Den romantiske komedie The Beginners er en lille let sommercocktail, som man da godt kan glæde sig over.
filmanmeldelse af Jørgen Melskens
Når vi bliver forelskede og indleder et kærlighedsforhold, er vi alle begyndere. Uanset alder og tidligere erfaringer er det ligesom vi begynder forfra hvergang.
Sådan hævder instruktøren Mike Mills i hvert fald. Og Beginners lever fint op til hans tese om kærlighed. Der er ingen lette løsninger. Forelskelse og kærlighed er nogle uberegnelige størrelser.
Filmen er baseret på instruktørens egne erfaringer, og kærligheden til hans egen historie gør, at den bliver lidt lang i spyttet.
Oliver møder den spændende og uforudsigelige Anna og han bliver dødelig forelsket i hende. Få måneder inden er Olivers far død, og den nyfundne kærlighed får Oliver til at mindes sin far Hal, der er 75 år og tidligere museumsdirektør.
Efter 45 års ægteskab med Olivers mor bliver han enkemand, hvorefter han springer glad og frodigt ud af ”skabet” som homoseksuel. Han har fundet sig en yngre mand som kæreste, og lever nu et vildt og vidunderligt liv.
Det kommer der i filmen en del sjove og bevægende situationer ud af. Men filmen fortæller også om, hvor svært det var at være homoseksuel i halvtredsernes USA, hvor der tit forekom drab på de mest fremtrædende homoseksuelle.
Det er instruktøren Mike Mills egne erfaringer med sin 75 årige far, der danner kernen i historien, og budskabet er godt nok. Selv om man når sit livs efterår, kan man godt opleve kærligheden – dette er ikke forbeholdt de unge.
Christopher Plummer er alletiders som faderen, men også Ewan McGregor og Mélanie Laurant udfylder fint rollerne som henholdsvis Oliver og Anna.
Fotograf på filmen er danske Kasper Tuxen, som nu har fotograferet sin anden Hollywoodfilm. Den første var 3 Backyards.
Beginners er som en let sommercocktail, som man da godt kan bruge et par timer på. Den havner dog et stykke ned på ranglisten i forhold til de mange vitaminfyldte film, der går lige nu.
Beginners. Instruktør:Mike Mills. 104 minutter. Premiere i dag, Grand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278