriske melodi grandprix, og det er bestemt ikke ment positivt.

Der sker ingenting, samtidig med at den dybt enerverende synthesizer-mandolin fortsætter og fortsætter og fortsætter, og  akkorderne er ikke interessante nok til at rede en lige så kedelig melodi.

Efterhånden som man får lyttet albummet igennem er det som om, at hvert eneste gode nummer har en irriterende fætter, som springer frem senere. For hvert godt nummer er der et kedeligt.

Dette får Born This Way til at fremstå som rodet og som offer for en tidlig deadline.

Efter at have lyttet albummet igennem bliver man efterladt med en følelse af, at albummet kæmper med sig selv om, hvad det egentlig vil.

Lady Gaga: Born this way. Streamline Records. Distribution: Universal.