I alt bliver mindst 85 personer henrettet uden rettergang, men mange flere »forsvinder« uden spor. Hitler og hans klike har sat sig tungt på magten.

Tidligt om morgenen den 30. juni 1934 ankommer den tyske rigskansler Adolf Hitler til München for at give en række officerer for de nazistiske stormtropper i den paramilitære terrororganisation SA en overhaling.

Aftenen før er medlemmer af SA draget hærgende gennem byen, og Hitler benytter denne lejlighed til at starte et internt opgør med sine politiske rivaler i den nazistiske bevægelse og samtidig sikre sit eget greb om magten i Tyskland.

Siden Hitlers udnævnelse til rigskansler i januar året før har nazisterne arbejdet hårdt på at sikre kontrollen med samtlige myndigheder i Tyskland og skabe ubetinget loyalitet overfor den lille klike i toppen af partiet.

Opgaven er ikke let, for den nazistiske bevægelse er dybt splittet mellem adskillige rivaliserende fraktioner. Blandt mange statsinstitutioner, og specielt i militæret, er der stor skepsis overfor de nye magthavere.

Især indenfor den ene af nazisternes paramilitære grupper Sturmabteilung, SA, er der mange magtfulde rivaler til nazi-toppen. En del fremtrædende medlemmer i SA mistænkes også for at fokusere for meget på »socialismen« i nationalsocialismen. Organisationen bliver derfor hovedmål for den første af nazi-regimets store interne udrensninger.

Igennem længere tid har SA's rivaler i SS og det hemmelige politi Gestapo forberedt at slå til imod SA-lederen Ernst Röhm, og da Hitler den 30. juni offentligt skælder ud på de højtstående SA-officerer i München, er det deres tegn til at gå i aktion.

I de kommende dage bliver hundredvis af medlemmer af SA og andre personer, som anslås at udgøre en trussel mod nazi-toppen, arresteret og mange henrettet på stedet, angiveligt for at kvæle et kupforsøg imod Hitler. Röhm selv bliver henrettet den 2. juli på Hitlers direkte ordre. I alt bliver mindst 85 personer henrettet uden rettergang, men mange flere »forsvinder« uden spor.

Hitler og hans klike har sat sig tungt på magten, og de tyske domstole følge loyalt trop, i strid med flere hundrede års retspraksis, og godkender regimets summariske dødsdomme. Også hæren bifalder udrensningen og støtter op om Hitlers hårde linje.

Udrensningen går senere over i historien som »de lange knives nat«, og det bliver et vigtigt skridt hen imod den totale koncentration af magten, som kommer til at kendetegne resten af det nazistiske regimes levetid.